• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eduard Reventlow

Oprindelige forfattere AaFrii og VSj
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eduard Reventlow, Eduard Vilhelm Sophus Christian Reventlow, 28.11.1883-26.7.1963, greve, diplomat. Født på Christianslund, Randers amt, død i Tibirke, begravet sst. R. blev student fra Roskilde katedralskole 1901 og cand.jur. 1908. Efter endt værnepligt indtrådte han 1.1.1909 i udenrigstjenesten. Han gjorde 1909–13 tjeneste som legationssekretær ved gesandtskaberne i Berlin, Paris og Stockholm inden han 1.10.1913 blev legationssekretær i London. Årene under første verdenskrig blev vanskelige og byrdefulde, bl.a. fordi gesandtskabet i London i lighed med andre danske repræsentationer var underbemandet. Men det blev også en lærerig tid og tillige en forberedelse til gesandttiden under anden verdenskrig. Febr.1919 hjemkaldtes R. til tjeneste i udenrigsministeriet, først som kontorchef hovedsagelig med de sønderjyske sager som ressort og fra 1.5.1921 som chef for den handelspolitiske afdeling samt medlem af traktatkommissionen. I de forløbne år havde han vist en så klar og rolig dømmekraft og sådanne administrative evner at det trods hans unge år fandtes ganske naturligt at konstituere ham som direktør for udenrigsministeriet 1.11.1922 da stillingen pludselig blev ledig ved O. C. Scavenius' afgang. R. blev en fortræffelig støtte for de skiftende udenrigsministre, og det skyldtes kun hans eget ønske om ikke at vokse fast i stillingen at han i april 1932 udnævntes til Erik Scavenius' efterfølger som gesandt i Stockholm. 1.1.1938 efterfulgte han gesandt Preben Ahlefeldt-Laurvig på den vigtige post i London. Denne havde forsikret ham om at han kunne regne med nogle rolige og bekymringsfrie år da det dansk-engelske forhold nu var bragt i den skønneste orden.

Det skulle dog gå helt anderledes. Ved Danmarks besættelse i april 1940 meldte problemerne sig for alvor. Det første angik hans stilling som gesandt. Ikke mindst takket være den gode position i forholdet til den britiske regering lykkedes det ham at bevare posten som diplomatisk repræsentant for Danmark selvom hans status ikke var fuldt officiel. Fra engelsk side lagde man ikke skjul på at denne løsning voldte vanskeligheder. Den engelske gesandt i Kbh. var straks den 9. april blevet udvist af besættelsesmagten, og man havde ikke fortilfælde på en så kompliceret situation. For at bevare stillingen måtte R. derfor indskrænke forbindelsen med Kbh. til kun at omfatte rutinesager. Denne tilstand fortsatte til slutningen af nov.1941 da den danske regering efter tysk pres tilsluttede sig Antikominternpagten. Derved var opstået den usædvanlige situation at Danmark var blevet tvunget ind i en international organisation rettet mod en stormagt (Sovjetunionen) som Danmark intet udestående havde med, og som desuden var Storbritanniens allierede. R. meddelte da den 1.12.1941 at han ikke længere kunne modtage ordrer fra regeringen i Kbh. Følgen måtte blive R.s afskedigelse ligesom tilfældet havde været med gesandt Henrik Kauffmann. Men regeringen ville nødig skride til et så drastisk skridt der bl.a. ville medføre en fuldstændig afbrydelse af forbindelsen med Storbritannien. I første omgang søgte regeringen efter at R. forgæves var hjemkaldt at indskærpe hans og andre gesandters lydighedspligt gennem et kgl. reskript af 15.12.1941. Da dette ikke hjalp lod udenrigsminister Scavenius gennem en uofficiel og hemmelig henvendelse R. forstå at man i praksis og inofficielt ville lade ham forblive i stillingen for at han stadig kunne varetage visse danske interesser mod at han afholdt sig fra en mere aktiv optræden og undlod at træde i forbindelse med Kauffmann. Men også dette forsøg mislykkedes idet R. i marts 1942 modtog hvervet som ærespræsident for det danske råd i London der stod som det samlende organ for Englands-danskernes aktive modstand mod tyskerne. Derefter så regeringen sig nødsaget til ved en kgl. resolution af 20.3.1942 at afskedige R. uden pension. For R. havde afskedigelsen den fordel at hans andet store problem, forholdet til de frie danske nu blev lettet. Siden foråret 1940 havde hans stilling på dette punkt været temmelig prekær idet han blev udsat for megen kritik på grund af sin holdning. Samtidig havde han haft endnu et problem idet han såvel over for de engelske myndigheder som over for repræsentanterne for de forskellige eksilregeringer samt de diplomatiske repræsentationer måtte forsøge at forklare og forsvare den danske regerings politik. Også her skabtes nu klarhed efter bruddet med Kbh. selvom han stadig så det som sin opgave at forsvare Danmarks politik. Bl.a. derfor skabte den konservative politiker J. Christmas Møllers ankomst til London i maj 1942 ham nye problemer. De to mænd var såvel af temperament som af anskuelse og uddannelse så vidt forskellige.

Krigen pålagde i det hele R. mange store opgaver hvoraf den vanskeligste utvivlsomt var at bevare balancen mellem hensynet til den danske regering, den britiske regering og de frie danske i Storbritannien. Stort set lykkedes dette for R. takket være hans kloge og taktfulde optræden. Derved blev krigsårene trods al kritik fra mere militante kredse højdepunktet i hans diplomatiske karriere. Efter befrielsen og genudnævnelsen den 8.5.1945 meldte sig nye opgaver som genetableringen af de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser mellem de to lande, det sydslesvigske spørgsmål hvor englænderne havde behov for megen manuducering, de tyske flygtninge i Danmark, medlemskabet af NATO etc. På alle disse områder ydede R. en betydningsfuld indsats. I 1947 blev han ambassadør og seks år senere trak han sig tilbage efter at have nået aldersgrænsen. Han boede sine sidste år i Danmark hvor han skrev en af de meget få diplomaterindringer vi ejer, nemlig I dansk tjeneste der udkom 1956. Bogen indeholder en meget smuk skildring af hans barndomshjem og den taknemmelighedsgæld han altid følte over for sine forældre. Den er af mange blevet kritiseret som alt for elskværdig i omtalen af mennesker med udelukkelse af mere kritiske synspunkter og vurderinger. Enhver der forstår nærlæsningens kunst vil dog opdage at den ikke er ukritisk og indeholder værdifulde bidrag til Danmarks diplomatiske historie. Den er tillige et vidnesbyrd om den belastning han altid følte ved de beslutninger han havde måttet træffe under krigen og den kritik de havde vakt. – R. var en fornem repræsentant for en diplomattype der ikke længere findes. Han følte sig alle dage stærkt knyttet til kongemagt og udenrigstjeneste og som en patriot hvem fædrelandets skæbne lå afgørende på sinde.

Annonce

Familie

Forældre: greve Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand R. til Aggerupgård og til fideikommisgodserne Coppel og Varste-Polle i Hannover (1845–1922) og Sophie Pauline Schjær (1850–1924). Gift 4.11.1910 i Kbh. (Holmens) med Else Sophie Nathalie Bardenfleth, født 2.1.1884 i Kbh. (Holmens), død 27.10.1964 sst., d. af kaptajn, senere kontreadmiral, kammerherre Frederik B. (1846–1935) og Ida E. C. Meldal (1856–1946).

Udnævnelser

R. 1917. DM. 1920. K.2 1924. KJ 1932. S.K. 1946. S.K. i diamanter 1953.

Ikonografi

Mal. af V. Tetens, 1947. Foto.

Bibliografi

E. R.: I dansk tjeneste, 1956 (erindr.). – Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, 1954. Samme: Hemmelig alliance I-II, 1959. Mogens Kofod-Hansen i Berl.tid. 27.7.1963. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 I-II, 1970. Frank Esmann Jensen: Da fornuften sejrede, 1972. J. Christmas Møller: Londonbreve 1942–45, udg. J. Hæstrup, 1974. Terkel M. Terkelsen: Fra pålidelig kilde-, 1977. E. Blytgen-Petersen: Frie Danske i London, 1977. Bent Jensen: Danm. og det russiske spørgsmål, 1979. Flemming B. Muus: Gjort gerning ... I, 1979 130 140; II, s.å. 73. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Friis, Viggo Sjøqvist: Eduard Reventlow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296334