Caspar Fuchs

Caspar Fuchs, d. tidligst 1571, diplomat. F. var tysker, men i øvrigt vides intet om hans hjemsted, herkomst, fødsels- eller dødsår. Han tjente allerede kong Frederik I og var i sønnen hertug Christians tjeneste, før denne modtog tilbud om Danmarks krone. Så tidligt som 1534 var han en meget betroet mand der altid var at finde i hertugens omgivelser, nær knyttet til kansleren W. Utenhof. Efter grevefejden var han som sekretær i tyske kancelli stærkt benyttet i Danmarks udenrigsstyrelse. Af hans deltagelse i næsten alle de vanskelige forhandlinger mellem Christian III på den ene side og Karl V og Nederlandene på den anden side i årene 1537-44 – han var således en af de fire danske forhandlere der afsluttede freden i Speyer 1544 hvorved kejser Karl opgav Christian IIs sag -tør man slutte at han en dygtig og højt værdsat diplomat. 1547 mæglede han i Nürnberg på Christian III's vegne mellem Karl V og de protestantiske fyrster i Tyskland. 1548 var han i Bruxelles for på Christian IIIs og hans brødres vegne at modtage Holsten i forlening af kejseren. Desuden betroede kongen ham i det her nævnte tidsrum en del sendelser til forskellige tyske regeringer. Når F. repræsenterede Christian III i underhandlingerne om ægteskab mellem dennes halvsøster Elisabeth (1524-86) og hertug Magnus af Mecklenburg (1542) og senere deltog i forhandlingerne om fastsættelsen af hertugindens livgeding (1545), kan det kun opfattes som et udtryk for kongens personlige tillid. I hvert fald fra begyndelsen af 1550erne opholdt F. sig ikke mere i kongens omgivelser, men træffes sædvanlig på sit gods Bramstedt i Holsten som han allerede ejede 1543. Jævnlig tilgik der herfra kongen beretninger om politiske forhold rundt om i Europa, særlig Tyskland. I Christian III's sidste og Frederik II's første år (indtil syvårskrigen) stod F. i nært samarbejde med statholderen i hertugdømmerne. Sammen med ham skulle han engagere, lønne og aftakke politiske agenter samt fremmede officerer der i påkommende tilfælde skulle hverve tropper for den danske regerings regning. Efter Frederik IIs tronbestigelse blev hans indberetninger sjældnere; dog var det fra ham, kong Frederik modtog den første sikre efterretning om hertug Adolfs planer mod Ditmarsken. I årene 1556-59 arbejdede han på at skaffe Frederik IIs bror Magnus (1540-83) et nordtysk stift, og efter at Magnus 1559 var blevet biskop af Øsel, tilbød han 1560 – efter Frederik IIs ønske – at overlade sin stilling som domprovst i Hamburg til den tidligere Øselbisp Johan Munichhausen. 1562 var F. meget svag, men levede endnu dec. 1571, da hans død dog synes at være blevet betragtet som forestående.