Thorkild Simonsen, 7.7.1926, borgmester. Thorkild Simonsen blev oprindelig uddannet som maler. Efter mellemskoleeksamen 1941 kom han i malerlære hos faderen og var udlært 1945. Han havde da forinden været på Hadsten håndværkerskole, og efter læretiden havde han et ophold på Haslev højskole.

Thorkild Simonsen var også i den tid engageret i KFUM's drengearbejde, men følte efterhånden trang til at skabe sig en bredere almenviden. Uden ligefrem at stile mod lærergerningen gik han 1948 ind på Ribe seminarium hvor han tog lærereksamen 1953. Under seminarietiden drev han en malerforretning i Ribe der en overgang var oppe på at beskæftige seks mand.

Efter lærereksamen kom Thorkild Simonsen til Århus kommunale skolevæsen. Her gjorde han hurtig karriere, blev 1961 viceinspektør og 1964 skoleinspektør; 1955–61 var han tillige erhvervsvejleder.

Thorkild Simonsen var tidligt blevet optaget af samfundsanliggender og var i sine svendeår knyttet til partiet Dansk Samling, navnlig påvirket af partiets sociale og kristelige linje. Som så mange gik han efter partiets sammenbrud 1947 over i Socialdemokratiet. Sin første folkevalgte post fik Thorkild Simonsen som medlem 1961–65 af menighedsrådet i Christians sogn i Århus. Også 1961 kom han i bestyrelsen for Århus lærerforening hvor han 1964–66 var formand da foreningen blev fælles for mandlige og kvindelige lærere. 1966 kom Thorkild Simonsen i byrådet hvor han hurtigt gjorde sig gældende ved sin arbejdslyst og evne til umiddelbart at gå ind i sager der ellers var ham fremmede. I partiorganisationen blev han 1967 formand i midtkredsen og senere i østkredsen hvor han kom i snævert samarbejde med Svend Auken.

Efter kommunalvalget 1970 blev han rådmand for skole, idræt og kultur. Tiden derefter blev store arbejdsår. Kommunesammenlægningen betød at rådmanden pludselig skulle samordne 52 skoler af vidt forskellig karakter og niveau. Selv om det førte til en del knurren rundt om lykkedes det dog i løbet af en lille halv snes år at skabe så nogenlunde ensartethed og lige muligheder for skoleuddannelse. Både inden for det kulturelle arbejde og idrætten var de personlige erfaringer mindre end i skolevæsenet. Men også her gjorde Thorkild Simonsen sig efterhånden gældende idet han, samtidig med at han er arbejdsivrig og -glad, i meget støttede sig til medarbejdere og sagkundskab, vel at mærke hvis han havde fået tillid til personerne. Han var og er instinktivt mod alt hvor kulturarbejde ikke har de praktiske realiteter i orden. Udadtil symboliseres Thorkild Simonsens indsats på dette område i det store musikhus der blev indviet i 1982. Det var ham der navnlig førte planerne frem, i lang tid under svær modstand i byrådet også hos partifællerne. Thorkild Simonsens placering i den socialdemokratiske gruppe var efterhånden solid, og selv om hans folkelige forankring nok ikke var den mest sikre blev han efter valget ved årsskiftet 1981/82 borgmester efter Orla Hyllested.

På landsplan har Thorkild Simonsen markeret sig stærkt gennem deltagelse i ledelsen af Kommunernes landsforening. Her blev han 1971 medlem (fra 1974 formand) af lønningsnævnet, og da Henning Rasmussen 1979 blev minister trådte Thorkild Simonsen til som formand. Som sådan viste han stor selvstændighed og gik jævnligt i polemik mod ministre der var partifæller. Da flertallet i landsforeningen skiftede efter valget 1981, trådte Thorkild Simonsen 1982 tilbage som formand, men overtog derefter næstformandsposten. 1986-92 var han igen formand for KL og medlem af bestyrelsen frem til 1997. Også i landsforeningen har hans indsats som i byrådet været præget af iver og utålmodighed. Thorkild Simonsen bryder sig ikke om at vente på resultaterne og foretrækker de sager, der kan bringe hurtige resultater.

Thorkild Simonsen var medlem af Århus byråd frem til 1997 og var 1982-97 en vellidt borgmester. 1986-97 var han medlem af socialdemokraternes hovedbestyrelse. 1997-2000 var han indenrigsminister i Nyrup Rasmussens regering, hvor hans evner som dreven forhandler skulle fremme regeringens stramninger inden for indvandrerpolitikken. Thorkild Simonsen er medlem af en lang række bestyrelser og råd, bl.a. bestyrelsesformand for Kommunedata I/S 1982-86 og Demokratifonden 1995-97, endvidere var han regeringens opmand i forbindelse med den kommunale strukturreform 2005.

Familie

Thorkild Simonsen er født i Sdr. Rubjerg.

F: malermester Alfred Simonsen (1896–1968) og Anna Pedersen (1897-1998). Gift 25.7.1953 i Vesterø, Læsø, med Edny Jensen, født 9.6.1929 i Vesterøhavn, Læsø, d. af skipper Janus Jensen (1899-1983) og Astrid Christensen (1900-86).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Demokraten 15.3.1970, Jyllandsposten 28.5.1981 og Politiken 29.8.1982. – Borgere i byens råd, red. Ole Degn og Vagn Dybdahl, 1968 214f. Erik Sørensen i Jyllandsposten 24.8.1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig