Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Hegermann-Lindencrone

Oprindelig forfatter FdeFon
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Hegermann-Lindencrone, Johan Henrik Hegermann-Lindencrone, 21.7.1838-8.12.1918, diplomat. Født på Jægersborg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). H.-L. blev student 1856 fra Herlufsholm, cand. polit. 1862, s.å. volontør i udenrigsministeriet, 1863 kancellist og efter tjeneste i hæren 1867 sekondløjtnant i rytteriet. Ved reduktionen efter krigen sattes han på vartpenge 1866, men vedblev at gøre tjeneste i ministeriet som surnummerær kancellist og ledsagede 1867 som sekretær prins Hans (1825–1911) under dennes kortvarige regentskab i Grækenland. Efter sin tilbagekomst udnævntes han 1868 til legationssekretær og sendtes s.å. til Stockholm, 1870 til St. Petersborg. 1872 udnævntes han til chargé d'affaires og generalkonsul i Washington, fra 1875 med titel af ministerresident. 1880 blev han gesandt i Rom, 1890 i Stockholm, 1897 i Paris og 1902–12 i Berlin. Med sin klare forstand og sit gode politiske omdømme kom H.-L. hurtigt i første række. Overalt forstod han og hans livlige, musikinteresserede hustru at skaffe sig de bedste forbindelser, hvoraf han drog nytte ved udarbejdelsen af sine velskrevne, altid velovervejede og velinformerede indberetninger. Med en hjertelig, imødekommende, åben karakter forbandt han stor forhandlingsdygtighed og evne til at omgås mennesker. Tidligt regnedes han for Danmarks bedste diplomat og sendtes 1893 til Madrid for at genoptage og lykkeligt gennemføre underhandlingerne om en ny handelstraktat i stedet for den mislykkede fra 1885. – Med hensyn til Danmarks vigtigste politiske spørgsmål, forholdet til Tyskland, stod H.-L. med sit liberale syn i afgjort modsætning til den sædvanlige konservative opfattelse og var derfor ikke helt persona grata under det Estrupske styre. Han var dog tidligt på tale som George Quaades afløser i Berlin, men af anciennitetsgrunde måtte han ved Quaades afgang 1883 vige for den ældre, men mindre betydelige C. R. E. Vind og kom først 1902 efter systemskiftet som den dygtigste mand til den vanskeligste post, Berlin. Det blev her hans opgave, i fuld overensstemmelse med konge og regering, ved åben drøftelse at søge at fjerne årsagerne til de misstemninger der tid til anden opstod af forholdene i Nordslesvig. I samtaler med ledende tyske statsmænd søgte H.-L. at fjerne den indgroede mistillid til Danmarks politiske hensigter og arbejdede målbevidst på at skabe et bedre politisk forhold mellem de to lande. Til en vis grad lykkedes dette, og personlig vandt han fuld tillid i Berlin. Men selv om den hårdhændede Kollerpolitik i Nordslesvig afsvækkedes i H.-L.s tid, kunne hverken han eller nogen anden nok så dygtig diplomat ændre principperne for den preussiske grænsepolitik. Gnidningsårsagerne kunne vel formindskes, men ikke helt fjernes. Et vigtigt resultat i denne retning var optantkonventionen af jan. 1907. Kort efter deltog H.-L. i forhandlingerne om de såkaldte Nord- og Østersøkonventioner, jan. 1908, hvis betydning dog var mere akademisk end reel. Under sit ophold i Berlin blev H.-L. fra dansk nationalistisk side ved flere lejligheder angrebet i pressen for "unational Tyskvenlighed". Mod disse überettigede angreb tog H. P. Hanssen stærkt til orde i sit blad Hejmdal 3.4.1908. – Efter sin afgang levede H.-L. i Kbh. hvor han i sine sidste år nedskrev erindringer om forskellige episoder af sit indholdsrige liv. En enkelt af disse memoirer Den danskspanske Handelstraktat af 4. Juli 1893 er trykt i Historisk Tidsskr. (9.r. I, 1918). Et andet og betydningsfuldere bidrag til forståelse af dansk udenrigspolitik gav han i Nogle Betragtninger (Tilskueren, febr. 1914) hvori han med gode grunde imødegik den efter hans mening fejlagtige opfattelse i Danmark at man i Tyskland nærede planer om ved passende lejlighed at ville bemægtige sig Danmark. – Hans hustru, en talentfuld amerikaner, udgav i to bøger nogle elskværdigt fortalte erindringer fra det diplomatiske selskabsliv: In the Courts of Memory 1858–75, 1912 (da. overs. 1913; sv. 1917) og The sunny Side of Diplomatic Life 1875–1912, 1914 (da. overs. 1915; sv. 1916). – Kammerjunker 1866. Kammerherre 1874. Gehejmekonferensråd 1912.

Familie

Forældre: sekondritmester, senere generalløjtnant Cai H.-L. (1807–93) og Elise A. F. C. Du Puy (1808–92). Gift 21.10.1875 i Cambridge (Mass.) med Anna Lillie Greenough, født 18.6.1844 i Cambridge (Mass.), død 17.3.1928 i Kbh. (gift 1. gang 1861 med Charles Raymond Moulton, 1829–72), d. af William G. og Harriet Howard Fay (død 1885).

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1878. K.2 1882. K.1 1890. S.K. 1900, i diamanter 1907.

Annonce

Ikonografi

Mal. af C. M. Ross. Foto.

Bibliografi

C. F. Bruun: Til erindr, om det kgl. da. udenrigsministerium 1770–1870, 1870 81. 111. tid. 25.11.1900. Sst. 2.8.1908. Sst. 6.10.1912. Nationaltid. 4.2.1914. J. Schovelin sst. 22.7.1918. Politiken 21.7.1918 og 12.12.1919. Aage Friis i Tilskueren XXXV, 1918 II 1–19. [Th.]H[auch]-FIausbøll] i Dansk adels blad IX, 1919 3. Erik Scavenius: Dansk udenrigspolitik under den første verdenskrig, 1959 10. Viggo Sjøqvist: Peter Vedel II, 1962. Samme: Erik Scavenius 1–II, 1973. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 I–II, 1970. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. de Fontenay: Johan Hegermann-Lindencrone i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290981