Johann Christopher Willebrand, Johann Christopher Willebrandt, 18.7.1732-16.9.1807, deputeret i admiralitetskollegiet. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Trin.), begravet sst. (Trin. kgd.). Efter nogle års midlertidig ansættelse i generalog kommissariatskollegiet blev W. 1754 kopist sst., 1757 "virkelig" sekretær i depechekontoret (centraldepartementet) umiddelbart under general P. E. v. Gähler. 1761 var han medlem af og protokolfører i den vigtige kommission om Frederiksværks overgang til J. F. Classen, og som sekretær i den algierske kommission 1770 fik han noget kendskab til marinens sager. Da v. Gähler under det Struenseeske styre havde fået indflydelse på marinens administration fik han i febr. 1771 sat igennem at denne skulle omdannes i lighed med det godt og hurtigt arbejdende general- og kommissariatskollegium efter en af W. og deputeret i admiralitetskollegiet grev G. C. Haxthausen udarbejdet plan, og allerede marts s.å. blev de to mænd deputerede i det efter planen omdannede kollegium. Der var i forvejen rigeligt af den traditionelle dårlige forståelse mellem landetaten og søetaten, og påoktrojeringen af nye administrationsformer og en deputeret fra landetaten fremkaldte blandt søofficererne stærk gæring der forplantede sig nedefter, kulminerende i de norske matrosers tog til Hirschholm sept. s.å. for at kræve tilgodehavende besoldning. Allerede samme måned bad W. hvis helbred i forvejen ikke var godt, om afsked fra admiralitetskollegiet for at få sin "Helbreds og Sinds Rolighed tilbage" og blev i okt. foreløbig fritaget for tjeneste og endelig pensioneret i nov. Da uvejret brød løs 17.1.n.å., var W. syg og sengeliggende og blev arresteret og af L. v. Köller-Banner forhørt i hjemmet. Arrestationen blev hurtigt hævet da der egentlig ikke kunne bebrejdes ham andet end utilstrækkeligt kendskab til marinens særlige forhold, og han ikke havde stået i nærmere forbindelse med J. F. Struensee; men hans pension blev beskåret, og han fik påbud om at tage fast ophold i en af småbyerne på Sjælland. – Den almindelige dom om ham var i øjeblikket stærkest påvirket af hans fjender i marinen, men det er også udtalt om ham at han var en dygtig og fortjent embedsmand og et godt menneske. Sine sidste dage tilbragte han i Kbh. i meget trange kår. – Kar. virkelig krigsråd 1759. Virkelig justitsråd 1763. Etatsråd 1769.

Familie

Forældre: rådmand i Kbh., formand for de 32 mænd Johann Christopher W. (ca. 1700-81) og Engel Christina Coliner (ca. 1711-90). Gift 19.3.1783 i Lyngby med Louise Holm, født ca. 1746, død 20.6.1797 i Roskilde (gift 1 . gang med Rige).

Bibliografi

Danske mag. 5. r. III, 1893-97 26 42 314. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-II, 1904–07. Kabinetsstyrelsen i Danm. 1768-72, udg. Holger Hansen III, 1923. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. samme I_V, 1927-41. – Chr. Molbech i Hist. t. 2. r. IV, 1852 666-69. L. Koch sst. 7. r. III, 1900-02 612-14. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I, 1915-30.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig