A. Krieger

A. Krieger, Napoleon Michael Anthonius Krieger, 11.7.1858-5.1.1940, departementschef, kabinetssekretær. Født i Silkeborg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). K. blev student 1875 fra Haderslev læreres skole i Kbh. og 1880 cand. jur. 1882 udnævntes han til løjtnant i livgarden og kom 1883 ind i indenrigsministeriet som volontør. 1885 blev han assistent, var 1894–95 kst. stiftamtmand over Århus stift og amtmand over Århus amt, avancerede til fuldmægtig i ministeriet 1895, tillige ekspeditionssekretær 1897 og udnævntes 1898, kun 40 år gammel, til chef for ministeriets 1. departement. Denne hurtige karriere skyldtes K.s usædvanlige arbejdsevne og levende interesse for det offentlige livs mangeartede forhold hvad der var af særlig værdi da indenrigsministeriet endnu omfattede ikke blot kommunale anliggender, men også mange erhvervsforhold som senere er skilt ud i selvstændige ministerier. K. var blandt de første højere embedsmænd der brød med den bureaukratiske rutine og søgte at forstå de menneskelige forhold der lå bag reglementerne og at lede arbejdet så han vandt tillid hos dem hvis sager han havde til afgørelse. Febr. 1910 udnævntes K. til kabinetssekretær hos Frederik VIII. Baggrunden for at han søgte nyt embede var rigsretssagen 1910 mod J. C. Christensen og Sigurd Berg. K. oplyste som vidne at han 1906 til Berg havde videregivet en oplysning fra Nationalbankens direktør R. Strøm om at Nationalbankens lån til Bondestandens Sparekasse, hvis formand var justitsminister P. A. Alberti, ikke var opført på sparekassens regnskab. Sparekassetilsynet sorterede dengang under indenrigsministeriet, og da Berg ikke havde foranlediget undersøgelse i sagen blev han idømt en bøde på 1 000 kr. for svigtende tilsyn med sparekassen. K. fandt det på denne baggrund korrekt og bedst for ham selv og for en muligt kommende minister fra Bergs parti at han søgte bort fra ministeriet.

Ved tronskiftet 1912 forblev K. som kabinetssekretær hos Christian X. Han udfyldte sin ofte vanskelige stilling som bindeled mellem konge og skiftende ministerier besindigt, klogt og taktfuldt. Hans udadlelige væsen var indbegrebet af diskretion og hans loyalitet i alle forhold uangribelig. K. var blandt de embedsmænd der hilste systemskiftet 1901 velkommen, og det faldt i hans lod både at værne kongemagten og styrke indarbejdelsen af det parlamentariske system i de politiske kriser der opstod de første år af Christian Xs regeringstid. De politiske synspunkter den radikale regering C. Th. Zahle repræsenterede lå på mange måder Christian X fjernt. I sin beundring for bedstefaderen Christian IX kunne han glemme at han som konstitutionel monark ikke kunne handle i modstrid med sine ansvarlige ministre. Det kom klart frem da han ved landstingsopløsningen 1913 krævede de kongevalgte landstingsmedlemmer holdt uden for opløsningen. I denne og andre kriser var K. en behændig, rolig og afbalanceret rådgiver for kongen. Det bidrog hertil at K. havde et udstrakt personalkendskab, især til politikere i alle partier, og at han var respekteret af alle på grund af sin fordomsfrihed og loyalitet. Påskekrisen 1920 med Christian Xs afskedigelse af ministeriet Zahle og udnævnelsen af ministeriet Otto Liebe blev den sværeste prøve for K., som kongen ikke havde rådført sig med forud for afskedigelsen af Zahle. K. frygtede at situationen kunne føre til at kongen blev drevet fra tronen og bidrog i de følgende dage til at der kom forhandlinger mellem kongen og partilederne der resulterede i ministeriet Liebes afskedigelse. Mange kræfter arbejdede her sammen. K.s mål var under hele krisen at få genindført parlamentariske tilstande og derigennem bevare monarkiet. Da dønningerne efter påskekrisen havde lagt sig fulgte en årrække med roligere politiske forhold. Ved sin fratræden som kabinetssekretær 1936 hyldedes K. fra alle sider for sin indsats gennem 26 år af hvilke han tillige 1912–36 var ordenssekretær og 1917–36 udgiver af Hof- og Statskalenderen, fra 1933 sammen med F. V. Petersen.

K. nærede fra tidlig tid varm interesse, for de vanskeligt stillede i samfundet. Ved reformen af fattiglovgivningen 1891 udgav han fattigloven, tekstudgave med bemærkninger, 1891, og 1910 var han formand for den internationale kongres i Kbh. for den offentlige forsorg og redigerede værket Assistance et prévoyance en Danemark. Han sad desuden i ledelsen af en række foreninger og sammenslutninger af social og velgørende karakter: Børnehjemmet af 1870, Samfundet og hjemmet for vanføre, Christian IXs og dronning Louises jubilæumsasyl og dronning Louises asylselskab samt Carlsen-Langes legatstiftelse. Han var formand for Julius Skrikes stiftelse, foreningen Tunghøres vel, foreningen til værn for enligt stillede kvinder og foreningen Broen. 1911–30 var han formand for den kbh.ske børnehjælpsdags hovedkomité, derefter æresmedlem af komiteen, og som inkarneret københavner var det ham en særlig glæde fra 1930 at sidde i bestyrelsen for A/S Tivoli. – Kammerjunker 1883. Kammerherre 1910. Rang som ekscellence 1935.