Erik Schram-Nielsen, 6.6.1911-26.3.1998, diplomat. Født i Kbh. (Helligånds). S.-N. blev student fra Metropolitanskolen 1930 og cand.jur. 1935. Samtidig med det juridiske studium læste han arabisk hos professor J. Østrup. 1936 ansattes han i udenrigstjenesten, men tog 1937–38 et års orlov for at studere ved universitetet i Damaskus. Han foretog desuden rejser til hest i Libanon og Transjordanien og levede hos forskellige beduinstammer. Det var Østrups idé at han som den første i Norden skulle skrive en disputats om islamisk ret. Resultatet blev afhandlingen Studier over Erstatningslæren i islamisk Ret som han 1945 forsvarede for den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ. Efter disputatsen fortsatte S.-N. den diplomatiske karriere der 1940–42 var gået til gesandtskabet i Stockholm. 1945 blev han legationssekretær i London og suppleant i FNs krigsforbryderkommission. 1948–54 gjorde han tjeneste i ministeriet og deltog i arbejdet med at udforme Danmarks nye forsvarspolitik. Han var først dansk delegations-sekretær ved de mislykkede nordiske forsvars-forhandlinger. Efter Danmarks indtræden i NATO 1949 blev det hans opgave som fuldmægtig og senere kontorchef at organisere det kontor der skulle varetage de politiske NATO-sager. Efter fire år som ambassaderåd i Paris gjorde han 1958–61 atter tjeneste i ministeriet, fra 1959 som udenrigsråd og chef for den politisk-juridiske afdeling. Under sin tjenstgøren her fremkom han med et forslag der skulle hindre uønskede udenlandske jordopkøb. Loven af 23.12.1959 om erhvervelse af fast ejendom bygger på S.-N.s udkast. 1961 udnævntes han til ambassadør og Danmarks faste repræsentant ved det nordatlantiske råd i Paris. 1966 blev han ambassadør i Frankrig og 1971 i Sverige. 1977–81 stod han til rådighed for udenrigsministeriet. På udeposterne som ambassadør lagde S.-N. altid megen vægt på at fremhæve Danmarks kulturelle indsats da denne erfaringsmæssigt interesserer udlandet mere end vor indsats i politik og økonomi. S.-N. er en repræsentant for de moderne, effektive karrierediplomater der har været med til at gøre udenrigstjenesten til et smidigt instrument for Danmarks nye aktive udenrigspolitik.

Familie

Forældre: bankkasserer Ejnar S.-N. (1882–1975) og Caja Nathalie Højring (1875–1965). Gift 26.8.1939 i Hellerup med Grethe Volkert, født 9.12.1917 i Kolding, død 1990, d. af fabrikant Gustav Adolf V. (1885–1918) og Agnes Johanne Nielsen (1886–1968).

Udnævnelser

R. 1947. R1. 1953. K. 1960. K1. 1968.

Ikonografi

Mal. af Ursula Brunoe, 1967. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1945 160. – A. S. Tritton i Journal of the Royal Asiatic Society, London 1946 115 og J. Schacht i Orientalia XVIII, Rom 1949 484–89 (anm. af S.: Studier over erstatningslæren). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig