A.F. Asmussen, Andreas Frederik Asmussen, 15.11.1840-8.8.1914, departementschef. Født i Flensborg, død på Frbg., begravet sst. A. blev student 1858 fra Flensborg, 1863 juridisk kandidat og volontør i ministeriet for Slesvig indtil dettes ophævelse 1865, arbejdede senere i krigsministeriets revision, var sekretær ved den bornholmske udmarkskommission og blev 1867 assistent i ministeriet for kirke- og undervis-ningsvæsenet. Fra 1869 til 1878 var han desuden amanuensis hos Sjællands biskop. 1873 blev han translatør i tysk. I kirke- og undervisningsministeriet udnævntes han 1877 til fuldmægtig, 1880 til kontorchef og sekretær hos ministeren og endelig 1888 til departementschef. Han tog sin afsked 1912. Med sin store arbejdskraft, støttet af en glimrende hukommelse, trængte han med lethed ind i sit departements mangfoldige sager fra et højst uensartet område, beherskende alle detaljer fra hele skolevæsenet, universitetet, abnormanstalterne, Det kgl. teater, kunstsamlingerne m.m. Sin slesvigske afstamning der sporedes i hans tale glemte han aldrig. Han vandt alle ved sin meget åbne, fordomsfri og forstående fremtræden, ligesom han altid var meget hjælpsom. Særlig betydning har han haft for Gl. Bakkehus åndssvageanstalt i hvis bestyrelse han- var formand fra 1888 til sin død. Anstalten udvidedes på hans initiativ med Ebberødgård ved Birkerød hvor der opførtes et stort bygningskompleks for åndssvage. Den gennemgribende omdannelse af den højere skole i Danmark der gennemførtes med almenskoleloven 1903 var grundigt forberedt af A. Det første udkast til loven skrev han i april 1902 med den tilsvarende norske lov af 1896 som forbillede. 1876–91 udgav han Ny geistlig Stat og 1889–1904 Meddelelser angaaende de lærde Skoler, 1905–13 Meddelelser angaaende de højere Almenskoler. Fra 1888 til sin død var han medlem af bestyrelsen for Alm. dansk vare og industrilotteri, 1908–14 bestyrelsens formand.

Familie

Forældre: glarmester Johan Christian A. (1809–86, gift 2. gang 1848 med Henriette Christine Dorothea Meinholtz, født 1814) og Anna Margaretha Walther (1813–45). Gift 3.8.1875 i Skydebjerg, Odense amt med Agnese Jensine Jürgensen, født 27.3.1855 i Treja ved Husum, Sdr.jyll., død 30.1.1940 på Frbg., d. af skovfoged Nicolai J. (1815–65) og Anna Marie Jensen (1819–63).

Udnævnelser

R. 1885. DM. 1889. K.2 1892. K.1 1905. S.K. 1912.

Ikonografi

Figurerer på gruppebill., malet af Jul. Paulsen, 1905 (Glyptoteket). Mal. af C. Wentorf, 1910 (Ebberødgård). Foto.

Frantz Dahl i Ill. tid. 1.9.1912. Vagn Skovgaard-Petersen: Dannelse og demokrati, 1976 236–49. Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig