Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herluf Zahle

Oprindelige forfattere FTBF og VSj
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Herluf Zahle, 14.3.1873-4.5.1941, diplomat. Født i Kbh. (Frue), død i Berlin, begravet i Kbh. (Vestre). Z. blev student 1890 i Kbh. (Metropolitan) og cand.jur. 1897. Han var sagførerfuldmægtig inden han 1900 ansattes i udenrigsministeriet. Han blev legationssekretær i Paris 1904, i Stockholm 1905-08 og i London 1908-09. Z. udnævntes til kontorchef i udenrigsministeriet 1909 og til chef for 2. departement 1910.1 1913 blev han chef for 1. departement der især tog sig af de politiske sager. 1907 var han sekretær for den danske delegation til den 2. Haagerkonference og 1913 formand for delegationen til den 3. Haagerkonference der dog ikke blev til noget på grund af krigen 1914. Under hele verdenskrigen hvilede der en næsten overmenneskelig arbejdsbyrde på ham som på alle udenrigsministerielle embedsmænd. Med sin aldrig svigtende pligtfølelse blev han en af støtterne der holdt ministeriet oppe under de meget vanskelige forhold der for Z.s vedkommende øgedes gennem det mindre gode samarbejde med udenrigsminister Erik Scavenius. De afveg i type og livsindstilling for meget fra hinanden til at kunne gå i spand sammen. Z. var fx en anerkendt ekspert i dekorations- og etikettespørgsmål der ikke interesserede Scavenius. Da krigen var forbi benyttede Z. lejligheden til at bytte stilling med gesandten i Stockholm O. C. Scavenius. Tiden i Sverige 1919-24 var utvivlsomt den lykkeligste i hans liv. Han fik det bedste forhold til kong Gustav V, det kgl. hus og den svenske overklasse hvilket gav ham en særlig position i selskabslivet. Men i foråret 1924 måtte han flytte til Berlin for at give plads til Erik Scavenius i Stockholm. Forflyttelsen ramte utvivlsomt Z. hårdt men han valgte at betragte den som et avancement. I årene 1924-32 fandt han sig dog efterhånden til rette i Weimar-republikken samtidig med at hans arbejde antog en mere international karakter. Under verdenskrigen havde han deltaget i en række nordiske konferencer og været medlem af kommissionen til varetagelse af de neutrale staters interesser hvilket førte over i arbejdet med at forberede de nordiske landes indtræden i Folkeforbundet. Han var formand for de danske delegationer til folkeforbundssamlingerne 1920-27 og blev en af ordførerne for det nordiske forslag til en ændring af folkeforbundspagten. Han blev præsident 1927-28 for den internationale opiumskonference og 1928 for selve folkeforbundsforsamlingen. Endelig blev han under Grønlandsstriden 1932-33 den danske ad hoc dommer. Dette hverv medførte at han i lange tider måtte opholde sig uden for Tyskland, og da han i foråret 1933 vendte tilbage til Berlin mødte han en helt forandret verden som han aldrig fandt sig til rette i. Hans gamle kontakter var enten sat ud af spillet eller var begyndt at emigrere. Han havde svært ved at fatte de nye magthavere med deres vulgære baggrund og fuldkommen kyniske magtpolitik. I sine indberetninger gav han i stigende grad udtryk for ængstelse over Tysklands udenrigspolitiske planer også i forholdet til Danmark. Da udenrigsminister P. Munch ikke ønskede at rejse til Berlin juni 1939 for at underskrive den påtvungne ikke-angrebspagt med Tyskland måtte Z. underskrive på Danmarks vegne.

Efter krigsudbruddet i sept. 1939 men især efter nytåret 1940 blev billedet stadig mørkere. Foreløbig var det dog kun militærattacheen F. H. Kjølsen der indberettede om invasionsrygterne. Fra 31.3-8.4. begyndte også Z. at advare regeringen på grundlag af de oplysninger hans medarbejdere kunne indsamle. Navnlig indberetningen af 4.4. om en forestående besættelse var alarmerende, men næste dag begyndte Z. at hale lidt i land og hans usikkerhed mærkedes også i hans følgende indberetninger. Det er imidlertid et spørgsmål om disse meldinger fra gesandtskabet i Berlin har spillet en sådan rolle som man i årene efter besættelsen tillagde dem. Regeringen havde andre efterretningskilder og havde formentlig i store træk lagt den taktik den agtede at følge i tilfælde af tysk krænkelse af Danmarks suverænitet. Dette forringer dog ikke Z.s og hans medarbejderes forsøg på at holde regeringen nøje underrettet. Efter udenrigsministerskiftet 8.7. der bragte hans gamle kritiker Erik Scavenius til magten var Z.s stilling et øjeblik i fare, men Scavenius besindede sig og kaldte i stedet Z. til Kbh. for at han sammen med direktør O. C. Mohr kunne forberede notificeringen af 8. juli-erklæringen i Auswartiges Amt, hvilket skete 17.7.1940. I de måneder Z. havde tilbage at leve i kom han ikke til at spille en fremtrædende rolle. Der var endda planer om at svække hans position gennem udsendelse af en vice-gesandt men det blev dog ikke til noget. Z. havde fra gammel tid megen interesse for kunst, ikke mindst for teater og ballet, og han tænkte undertiden på muligheden af at trække sig tilbage til stillingen som direktør for Det kgl. teater, et håb han aldrig skulle få opfyldt. Hans helbred havde gennem nogen tid været vaklende, og han døde i begyndelsen af maj 1941 i Berlin. Z. var en særdeles repræsentativ og værdig repræsentant for Danmark. Hans hovedindsats lå dog nok under den første verdenskrig da han gjorde tjeneste i udenrigsministeriet. Han tilhørte en diplomattype der havde rod i de forrige århundreder. Han var selv en af dens sidste repræsentanter. – Kammerjunker 1905. Kammerherre 1910.

Familie

Forældre: overrets-, senere højesteretssagfører Frederik Z. (1842-1930) og Anna M. C. Knudsen (1842-1937). Gift 24.8.1901 i Ordrup med Hedvig Maren Sophie (Lilian) Hauge, født 13.9.1882 i Arvika, Sverige, død 20.12.1974 i Kbh., d. af gårdejer Alfred H. (død 1887) og Hedvig Karlström (død 1888), adopteret af generalkonsul Andreas Julius Lauritz Holmblad (1852-96) og Anna Dorothea Suhr (1857-1928).

Annonce

Udnævnelser

R. 1906. DM. 1912. K.2 1917. K.1 1924. F.M.l. 1928. S.K. 1933.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1918. Buste af grevinde Roedern ca. 1930. Foto.

Bibliografi

Beretn. til folketinget afgivet af de nedsatte kommissioner i henhold til grundlovens § 45 [den parlamentariske kommission] I-V, 1945-48; XII-XIII, 1951-54. – Einard Skov i Politiken 5.5.1941. [Cai] S[chaffalitzky] de M[uckadell] i Berl. tid. s.d. Mia Leche Lofgren: Så var det då, Sth. 1941 243f. F. H. Kjølsen: Mit livs logbog, 1957. L. B. Bolt-Jørgensen: Med sabel og kårde, 1957. P. Munch: Erindr. I-VIII, 1959-67. Viggo Sjøqvist: Danm.s udenrigspolitik 1933-40, 1966. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I–II, 1970. Ove Rode: Dagbøger 1914-18, udg. Tage Kaarsted, 1972. Henrik S. Nissen: 1940. Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, 1973. C. Th. Zahle: Dagbøger 1914– 17, udg. Tage Kaarsted, 1974. Kn. Larsen: Forsvar og folkeforbund, 1976. Bent Jensen: Danm. og det russiske spørgsmål 1917-24, 1979. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn T. B. Friis, Viggo Sjøqvist: Herluf Zahle i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299583