Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Westphalen

Oprindelig forfatter FvJes
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H. Westphalen, Hans Georg Westphalen, Hans Georg Westphal, 1674-22.12.1733, diplomat. Født i Fredericia, død i St. Petersborg. Faderen faldt foran Malmø 1677 og sandsynligvis er W. derefter med moderen vendt tilbage til Tyskland hvorfra familien stammer. Det er muligt at han har fået militær uddannelse; imidlertid kom han i en ung alder ind i diplomatiet. Af en fransk diplomatisk indberetning fra 1704 vides at W. allerede tidligere havde stået i tjeneste hos de franske ambassadører i Danmark, Bonrepaus og d'Avaux, og at han nævnte år af den franske ambassadør i Sverige, Bonnac, der dengang, som overhovedet under Karl XII's krig i Polen, residerede i Danzig (Gdansk) blev engageret til en sendelse til Wien. Denne virksomhed har dog formodentlig haft en mere eller mindre hemmelig karakter. Imidlertid bragte den ham i forbindelse med Polens konge, Sachsens kurfyrste August II, Danmarks forbundsfælle, og 1707 blev han polsk-sachsisk resident i Berlin. I denne stilling fik han lejlighed til at fremme også danske interesser, og en anden dansk mand i August II's tjeneste, general Woldemar Løvendal, foranledigede at W. 1712 som konge-kurfyrstens diplomatiske repræsentant flyttedes til Kbh. Her blev han hurtigt vel anskreven; som både før og senere betonede han selv, at han betragtede "gamle Danmark" som sit fædreland. Forhandlinger mellem ham og Ditlev Wibe førte til at han trådte i dansk tjeneste, og i efteråret 1714 – efter en ganske kortvarig sendelse til Berlin – udnævntes han til envoyé extraordinaire ved zar Peter Is hof. I det pågældende patent omtales han som "krigsråd i polsk tjeneste". Med de afbrydelser som var konsekvensen af den store nordiske krigs og den nærmest følgende tids skiftende indflydelse på Danmarks udenrigspolitik og særlig på dets forhold til Rusland, blev W.s diplomatiske virksomhed nu i en lang årrække knyttet til denne stormagt. Navnlig da zar Peter I tog det gottorpske kort på hånden i sit spil, snart mod Sverige, snart mod Danmark, kom W. til at yde en betydelig indsats. Det var ham som 1721 på Frederik IV's vegne nedlagde indsigelse mod ægteskabet mellem hertug Carl Frederik og Anna Petrovna og advarede zaren mod at indlade sig på forpligtelser der stred mod Danmarks interesser, da kongen i modsat fald måtte gå egne veje og "sikre sig på anden måde". Ligeledes var det ham som på dansk side med Carl Frederiks tillidsmand, grev Henning Friedrich v. Bassewitz, førte de forhandlinger om mindeligt forlig mellem kronen og Gottorp, under hvilke der første gang med russisk samtykke blev talt om at bytte det gottorpske Slesvig med Oldenburg og Delmenhorst. Til trods for de vanskeligheder der var uundgåelige ved et så uregelmæssigt hof som det russiske lykkedes det W. at holde sig fortrinligt underrettet både om ledende personligheders indbyrdes forhold og om politiske planer under overvejelse eller forberedelse. Tillige viste han sig i besiddelse af snarrådig handlekraft, således da han 1727 afværgede at den russiske tronfølge tilfaldt hertug Carl Frederik i dennes ovennævnte ægteskab med zar Peters ældste datter. W. var akkrediteret de i perioden 1725-30 hastigt skiftende moskovitiske herskere, og han synes at have hævdet sin stilling under alle omskiftelser. Siden 1722 havde han været lønnet med en årlig gage på 6000 rdl. foruden godtgørelser for udlæg m.v.; som alle samtidige diplomater klagede han imidlertid ustandselig over pengevanskeligheder, hvis årsag har kunnet være såvel gageudbetalingens uregelmæssighed som egen uorden og ved sygdom forårsagede udgifter. Sikkert er at da han i april 1733, efter et slagtilfælde, havde opnået tilladelse til at prøve en badekur i Karlsbad, måtte han opgive rejsen "på grund af gæld". Da han 22.12. s.å. sad ved middagsbordet, ramtes han af et nyt slagtilfælde og døde om aftenen bevidstløs. Da Frederik IV i eftersommeren 1718 udsendte rundspørge til 34 høje civile og militære embedsmænd om mulighederne for fred og om de yderste betingelser, på hvilke en sådan fred burde sluttes, var W. blandt adressaterne. Hans svar hører til de klareste og mest interessante. Bl.a. udtalte han som sit råd at hele hertugdømmet Slesvig burde "for evigt" afstås til kongen, "for at dette stykke Jylland atter kan indlemmes i den provins, til hvilken det naturligt hører, som dettes femte stift eller guvernement", ligesom i alle til Danmarks krone hørende lande "fra København og Skagens Rev til Ejderstrømmen alt bør ordnes på lige fod og særlig det hele slesvigske ridderskab sættes på dansk fod".

Familie

Forældre: kaptajn (ved general v. Weyhers regiment) Johan Westphal (død 1677). Formentlig ugift.

Udnævnelser

Etatsråd 1714. Konferensråd 1727.

Annonce

Bibliografi

P. Vedel i Hist. t. 4.r.IV, 1873-74 575. Edv. Holm sst, 5.r.III, 1881-82 1-160 569-700; 6.r.III, 1891-92 472-74 og V, 1894-95 297 299 304 306-09. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben X, 1934. Fr. v. Jessen: En slesvigsk statsmand II-III, 1941.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Franz v. Jessen: H. Westphalen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299301