• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Krabbe-Carisius

Oprindelig forfatter HaJen
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Krabbe-Carisius, 16.4.1771-22.7.1845, diplomat, gehejmestatsminister. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet i Holmens k.s kapel. K.-C. var først bestemt for marinen, blev søkadet og ansattes desuden som page hos arveprins Frederik. Men faderen skiftede sind og besluttede at han skulle studere. Seksten år gammel sendtes han til sin halvsvoger August Hennings i Pløn hos hvem han fik en udmærket opdragelse kundskabsmæssigt og menneskeligt, og for hvem han bevarede stor hengivenhed og erkendtlighed. Sin uddannelse fuldendte K.-C. ved universitetet i Kiel. 1794 sendtes han som legationssekretær til Dresden; derfra gik han 1798 i samme egenskab til Stockholm. 1804, da hans chef, Otto Blome (1770–1849) forflyttedes til St. Petersborg (Leningrad), fulgte han med ham og forblev der til krigen udbrød 1813. Efter at freden med Sverige var afsluttet i Kiel akkrediteredes K.-C. som gesandt i Stockholm 6.5.1814. Det var under meget vanskelige forhold han tiltrådte denne post. Kar! Johans planer var i høj grad truende for Danmark, men den danske regering kunne vente at finde støtte hos stormagterne. At dette faktisk lykkedes skyldtes for en ikke ringe del K.-C. idet han vidste i den grad at vinde sine kollegers tillid at han af dem erfarede alt hvad der foregik mellem dem og den svenske regering med hensyn til de danske interesser; de meddelte ham de instrukser de modtog, og deres indberetninger var ganske i overensstemmelse med hvad Danmark kunne ønske. Omsider så Karl Johan sig ved stormagternes stedse voksende pression nødt til at modtage Englands mægling i spørgsmålet om Norges andel i den dansk-norske statsgæld. Forhandlingerne forlagdes til Stockholm, og 1.9.1819 afsluttede K.-C. og den norske statsråd P. C. Holst konventionen. Det var ikke K.-C.s skyld at Norges andel kun fastsattes til tre mill. speciedalere hvad der efter den norske statsråd P. Motzfeldts egen indrømmelse kun var en niendedel af gældens beløb hvortil kom at Danmark ingen erstatning fik for i halvfemte år alene at have måttet bære renten af hele gælden. Men det lykkedes K.-C. at fastholde en rentefod og terminer der var gunstige for Danmark, og om han end ikke opnåede Englands garanti fik han dog i alt fald den engelske gesandt til, uden instruks og, som det senere viste sig, mod sin regerings vilje at gå ind på at obligationerne og kuponerne skulle overgives til England som mellemmand, hvorved altid nogen sikkerhed vandtes. Efterhånden ordnedes også de andre stridspunkter ved forhandlinger i Stockholm: spørgsmålet om det danske rigsvåben og erstatningskravene for den svenske armés rekvisitioner i Holsten 1813–14 samt for de danske orlogsbrigger der var forblevet i Norge.

Fra 1820 blev forholdet mellem regeringerne bedre. 1822 gik den danske regering ind på en anteciperet betaling og dermed forbunden nedsættelse af restbeløbet af Norges gæld til Danmark. Endelig var grev L. v. Engeström 1824 blevet afløst af grev G. af Wetterstedt som svensk udenrigsminister. Virkningerne af den forandrede situation viste sig snart. Det lykkedes K.-C. efter lange forhandlinger at afslutte handelstraktaten af 2.11.1826 der af alle betragtedes som et stort fremskridt i liberal retning. Ligeledes opnåede han at fjerne de store pasvanskeligheder som den svenske regering hidtil havde opretholdt over for danske der ville rejse ud over Skånes grænser. Ved Sveriges hjælp fik vi 1827 en handelstraktat med Tyrkiet, og Danmark opfordredes til i fællesskab med Sverige at gøre et søtogt for at tugte de tripolitanske sørøvere hvad vi imidlertid af økonomiske grunde afslog ligesom vi heller ikke gik ind på et forslag om at modtage St. Barthélemy i bytte for de danske besiddelser på Guineakysten som Sverige ville bruge som deportationssted for forbrydere. – Således var den senere del af K.-C.s gesandtskabstid rolig. Karl Johan, der tidligere havde tilsidesat ham på en fremtrædende måde, behandlede ham nu godt. Forholdet til Wetterstedt var næsten hjerteligt, og med sine kolleger vedblev han at stå på en så fortrolig fod at han kunne indberette om alt hvad der kom til deres kundskab om de almindelige europæiske begivenheder. Herhjemme satte ikke blot Niels Rosenkrantz, med hvem han stod i personlig nær forbindelse, men også de andre ministre, stor pris på ham. Da derfor grev E. Schimmelmann, der efter Rosenkrantz' død 1824 interimistisk havde overtaget udenrigsministeriet, døde 9.2.1831 faldt Frederik VIs valg på K.-C, og 17.5.s.å. udnævntes han til chef for udenrigsdepartementet og gehejmestats-minister.

I denne post kom K.-C. imidlertid kun til at spille en lidet betydelig rolle såvel inden for sit departement som overhovedet inden for regeringen. Dette hænger sikkert sammen med at der ikke forelå vigtige udenrigspolitiske spørgsmål for Danmark i de elleve år da han var minister. Spørgsmålet vedrørende hertugdømmerne var foreløbig løst gennem stænderinstitutionen som K.-C. i øvrigt ikke var nogen ynder af. Han var den eneste minister der ikke ville feste i anledning af forordningerne af 15.5.1834 om rådgivende provinsialstænder. Han stod fremmed over for det nye politiske liv, og han forstod heller ikke de nye spørgsmål der skulle rejse sig vedrørende Slesvigs stilling og den slesvigske danskhed. Det er forkert at opfatte hans tilbagetræden 1842 som en protest mod prinsen af Augustenborgs udnævnelse til statholder i hertugdømmerne. Grunden var uenighed med kongen angående en ubetydelig forhandling med Sverige om nogle fyr, idet han foreslog indrømmelser til Sverige hvortil Christian VIII ikke fandt anledning, og hvorover K.-C. blev heftig så at han forlangte sin afsked. Vel synes han snart at have fortrudt det, men kongen fastholdt begæringen, formodentlig ret glad ved at blive af med K.-C. der med al sin hæderlighed og loyalitet dog alt for afgjort tilhørte en svunden tid. 30.3.1842 fratrådte K.-C, og H. A. Reventlow-Criminil indtrådte i statsrådet som udenrigsminister. K.-C, der i de senere år havde været svagelig, trak sig derpå tilbage til privatlivet. 1831 havde han tiltrådt det constantinborgske fideikommis og i forbindelse dermed fået navnet K.-C. – Kammerjunker 1799. Kammerherre 1814. Gehejmekonferensråd 1826.

Annonce

Familie

Forældre: kommandørkaptajn, senere gehejmeråd Frederik K. (1725–96) og Christiane C. Charisius (1738–71). Antog 11.5.1831 navnet K.-C. Ugift.

Udnævnelser

R. 1810. K. 1815. S.K. 1819. DM. 1828. R.E. 1836.

Ikonografi

Litografi af E. Fortling, 1842, efter tegn. af Smith. Mal. af C. A. Jensen, 1843 (brændt på Fr.borg 1859). Afbildet på S. Schacks mal. 1843 af salvingen 1840 (St.mus.), tegnet nøgle dertil (Holbæk mus.), og afbildet på J. V. Gertnes mal. af processionen ved samme begivenhed (Rosenborg). Gouache.

Bibliografi

Paul Hennings i Pers.hist.t. 8.r.Vl, 1927 167. Det norske folks liv og hist. VIII, ved W. Keilhau, Oslo 1929. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931–34. Georg Nørregård: Danm. og Wienerkongressen, 1948. Samme: Freden i Kiel, 1954. Samme: Efterkrigsår i da. udenrigspolitik, 1960. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jensen: Hans Krabbe-Carisius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292909