Edmund Bourke, 2.11.1761-12.8.1821, diplomat, greve. Født på St. Croix, død i Vichy, begravet i Paris (Pére Lachaise). B. der tilhørte en irsk familie og var blevet opdraget i England, begyndte sin diplomatiske karriere juli 1789 som chargé d'affaires og blev sept. 1790 gesandt i Polen. Maj 1792 blev han gesandt i Napoli, men opholdt sig forinden i nogen tid i Kbh., besøgte på vejen ned gennem Europa forskellige hoffer og tiltrådte først sommeren 1793 sin nye stilling. Her skrev han 1795 den bog om egnens oldtidsminder Notices sur les Ruines les plus remarquables de Naples et ses environs som hans hustru udgav i 1823 i Paris efter hans død. Juli 1797 blev han tilbagekaldt og aug. 1798 udnævnt til gesandt i Stockholm hvorfra han blev forflyttet aug. 1801, og juli 1802 udnævnt til gesandt i Madrid hvor han opholdt sig i adskillige år og maj 1809 akkrediteredes hos Joseph Napoleon; han forlod Madrid aug. 1811, men blev først officielt tilbagekaldt marts 1814. Dec. 1813 udnævntes B. til fredsunderhandler, undertegnede 14.1.1814 freden i Kiel med Sverige og Storbritannien, 8.2. i Hannover freden med Rusland, 7.4. i Liége tillægsartiklerne til freden med England og endelig 14.8. i London freden med Spanien. Marts 1814 var han blevet udnævnt til gesandt i London hvorfra han nov. 1820 forflyttedes til Paris. B. havde gode forbindelser i Danmark og var nært knyttet til familien Schimmelmann hvis medlemmer dog i årene ned mod 1814 havde vanskeligt ved at forsone sig med hans sympatier for Frankrig og Napoleon. Han var anset som en taktfuld og dygtig diplomat, besad ypperlige sprogkundskaber og megen menneskekundskab, havde interesse for kunst og videnskab – viste fx Zoëga venskab – men forsømte heller ikke selskabslivets fornøjelser og bordets glæder. Han var velset i Polen, men til gengæld mindre yndet ved det sicilianske hof, muligvis på grund af en for åbenhjertig kritik af det italienske spionagesystem. Sikkert er det at den sicilianske gesandt mere end én gang havde det ubehagelige hverv at anmode A. P. Bernstorff om hans tilbagekaldelse. Som udsending i Stockholm 1801 gjorde han sit bedste for at fremskynde de svenske hjælpeforanstaltninger og måtte efter slaget på Reden bære sin part af Gustaf IV Adolfs uvilje mod Danmark og de danske statsledere.

Som den danske regerings underhandler ved fredsslutningerne i Kiel 1813–14, har B. fået tillagt initiativet til, at Grønland, Færøerne og Island udtrykkelig blev undtaget fra afståelsen af Norge i den svensk-danske traktats artikel IV. Påstanden, der har været meget omstridt, hvilede dog på et meget spinkelt grundlag. Senere undersøgelser har reduceret hans rolle i denne forbindelse til den medspillendes. Indskudet om undtagelsen er vel formuleret af B. som en tilføjelse til det svenske udkast til traktaten; men selve ønsket om at præcisere undtagelsen af Atlanterhavsøerne synes at være fremkommet som en konsekvens af engelsk politik. Det er derfor snarere fremvokset af samtaler mellem den engelske diplomat Edward Thornton og B. i forbindelse med den engelsk-danske fredstraktat. Den blev udarbejdet og underskrevet samtidig med den svensk-danske traktat, og ligeledes med B. som dansk repræsentant. B. synes ikke at have været en diplomat, der kunne præstere kup eller betjente sig af fif. Ophøjet i dansk lensgrevelig stand 1819. – Kammerherre 1793. Gehejmekonferensråd 1814.

Familie

F: planter, senere justitsråd Theobald B. (1724–83) og Jane Skerrit (1722–88). Gift 1798 med Maria Assunta Leonida Butini, døbt 31.3.1764 i Siena, død 13.2.1845 i Paris, d. af sygepasser Giuseppe B. og Maria Rosa Smith fra Dublin.

Udnævnelser

S. K. 1811.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel, 1785. Mal. tilskrevet Josef Grassi ca. 1790. Buste af Thorvaldsen, 1801 (Thorvaldsens mus.), formentlig efter buste af Domenico Cardelli. Min. af Plötz, 1818 (Fr.borg). Stik af Chrétien efter tegn. af Fournier, stik derefter af Quenedey.

Bibliografi

Danske mag. 5.r. IV, 1898–1901 2 4 109–12 116–24 126 130–56. Danm.s adels årbog XXXVI, 1919 48. J. G. Rist: Lebenserinnerungen I, 1880 175 284–88; II, s.å. 152 284–87; III, 1888 86f. Efterladte papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé. VIII, 1917 399–401. Det norske geogr. selsk.s årbog, 1919–21 97–106. Erik Arup: Grønland, 1924 24–32. Klaus Kjølsen i Den da. udenrigstjeneste 1770–1970 I, 1970 især 143. F. Gad i Scandinavian journal of hist. IV nr. 3, 1979. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig