Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Gabel

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Frederik Gabel, ca. 1645-21.6.1708, diplomat, vicestatholder i Norge. Død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). G., det ældste af forældrenes seks børn, er sandsynligvis født i midten af 1640erne da faderen var kammerskriver hos den daværende ærkebiskop af Bremen, den senere kong Frederik III. Efter dennes tronbestigelse 1648 fulgte han forældrene til Kbh., hvor han, som hans senere åndspræg viser, fik en alsidig og lærd uddannelse; om dennes enkeltheder er i øvrigt intet kendt udover at han 1664 var immatrikuleret i Padua. Efter faderens udnævnelse til statholder i Kbh. og ophøjelse i adelstanden (1664) blev han 1665 hofjunker, 1666 kammerherre. Han fortalte selv senere at Frederik III havde udset ham til Christoffer G.s efterfølger; det sikre er at faderen ved sin indflydelse på kongen var i stand til at give ham en god start og i dec. 1667 fik sendt ham som gesandt til Paris. Han udtalte senere at hans formål var at sætte Danmark i Sveriges sted som Frankrigs nordiske allierede. Samtidig inddrog Colbert ham i drøftelser om en direkte danskfransk samhandel uden om hollænderne, en sag for hvilken den store franske minister øjensynlig var ivrigere end den hollandskorienterede G.ske regering i Kbh. Under et ophold i hjemmet 1669 blev G. forlovet med vicestatholder Ove Juuls datter hvis bror trolovedes med hans søster, og knyttedes således til den gamle, danske Adel. Ikke længe efter hans tilbagerejse til Paris over Gottorp satte imidlertid Frederik IIIs død og faderens fald (april 1670) en foreløbig stopper for hans videre karriere; han hjemkaldtes efteråret 1670 og måtte i den griffenfeldske periode nøjes med stillingen som amtmand over Færøerne som han april 1670 overtog efter faderen. Han nød indtægten af øerne til 1683 da han afstod dem til kronen mod 2000 rdl. p. a., men fik dem igen 1699; det meste af tiden havde han desuden monopol på den færøske handel som han og hans forpagtere udnyttede uden alt for meget hensyn til befolkningens tarv. Efter Griffenfelds fald, ved hvilket han i et vidneindlæg lod sit fjendskab til den anklagede skinne tydeligt frem, sendtes han nov. 1676 til Moskva for at lykønske zar Feodor Alekseevitsj til hans tronbestigelse og vinde ham for et angrebsforbund mod Sverige. Trods sit ringe held blev han i Rusland til aug. 1677 da han på zarens henstilling hjemkaldtes. Større diplomatiske evner synes han heller ikke at have vist da han 1682-85 var dansk resident ved den store kurfyrstes hof. Han var imidlertid blevet udnævnt til etatsråd og beklædte 1684-91 stillingen som amtmand over Sorø og Ringsted amter og derpå 1691-95 over Sorø amt alene. Dec. 1695 udnævntes han til gehejmeråd. G. havde åbenbart en virksom støtte i sin svoger Conrad Reventlow der 1698, dog uden held, søgte at få ham udnævnt til Marcus Gøyes efterfølger som direktør for det ridderlige akademi i Kbh., men var næppe særligt yndet af Christian V, thi det var først dennes død, som åbnede vejen for ham til noget større. Straks efter Frederik IVs tronbestigelse udnævntes G. (25.8.1699) til vicestatholder i Norge og stiftsbefalingsmand på Akershus, en stilling han indehavde til sin død, og som udstyredes med så megen selvstændig myndighed at han kan betegnes som U. Fr. Gyldenløves efterfølger i det efter dennes død ikke besatte statholderembede. Febr. 1704 blev han 1. kommitteret i den da oprettede "Slotslov på Akershus", en slags kollegial norsk centralregering.

Det var først i Norge G. fik rigtig lejlighed til at udfolde sig, og det er ubestrideligt at han med største iver gik op i sit embede, og at han var en mand med ideer. Men han er tillige præget af trangen til at rive ned på forgængerens og samtidige kollegers virken; hans selvbevidsthed og forfængelighed bragte ham i bitter strid med de militære myndigheder, og når han, i tilslutning til landkommissarius H. H. Rosencreutz, krævede at Norge skulle styres alene ud fra hensynet til kongens og landets egne og ikke ud fra danske interesser, kom han i strid med det centralisationssystem som var herskende i Kbh. Han gav herved og ved sin noget rastløse virketrang, projektlyst og stundom lidt naive åbenmundethed sine fjender stof til angreb og spotterier, men vedblev dog at bevare kongens nåde, ligesom han også synes at have været afholdt i den norske almue, i hvis interesse han ofte tog ordet i økonomiske og andre spørgsmål. Noget dybere spor i norsk udvikling har han dog næppe sat sig.

Det bedste i G.s krav om større selvstændighed for Norge kan betegnes som stammende fra de tanker, for hvilke Hannibal Sehested i sin norske statholdertid havde virket, og som i øvrigt havde påvirket Gyldenløve i hans første tid. I et indlæg til Christian V fra 1689 tager han ordet for nærmere tilslutning til Frankrig og venskab med Gottorp, også ideer som går tilbage til Sehested, men for hvilke G. i indlægget gav sin far og sig selv eneæren. Den samme stræben efter at glorificere Christoffer G. og ham selv præger de optegnelser og indlæg han har skrevet til belysning af statsomvæltningen i 1660 og kongelovens historie, og som allerede Jacob Langebek stemplede som fantasier. De vidner imidlertid, i lighed med G.s breve til kongen fra hans diplomat- og statholdertid, om hans åndslivlighed og betydelige evne til at skrive, selv om hans norske indlæg undertiden ved deres burschikose vendinger og billedsprog kalder på smilet. Nævnes bør i denne sammenhæng også hans interesse for Thormod Torfæus' historiske arbejder og for genopdagelsen af den grønlandske Østerbygd.

Annonce

G. arvede efter faderen i sameje med broderen Valdemar Bavelse som de afhændede 1703. 1673 købte han af svigerfaderen Bregentved med Arenfeldtsborg (Pederstrup) som han nedrev og forenede med Bregentved. Han ejede desuden 1678-86 den fra U. Fr. Gyldenløve købte Mørupgaard (Alsted H.) og havde efter sin svigermor en andel i Kragerup (Løve H.) som han 1691 afhændede til sin svigerinde Mette Marie Juul. Fra faderen havde han arvet betydelige fordringer på kronen, som 1684 opgjordes til 51.000 rdl., der skulle betales ham med 10.000 rdl. p.a. Hans pragtlyst og ødselhed var imidlertid så stor at han trods denne rigdom, sine indtægter af Færøerne og sine embedsintrader døde som en forgældet mand med en dom om indførsel i Bregentved svævende over sit hoved.

Familie

Forældre: kammerskriver, senere statholder i Kbh. Christoffer Gabel (1617-73) og Ermegaard (Irmgard) Badenhaupt (død 1699). Gift 25.4.1671 i Kristiania med Anne Cathrine Juul, født 5.6.1655 i Stockholm, begr. 24.8.1707 i Kbh. (Petri k.), d. af vicestatholder i Norge Ove Juul til Villestrup (1615-86) og Kirstine Urne (1628-72). Far til C. Gabel.

Udnævnelser

Hv. R. 1684.

Ikonografi

Afbildet på mal. af J. d'Agar af højesteret, 1697 (Rosenborg).

Bibliografi

Kilder. G.s optegn, i Nye saml. til den da. hist. ved R. Nyerup og P. F. Suhm I, 1792 230-38 275-77; sst. III, 1795 1-13. Norsk t. for videnskab og lit. II, Kria. 1848 162-81 254-60 (G.s indberetn. til kongen). Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen VI-VIII, 1923-30. Lit. Chr. H. Brasch: Gamle ejere af Bregentved, 1873. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893 177f 182f 324f. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. I–II, 1908-22. Kn. Fabricius i Tillægs-hft. til Hist. t. 8. r. IV, 1913 72-81. P. Boissonade et P. Charliat: Colbert et la Compagnie de Commerce du Nord, Paris 1930 48f 134f 140f. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen 1660, 1936. Vilh. la Cour: Mellem brødre. Dansknorske problemer i det 18. årh.s helstat, 1943. Dagny Jørgensen: Danm.-No. mellom stormaktene, Oslo 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: Frederik Gabel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289863