H. Meyercrone

H. Meyercrone, Henning Meyercrone (Meiercrone), 1.8.1645-28.7.1707, diplomat. H. Meyercrones far blev hofapoteker 1639 og opnåede betydelig velstand. De første enevoldskongers regering åbnede det velhavende borgerskabs sønner nye perspektiver; også H. Meyercrone brød med sin slesvigske præsteslægts overleveringer og blev 1667 immatrikuleret ved universitetet i Leiden hvor han studerede jura. Allerede 1670 fik han ansættelse i tyske kancelli. Hans første selvstændige post i udlandet blev Köln i anledning af den i juni 1673 i denne by på svensk initiativ sammentrådte konference. H. Meyercrones instruks påbød ham at skaffe underretning om udsigterne til krig eller fred, men uden at forpligte Danmark-Norge over for nogen af de stridende parter hvis hovedmagter var Frankrig-England og kejseren-Spanien. Han indberettede 16.9. at Ludvig XIVs repræsentant på konferencen havde gjort ham tilbud om "et særligt Forbund" mellem Frankrig og Danmark, "saaledes at ogsaa Sverige optoges i det". Han kunne 7.11. tilføje at den franske konge i givet fald ville nøjes med Danmark-Norges neutralitet og betale en god pris for den. Disse indberetninger kom P. Griffenfeld i hænde på det tidspunkt da han syslede med sine subtile planer om Danmark-Norges tilslutning til det kejserlige alliancesystem, men uden brud med Frankrig eller endog med denne magts tilsagn om løn for udviste tjenester. Da samtidig den franske ambassadør i Kbh., Terlon, fornyede tilnærmelserne fandt Griffenfeld at H. Meyercrone havde vist sig egnet til at blive envoyé ved Ludvig XIVs hof, og udnævnelsen fulgte okt. 1674. H. Meyercrone havde kort forinden ægtet Griffenfelds kusine på mødrene side; at her forelå et for kansleren karakteristisk tilfælde af nepotisme var utvivlsomt, men tiden skulle vise, at H. Meyercrone, som ved patent af 9.11. s.å. adledes under navnet Meyercrone, var stillingen voksen.

H. Meyercrone ankom til Paris jan. 1675 med den opgave at få Christian V antaget som fredsmægler. Ved tiltrædelsesaudiensen udtalte Ludvig XIV sig beundrende om den danske envoyés slægtning, rigskansleren, og kort efter søgte kongen ved personlig påvirkning af H. Meyercrone at sikre sig Danmark-Norges neutralitet, ligesom han benyttede H. Meyercrone som redskab til fremme af planerne om et ægteskab mellem Griffenfeld og Charlotte-Amélie de Trémoïlle. Trods den klogskab og behændighed H. Meyercrone udfoldede var det ham imidlertid ikke muligt at dække dansk politiks tvetydighed, og til hans stillings vanskeligheder bidrog at Frankrigs fjender, vore allierede, førte klager over hans virksomhed. Det blev nødvendigt at kalde ham tilbage (jan. 1676). Umiddelbart inden sin afrejse havde han sendt Terlon et brev hvori han gjorde sig til talsmand for et "nøje forbund" mellem Frankrig og Danmark-Norge og udtalte håb om at Terlon og han selv snart måtte opleve dets virkeliggørelse. Dette brev blev af vore allierede opsnappet i Hamburg og kom til at spille en betydelig rolle under den aktion mod Griffenfeld som iværksattes af Spaniens gesandt i Kbh., B. Fuenmayor. På dette tidspunkt var H. Meyercrone blevet udnævnt til gesandt i Holland og kongens repræsentant på fredskongressen i Nijmegen; en af Griffenfelds sidste vigtigere regeringshandlinger var den instruks han 13.1.1676 udarbejdede for H. Meyercrone, og som pålagde ham at virke for krigens fortsættelse, ligesom han skulle fremskynde afsendelsen af en hollandsk hjælpeflåde, hverve søofficerer og matroser m.v. Under de vidtløftige fredsforhandlinger, indtraf Griffenfelds fald; Christian V lod imidlertid H. Meyercrone vide at han uforandret var ham nådig.

I den for Danmark-Norge farlige situation der opstod da rigernes forbundsfæller i løbet af 1678 alle sluttede fred med Frankrig så vi nu stod ene mod denne stormagt og Sverige blev H. Meyercrone atter sendt til Paris (febr. 1679). Han var bemyndiget til at gøre vidtgående indrømmelser for at opnå fred på tålelige vilkår, men havde så lidt held med sig at en fransk hær rykkede ind i og brandskattede de for Christian V nys erhvervede grevskaber Oldenburg og Delmenhorst. I aug. s.å. fik H. Meyercrone da ordre til at lægge kongens interesser i Ludvig XIVs hånd, og hans underskrift står på Fontainebleautraktaten 2.9.1679. Hjemme blev han genstand for ildesindede angreb, og dec. s.å. rappelleredes han i unåde. Anklagerne kunne imidlertid ikke stå for nærmere prøvelse, og de nye ledere af dansk udenrigspolitik, C.B. v. Ehrenschild og T.B. v. Jessen, som i oprindelse, uddannelse og politisk opfattelse stod H. Meyercrone så nær, knyttede ham snart atter til statstjenesten. For tredje gang blev han (juli 1681) udnævnt til envoyé ved Ludvig XIVs hof, og han kom til at beklæde denne post i 25 år, til 1706. Under de skiftende alliancesystemer lykkedes det H. Meyercrone længe at bevare Frankrigs venskab for Danmark-Norge. Han og hans begavede hustru vandt stor anseelse; det danske gesandtskabspalæ samlede ved glimrende fester en kreds af fornemme og indflydelsesrige gæster, men også landsmænd nød i rigeligt mål det fint kultiverede diplomatpars støtte. Gesandtskabskapellet blev et samlingssted for calvinister og lutheranere, og dristigt udstrakte H. Meyercrone og hustru deres præsters sjæle- og sygepleje til trosfæller ude i byen; når det efter det nantiske edikts ophævelse 1685 gjaldt at hjælpe huguenotter gik de overhovedet meget vidt i udnyttelsen af eksterritorialrettighederne.

Som alle tidens danske diplomater kæmpede H. Meyercrone med pengesorger. For noget at bøde på de berettigede klager tildeltes der ham i hjemlandet embeder som han lod bestyre af andre; således udnævntes han 1686 til vicestiftsbefalingsmand på Fyn, n.å. til stiftsbefalingsmand over Ålborg stift, og 1697-1703 var han amtmand over Åstrup og Børglum kloster. - Han erhvervede 1693 Vennergård i Hinds herred. Ved udbruddet af den store nordiske krig og den spanske arvefølgekrig blev H. Meyercrones stilling i Paris vanskelig. Ludvig XIV's mistillid til gesandtens og hans regerings loyalitet slog ud i uvilje ved efterretningen om de danske hjælpetroppers ypperlige indsats på kejserlig side i slaget ved Hochstädt 1704. Han krævede H. Meyercrones hjemsendelse og nægtede at bevilge ham afskedsaudiens; H. Meyercrones hustru blev med kort varsel udvist af Paris, måske på grund af hendes virksomhed for protestanterne. På hjemrejsen skød en omstrejfende soldateske i nærheden af Aachen på gesandtens vogn; hans rejseledsager, Hans Numsen, blev dræbt ved hans side. Det hed sig, at attentatet var anstiftet af den franske regering. Hustruen, som 8.4.1682 havde fået våbenbrev (med et fra H. Meyercrones forskelligt våben), oprettede i Roskilde Meyercrones stiftelse for fattige enker (fundats 1739). - Kgl. råd 1674. Etatsråd 1684. Gehejmeråd 1695.