Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Achatz Ferdinand v. Asseburg

Oprindelig forfatter LLaur
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Achatz Ferdinand v. Asseburg, 20.7.1721-13.3.1797, diplomat. Født på riddergodset Meissdorf i hertugdømmet Halberstadt, død i Braunschweig, begravet i Meissdorf. Efter at have fuldendt sine studier i Jena trådte A. 1744 i hessen-kasselsk tjeneste som hof junker. Han brugtes i nogle mindre, diplomatiske missioner og udnævntes 1746 til legationsråd og kammerjunker. 1749–50 ledsagede han tronfølgeren landgrev Frederik på en rejse til Paris hvor han gjorde bekendtskab med den danske afsending J. H. E. Bernstorff der kom til at sætte stor pris på ham. Efter sin tilbagekomst til Hessen blev A. 1751 kammerherre og gehejmelegationsråd. Da Bernstorff var blevet dansk udenrigsminister besluttede han at knytte A. til dansk tjeneste. Gennem feltmarskal Werner v. d. Schulenburg, en bror til A.s mor, lod han A. forstå at der sikkert ville vente ham en smuk fremtid hvis han ville gå i dansk tjeneste, og i sommeren 1752 kom A. under påskud af familieanliggender til Kbh. Da han også gjorde et godt indtryk på kong Frederik V og overhofmarskal A. G. Moltke fik han i slutningen af året et officielt tilbud om at træde i dansk tjeneste med titel af kammerherre og en årlig løn af 2000 rdl. Efter at have erhvervet sin landsherre kong Frederik II af Preussens tilladelse til at træde i dansk tjeneste tog A. i juli 1753 sin afsked af hessen-kasselsk tjeneste og rejste til Kbh. hvor han udnævntes til kammerherre. 1754 udførte han en hemmelig mission til Tyskland, hvor han vandt storfyrstinde Catharines mor, fyrstinden af Anhalt-Zerbst, for den gottorpske mageskifteplan, og blev derpå i begyndelsen af 1755 gesandt i Stockholm. Her modarbejdede han, med stor takt og uden at bryde med dronning Louise Ulrikke, hoffets intriger mod forfatningen (den Horn-Braheske stempling), og 12.7.1756 afsluttede han l'union maritime på de betingelser Bernstorff stillede. Den myndige franske ambassadør Havrincourt ville imidlertid ikke tåle A. ved siden af sig, og for ikke at forstyrre forholdet til Frankrig måtte Bernstorff i april 1760 kalde A. tilbage. De to følgende år tilbragte A. på sine tyske godser, men i juli 1762 beordredes han til Berlin hvor han, uden officiel kvalitet, ved hjælp af sit venskab med den preussiske udenrigsminister Finckenstein skulle understøtte de danske befuldmægtigede Caj Rantzau og Carl Juel ved de fredsforhandlinger med Rusland der skulle åbnes under Frederik IIs mægling. Peter IIIs afsættelse gjorde imidlertid disse forhandlinger overflødige, og A. brugtes i de følgende to år i forskellige overordentlige missioner til Hessen, Frankfurt og Württemberg. Først 1765 kunne Bernstorff udføre sin længe nærede tanke at sende A. til Petersborg, og de tre år her blev højdepunktet i hans diplomatiske karriere. Med den ledende russiske statsmand grev Panin var han nøje forbunden fra den tid de var kolleger i Stockholm, og han vandt snart kejserindens højeste tillid. Det skyldtes således i ikke ringe grad A. at det lykkedes Bernstorff at ordne alle stridsspørgsmål med Rusland og at lægge grunden til den faste alliance mellem de to stater. 22.4.1767 undertegnedes den foreløbige mageskiftetraktat, med Ruslands understøttelse blev ægteskabet mellem den svenske kronprins Gustaf og prinsesse Magdalene gennemført, og der tilvejebragtes enighed med hensyn til de svenske forfatningsforhold. Da A.s helbred ikke tålte det russiske klima og hans hverv i Petersborg nu var tilendebragt tilbagekaldtes han på sin indstændige begæring og forlod Rusland i febr. 1768. 1766 havde A. på foranledning af landgrev Carl af Hessen fået tilbud om den første plads der blev ledig i konseillet, men han erklærede at han vel kunne være Bernstorffs underordnede, men aldrig ville vove at stå som hans ligemand. Da senere den engelske regering intrigerede mod Bernstorff og ville sætte A. i hans sted meldte denne det straks til Bernstorff. Efter sin tilbagekomst fra Rusland opholdt A. sig på sine godser indtil han 1769 på ny sendtes til Stuttgart efter begæring af de württembergske stænder, og det lykkedes ham i forbindelse med de andre gesandter at tilvejebringe et forlig mellem hertugen og stænderne. Imidlertid var Bernstorff blevet styrtet, og den nye regering viste sit sindelag mod A. ved at udnævne ham til den lidet vigtige gesandtskabspost i Haag der nærmest var en retrætepost, og ved samtidig at inddrage den livsvarige pension som kongen havde tilstået ham. Med rette så han heri et vink om at begære sin afsked, og i nov. 1771 dimitteredes han fra alle sine embeder og værdigheder. Da den danske regering således selv havde givet afkald på hans tjeneste tog han efter Bernstorffs råd ikke længere i betænkning at modtage de glimrende tilbud der gjordes ham af Catharina II og Panin. Allerede da han 1768 forlod Rusland havde kejserinden med Bernstorffs samtykke betroet ham det hverv i Tyskland at finde en brud for storfyrsttronfølgeren. Efter at have løst denne vanskelige opgave til kejserindens tilfredshed udnævntes han dec. 1771 til kejserlig russisk gehejmeråd og 1773 efter eget ønske til russisk gesandt i Regensburg med tilladelse til kun at begive sig til sin post når det behøvedes. I denne stilling forblev han til sin død idet han stadig modtog de største beviser på Katharinas og zar Pauls venskab og påskønnelse. A. havde kun liden ærgerrighed og var noget tilbøjelig til magelighed, hans helbred var svagt, og han synes at have manglet initiativ. Det var derfor begrundet i rigtig selverkendelse når han afslog at indtræde i det danske konseil, hvorimod han i høj grad besad de egenskaber der udfordres hos en gesandt, og med rette ansås han for en af samtidens betydeligste diplomater. I politisk henseende sluttede han sig ganske til Bernstorff, og når man fra forskellige sider har beskyldt ham for at have været preussisk sindet bestyrkes dette hverken ved hans depecher eller ved Frederik IIs korrespondance. Endnu urimeligere er den påstand at han skulle have været Bernstorffs hemmelige uven hvilket til fulde fremgår af hans private korrespondance med denne, af den måde på hvilken han behandledes af A.S.v.d. Osten, og af den anerkendelse der ydedes ham af A. P. Bernstorff da denne blev udenrigsminister 1773. Ved sine to ældre brødres død uden livsarvinger var A. blevet hovedet for sin familie og havde forenet familiegodserne. – Gehejmeråd 1767. Gehejmekonferensråd 1768.

Familie

Forældre: preussisk kammerherre og riddergodsbesidder Johan Ludvig v. A. (1685–1732) og Anna Maria v. d. Schulenburg (1681–1738). Gift 8.10.1777 på Wolfsburg med Anna Maria v. d. Schulenburg, født 1.12.1757 på Wolfsburg, død 22.3.1820 på Meissdorf, d. af hofmarskal, senere preussisk statsminister grev Gebhard Werner v. d. S. (1722–88) og Sophie Charlotte v. Veltheim (1735–93).

Udnævnelser

Hv. R. 1765.

Annonce

Bibliografi

Denkwürdigkeiten des Freiherrn A. F. v. d. Asseburg, Berlin 1842. Breve i Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis, II 1907. – Correspondance entre le comte J. H. E. Bernstorff e. le duc de Choiseul 1758–66, udg. P. Vedel, 1871 40 54 73 83. P. Vedel: Den ældre Bernstorffs ministerium, 1882 373. Erik Arup i Hist.t. 9.r. I, 1928 198–211. Ole Stender-Petersen i Hist. t. 12.r.I, 1963-66 656-72 (om A.s Denkwürdigkeiten).

Referér til denne tekst ved at skrive:
L. Laursen: Achatz Ferdinand v. Asseburg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286271