Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Reventlow

Oprindelig forfatter PEng

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Frederik Reventlow, Frederik (Friedrich) Ditlev Reventlow, 25.11.1791-6.10.1851, greve, diplomat. Født i Kbh. (Petri?), død i Glasgow, begravet i Horslunde. R. blev student 1809 fra Kbh. og cand.jur. 1814, blev s.å. volontør i departementet for udenlandske sager og sendtes som kurér til Wienerkongressen, men tog n.å. sin afsked og tilbragte en del år på landet, var 1818 på et købmandskontor i Amsterdam for at sætte sig ind i kornhandelen. 1824 indtrådte han på ny som volontør i departementet, blev 1825 surnummerær sekretær og udsendtes 1830 som chargé d'affaires og generalkonsul til Brasilien, 1834 til Lissabon. Fra sidstnævnte post afgik han 1839 og udsendtes n.å. i privat mission for Christian VIII med den opgave at udsøge en brud for kronprins Frederik (VII); den udvalgte blev prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz. 1841 udnævntes R. til gesandt i London og forblev her til sin død. Her faldt det bl.a. i hans lod at være vært for H. C. Andersen under dennes besøg 1847. Politisk blev det hans betydningsfulde opgave under og efter treårskrigen at forsvare Danmarks sag hos den engelske regering imod den begavede og indflydelsesrige preussiske gesandt K. C. J. Bunsen, der støttedes af prins Albert. R. var en beleven verdensmand, en ganske smidig diplomat, men han var ikke rustet med nogen større kundskabsfylde, og han var afgjort Bunsen underlegen. Det lykkedes ham imidlertid at vinde Palmerstons øre, og i det hele blev hans ihærdige arbejde for den danske sag kronet med held. Som decideret helstatsmand betragtede han undertegnelsen af Londonprotokollen 2.8.1850 som en stor fordel; Londontraktaten af 8.5.1852 var forberedt ved hans pludselige død. – Kammerherre 1826. Gehejmekonferensråd 1848.

Familie

Forældre: lensgreve Christian Ditlev R. (1748–1827) og Sophie F. L. C. v. Beulwitz (1747–1822). Gift 3.5.1830 i Kbh. (Trin.) med Birgitte Frederikke (kaldet Jutta) Christensen, født 7.2.1807 i Assens, død 10.11.1868 i Kbh., d. af overtoldbetjent Carl Christian C. (ca. 1768–1830) og Anne Willumsen (1769–1824). – Bror til Christian Ditlev R. (1775–1851).

Udnævnelser

R. 1833. K. 1840. DM. 1841. S.K. s.å.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af L. Asher. Tegn. af Carl Hartmann, 1847, H. C. Andersen læser op for R. og familie. Buste af H. V. Bissen, 1848 (St.mus.), i marmor 1849 (Fr.borg). Min. af Caroline Steltzner og af Johs. Møller, 1850 (begge sst.). Mal. (Brahetrolleborg).

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé-I, 1895; IV-VI, 1900–03; X, 1931. Pers.hist.t. 9.r.VI, 1933 1–69 (breve fra Chr. VIII). – Ludw. Reventlow i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. XXII, Kiel 1892 118f 156 (geneal.). H. C. Andersens brevveksl, med Edv. og Henriette Collin, udg. C. Behrend og H. Topsøe-Jensen II-VI, 1934–37. Kl. Kjølsen i Den danske udenrigstjeneste 1770–1970, I, 1970. – Breve til F. C. Dankwart i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: Frederik Reventlow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296336