Christian Bille, Christian Høyer Bille, 16.8.1799-20.6.1853, diplomat. Født i Kbh. (Holmens), død i London, begravet i Kbh. (Holmens). B. dimitteredes 1817 fra Helsingør og tog 1823 juridisk embedseksamen. S. å. udnævntes han til surnummerær kancellist ved departementet for de udenlandske sager og knyttedes 1825 som attaché til det danske gesandtskab ved forbundsdagen i Frankfurt a. M. 1827 blev han legationssekretær i Stockholm, 1833 i London og 1836 ministerresident ved de frie hansestæder (Hamburg, Lübeck og Bremen) og generalkonsul i Hamburg. Jan. 1847 sendtes han som gesandt til Stockholm. I denne stilling indlagde han sig stor fortjeneste ved den energi hvormed han udførte sine instruktioner og rettede indtrængende henvendelser til det svensk-norske kabinet og til kong Oskar 1 personlig om at yde Danmark aktiv hjælp over for en preussisk invasion i Jylland i anledning af krigen 1848. I tilslutning til forhandlingerne derom undertegnede generalmajor V. Oxholm og kabinetssekretær, friherre L. Manderström 11.5. i Stockholm en foreløbig protokol om afsendelsen til Fyn af et svensknorsk hjælpekorps. B. deltog sammen med Holger Reedtz i de dansk-preussiske underhandlinger i Malmø der fandt sted under svensk mægling og 26.8.1848 førte til en våbentilstand mellem Danmark og Tyskland. Sept. 1849 fik B. orlov på ubestemt tid for under udenrigsminister greve A. W. Moltke at fungere som direktør i udenrigsministeriet. Under den ubeslutsomme A. W. Moltke blev det B. der kom til at øve den største indflydelse på den daglige ledelse af udenrigsministeriets forretninger. Denne stilling beklædte han til juli 1850 da han atter overtog gesandtskabsposten i Stockholm, hvilken han bestred til sept. 1851. Dec. s.å. sendtes han som overordentlig befuldmægtiget til Wien hvor han sammen med den danske forbundsgesandt Bernh. E. Bülow skulle støtte gesandten grev W. Plessen under forhandlingerne med fyrst Schwarzenberg angående grundtrækkene af den af udenrigsminister C. A. Bluhme foreslåede plan til ændring af det danske monarkis fremtidige forfatningsforhold. Af de her trufne aftaler i forbindelse med noteskiftet mellem Bluhme og de to tyske stormagtskabinetter (aftalerne af 1851 og 1852) fremgik kundgørelsen af 28.1.1852. Allerede forinden denne havde B. modtaget udnævnelse til gesandt i Berlin i stedet for H. F. R. Bielke men kom ikke til at tiltræde posten da regeringen akkrediterede ham som gesandt ved hoffet i London (1.2.1852). I London knyttedes B.s navn til London-traktaten af 8.5.1852 hvorved England, Frankrig, Preussen, Rusland, Østrig og Sverige-Norge anerkendte prins Christian af Glücksborgs og prinsesse Louise af Hessens mandlige descendenters fremtidige arvefølge i det danske monarki. – B. hørte i politisk henseende til de konservative helstatsmænd af Bluhme-Ørsteds skole hvilket på flere måder fik indflydelse ved de mange forhandlinger han deltog i. – Kammerjunker 1823. Kammerherre 1838. Gehejmekonferensråd 1852.

Familie

Forældre: kontreadmiral Michael B. (1769–1845) og Maria M. Friedlieb (1780–1829). Gift 8.3.1844 på Hvedholm med komtesse Ida Marie B.-Brahe, født 2.8.1822 på Hvedholm, død 7.3.1902 i Kbh., d. af greve Preben B.-Brahe (1773–1857) og Johanne C. V. Falbe (1789–1823); hun var 1863–76 overhofmesterinde hos dronning Louise.

Udnævnelser

R. 1832. K. 1840. DM. 1845. S.K. 1850

Ikonografi

Mal., litografi derefter af I. W. Tegner, 1854.

Bibliografi

Danm.s adels årbog VII, 1890 104. W. Mollerup og Fr. Meidell: Bille-ættens hist. II, 1893. – Alex. Thorsøe: Kong Frederik den syvendes regering I, 1884 259 372; II, 1889 183 251. N. Neergaard: Under junigrundloven I, 1892 513 566. K. Kjølsen i Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 I, 1970. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig