Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. V. Dreyer

Oprindelig forfatter FdeFon
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. V. Dreyer, Christopher Vilhelm Dreyer, 2.10.1738-28.8.1810, diplomat. Født i Helsingør, død i et hotel i Clichy la Garenne, begravet i Paris (Pére Lachaise). D. blev student 1756, privat dimitteret, uddannede sig derefter ved studier og rejser i udlandet, især i England og Frankrig. På anbefaling af H. C. Bothmer til J. H. E. Bernstorff blev han 1764 ansat som auskultant i rentekammeret. Aug. s.å. sendtes han som legationssekretær til St. Petersborg hos A. S. v. der Osten idet han foreløbig beholdt sin stilling i rentekammeret og udnævntes til kommitteret. Juni 1771 forflyttedes han til Stockholm, men allerede dec. s.å. blev han efter Christen Skeels pludselige død beordret tilbage til St. Petersborg som chargé d'affaires. Dette ophold forlængedes ud over den nye gesandt, Christian Numsens ankomst sept. 1772, indtil D. endelig april 1773 fik sit længe nærede ønske opfyldt om at kunne forlade Rusland. Han udnævntes til ministerresident i Warszawa, men fik udsættelse med at tiltræde posten indtil bevægelsen efter Polens første deling 1772 havde fået tid til at sætte sig noget. Jan. 1777 forflyttedes han til London som ministerresident for at afløse Wilh. C. v. Diede, men allerede aug. n.å. udnævntes han til gesandt og kom således til at føre de vanskelige forhandlinger om sikringen af den neutrale skibsfart under den nordamerikanske frihedskrig. Dec. 1784 forflyttedes han til Madrid og derfra i slutningen af 1796 til Paris hvor han repræsenterede Danmark under direktoriet, konsulatet og kejserdømmet indtil sin død.

D. adskiller sig i meget fra sine samtidige kolleger af den Bernstorffske skole. Han var ikke blot dansk, men hørte ved sin fødsel til samfundets bredere lag hvor de nationale ejendommeligheder da trådte skarpest frem. Hans karakter og egenskaber, væsen og åndsretning bærer mærke deraf. Litteratur og kunst lå ham fjernt, derimod samlede alle hans evner og interesser sig om den praktiske embedsgerning, og han frembyder i alle henseender typen på en dygtig dansk embedsmand på den tid, begrænset, men med hele sin sjæl i sin gerning, pligtopfyldende men tillige selvstændig og vedholdende i sine anskuelser. Hans indberetninger præges af stor nøjagtighed, han var altid vel underrettet og forudså ofte hvad der forestod i den nærmeste fremtid. Hans styrke lå navnlig i behandlingen af de enkelte konkrete spørgsmål der direkte berørte Danmarks politiske og kommercielle interesser. Dem kendte han til bunds, og dem forsvarede han med national sejhed uden at lade sig afvise og med en djærvhed der tåltes fordi den var præget af ærlighed og interesse for sagen. Den samme sikkerhed viste han over for sin egen regering. Frimodig indberettede han hvad han erfarede, selv om det var uvelkomment, og tilbageholdt ikke sin mening, ja tillod sig hvor han anså det for påtrængende nødvendigt, selv at tage et initiativ eller vel endog at tilsidesætte en ordre. I sine politiske anskuelser var han stærkt konservativ, og hvad han havde set i Rusland, Polen, London, Madrid og senest i Paris bestyrkede ham i den overbevisning at den bedste regeringsform var den oplyste enevælde som den gennemførtes i Danmark. Udpræget nationalt sindet følte han uvilje mod det tyske elements overvægt og gjorde front mod de tyske strømninger i dansk politik. Skønt ansat af den ældre Bernstorff nærede han dog ingen sympati for denne, mulig også fordi dennes undertiden noget vel storslåede og fjerntskuende politik måtte være hans prosaiske og sobre natur imod. Som modsætning dertil tiltaltes han langt mere af v. der Ostens tilbageholdende udenrigspolitik. Forholdet mellem D. og Chr. Bernstorff var vel upåklageligt, men uden gensidig sympati, og de indtrængende tilbud fra regeringen 1799-1800 om embedet som præsident i generaltoldkammeret skyldtes vel lige så meget ønsket om at blive af med en ikke ganske behagelig underordnet som hensynet til hans store erfaring i skibs- og handelssager.

Over for Sverige og svenskerne synes D. ikke at have delt sine landsmænds traditionelle uvilje. I alt fald var denne følelse veget for erkendelsen af den fare der fra Rusland truede hele Norden. 1810 virkede han derfor ivrigt for at vinde Napoleon for at hele Skandinavien forenedes under Frederik VI "med samme Forfatning for alle tre Riger". Og med samme iver søgte han at hindre marskal Bernadottes valg til svensk tronfølger, hvilket han betragtede som ensbetydende med Nordens absolutte underkastelse under Napoleon. D. var en smuk og beleven mand, vindende ved sin åbenhed og ærlighed, og han nød stor agtelse for dygtighed og pålidelighed hos sine kolleger og hos de udenrigsministre han skulle forhandle med. I Frankrig blev hans stilling efterhånden ganske enestående. I sine første år i Paris førte han en hårdnakket og længe håbløs kamp for den neutrale skibsfart, ikke blot imod hensynsløse kapere og vilkårlige prisedomstole, men også mod en forblindet opinion, idet så godt som alle franske politikere og myndigheder med næsten afsindig forbitrelse mod England betragtede den neutrale skibsfart som engelsk snighandel. I denne diplomatiske kamp optrådte D. med overordentlig kraft og dygtighed uden dog at kunne overvinde direktoriets uvillige holdning mod de neutrale. Udenrigsministeren Talleyrand, med hvem D. tidlig var kommen i berøring, satte stor pris på ham og vedblev også senere under kejserdømmet at gøre ham væsentlige tjenester, uagtet D. just ikke altid skånede ham i sine frimodige bemærkninger, men også Napoleon viste ham megen opmærksomhed og fandt behag i hans undertiden noget vel åbenhjertige udtalelser. Selv nærede D. stor beundring for Napoleons geni, og allerede før 18. brumaire (Napoleons statskup 9.11.1799) var han ikke blot personlig overbevist om at Frankrigs frelse kun kunne komme fra Bonaparte, men synes endog at have været indviet i forberedelserne til denne omvæltning. I efteråret 1799 da den danske regering under Englands og Ruslands forenede tryk ville tiltræde koalitionen mod Frankrig, beordredes D. til demonstrativt at rejse hjem og efterlade legationssekretær J. D. T. Manthey som chargé d'affaires. Imidlertid skiftede den storpolitiske situation hurtigt, og D. indså at direktoriets dage var talt og forstod klogt at omgå sine ordrer således at bruddet med Frankrig blev udsat, og D. kunne nøjes med at tage orlov. Efter at Napoleon derpå 18.-19. brumaire var blevet førstekonsul ændredes Frankrigs politik over for de neutrale fuldstændig, og nu forlangte Napoleon gentagende og i så bestemte udtryk D.s tilbagekomst at Manthey måtte indberette at kun D.s ufortøvede tilbagevenden kunne bringe en heldig afslutning på de danske reklamationer i skibsfartssagerne. Senere under kejserdømmet blev D.s adgang til Napoleon selvfølgelig sjældnere, men denne bevarede altid stor velvilje for ham og lod ved hans død udtale sin dybe beklagelse over dette tab.

Annonce

D. var ikke officielt gift. Med en forbindelse i Warszawa havde han en søn, Alexander Henrik Guillommo (Guillaumot) der blev opdraget i hans hus, 25.1.1800 naturaliseredes som dansk og s.å. udnævntes til legationssekretær. Efter D.s død fungerede sønnen som chargé d'affaires indtil general Walthersdorff overtog gesandtskabet, 1812 udnævntes han til major i den danske armé, og døde 7.1.1814. – Ved kgl. bevilling af 13.3.1810 blev D.s børn med M. A. Mosquera, to døtre og en søn, legitimerede. – Legationsråd 1767. Etatsråd 1773. Konferensråd 1777. Gehejmeråd 1795. Gehejmekonferensråd 1808.

Familie

Forældre: handelsfuldmægtig, senere købmand Christian Sigmund Lichtwart Dreier (1710-47) og Sara de Maine (død 1742). Hemmelig gift 1792 med Maria Anguilina Mosquera, død 27.10.1805 i Paris.

Udnævnelser

Hv. R. 1781.

Ikonografi

Mal. af F. L. Abbott, stukket af John Jones. Stik af Chrétien efter tegn. af Fouquet. Afb. på Louis Davids mal. 1810 af den franske hærs edsaflæggelse til kejseren 1804 (Versailles).

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IV-X, 1900-31, især VII 383f. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I, 1904. – Statstid., 1810 nr. 78. J. D. T. Manthey: Biogr. efterretn. om riddere [1818], ikke udg. 17 104. E. Holm: Danm.-No.s udenrigske hist. 1791-1807 I, 1875 243-53 299f 313f. Samme: Danm.-No.s hist. 1720-1814 V, 1907 358; VI:2, 1909 301 304 311 703-07. J. G. Rist: Lebenserinnerungen I, Gotha 1880 255f (2. opl. 1884). L Bobé: Frederikke Brun, 1910 234. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering 1797-1807 I, 1923. Klaus Kjølsen i Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I,1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. de Fontenay: C. V. Dreyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288950