P.C. Nørgaard

P.C. Nørgaard, Peter Christopher Nørgaard, 3.11.1835-20.2.1917, departementschef, generaldirektør. Født i Osted, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). N. blev student 1855 fra Sorø og 1861 juridisk kandidat. Han virkede som manuduktør og fik 1863 ansættelse i indenrigsministeriet som assistent. 1872 blev han fuldmægtig, 1877 tillige ekspeditionssekretær og 1878 kontorchef. 1872-83 var han desuden sekretær ved Kbh.s borgerrepræsentation. 1880 blev han assessor i landsover- samt hof- og stadsretten, men vendte 1884 tilbage til indenrigsministeriet som chef for dettes 2. departement og overtog samtidig de dermed forbundne stillinger som generaldirektør for statsjernbanedriften (til 1885) og for telegrafvæsenet. 1883-84 var han docent i landbolovgivning ved landbohøjskolen. 1894 gik han med sit arbejdsområde over til det da oprettede ministerium for offentlige arbejder der imidlertid allerede 1896 genforenedes med indenrigsministeriet for på ny at oprettes 1900. 1901 tog han sin afsked. – Sin store erfaring i jernbanesager fik N. lejlighed til at nyttiggøre i sine talrige hverv som kgl. kommissarius ved jernbaneanlæg, fra 1884 ved de lolland-falsterske jernbaner, fra 1897 ved Rønne-Neksøbanen, fra 1900 ved Nørre Nebel-Varde jernbanen og fra 1901 ved de jyske statsbaner, ved Horsens-Odder jernbanen og Fjerritslev-Thisted jernbanen m.fl. 1913 trak han sig tilbage fra disse ofte vanskelige hverv, i hvilke hans omfattende indsigt i administrative og praktiske spørgsmål og hans betydelige forhand-lingsevne og noble og vindende væsen var ham til megen nytte. – Under den stærke udvikling som telegrafvæsenet gennemgik i hans tid var han den rette mand som leder af etaten, human og vellidt og samtidig passende myndig. Ved oprettelsen af Carlsbergfondets kvæstur 1888 organiserede han arbejdet som han ledede med stor dygtighed til 1913. N. der var en juridisk og administrativ begavelse besad en usædvanlig arbejdsevne og en klar og logisk tanke som han med stor lethed forstod at give skriftlig form. Han var typen på den retlinede, altid retfærdige embedsmand der kun kendte ét hensyn: statens tarv. 1906 var han udsat for et røveriforsøg i Klampenborgtoget hvorunder han fik et lettere skudsår i skulderen. 1912 var han udsat for en ulykke da han ved færdsel på banelinjen ved Charlottenlund ramtes af et tog der afkørte hans ene fod. – Gehejmeetatsråd 1901.