Caspar Fuchs, d. tidligst 1571, diplomat. F. var tysker, men i øvrigt vides intet om hans hjemsted, herkomst, fødsels- eller dødsår. Han tjente allerede kong Frederik I og var i sønnen hertug Christians tjeneste, før denne modtog tilbud om Danmarks krone. Så tidligt som 1534 var han en meget betroet mand der altid var at finde i hertugens omgivelser, nær knyttet til kansleren W. Utenhof. Efter grevefejden var han som sekretær i tyske kancelli stærkt benyttet i Danmarks udenrigsstyrelse. Af hans deltagelse i næsten alle de vanskelige forhandlinger mellem Christian III på den ene side og Karl V og Nederlandene på den anden side i årene 1537-44 – han var således en af de fire danske forhandlere der afsluttede freden i Speyer 1544 hvorved kejser Karl opgav Christian IIs sag -tør man slutte at han en dygtig og højt værdsat diplomat. 1547 mæglede han i Nürnberg på Christian III's vegne mellem Karl V og de protestantiske fyrster i Tyskland. 1548 var han i Bruxelles for på Christian IIIs og hans brødres vegne at modtage Holsten i forlening af kejseren. Desuden betroede kongen ham i det her nævnte tidsrum en del sendelser til forskellige tyske regeringer. Når F. repræsenterede Christian III i underhandlingerne om ægteskab mellem dennes halvsøster Elisabeth (1524-86) og hertug Magnus af Mecklenburg (1542) og senere deltog i forhandlingerne om fastsættelsen af hertugindens livgeding (1545), kan det kun opfattes som et udtryk for kongens personlige tillid. I hvert fald fra begyndelsen af 1550erne opholdt F. sig ikke mere i kongens omgivelser, men træffes sædvanlig på sit gods Bramstedt i Holsten som han allerede ejede 1543. Jævnlig tilgik der herfra kongen beretninger om politiske forhold rundt om i Europa, særlig Tyskland. I Christian III's sidste og Frederik II's første år (indtil syvårskrigen) stod F. i nært samarbejde med statholderen i hertugdømmerne. Sammen med ham skulle han engagere, lønne og aftakke politiske agenter samt fremmede officerer der i påkommende tilfælde skulle hverve tropper for den danske regerings regning. Efter Frederik IIs tronbestigelse blev hans indberetninger sjældnere; dog var det fra ham, kong Frederik modtog den første sikre efterretning om hertug Adolfs planer mod Ditmarsken. I årene 1556-59 arbejdede han på at skaffe Frederik IIs bror Magnus (1540-83) et nordtysk stift, og efter at Magnus 1559 var blevet biskop af Øsel, tilbød han 1560 – efter Frederik IIs ønske – at overlade sin stilling som domprovst i Hamburg til den tidligere Øselbisp Johan Munichhausen. 1562 var F. meget svag, men levede endnu dec. 1571, da hans død dog synes at være blevet betragtet som forestående.

Bibliografi

Danske mag. 4. r. III, 1871 39; jfr. sst. 4. r. VI, 1886 169f. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen I-II, 1907-12. – H. F. Rardam i Saml. til Fyens hist. og top. III, 1865 268-72. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. M. Schwartz Lausten i Religion og politik, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig