L.C. Borup, Ludvig Christian Borup, 6.7.1836-18.1.1903, borgmester. Født i Randers, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. blev student fra Randers 1854 og juridisk kandidat 1859. S.å. blev han assistent i indenrigsministeriet hvor han gjorde normal karriere (fuldmægtig 1868, kontorchef 1875). 1878 brød han af og gik over til domstolene og blev assessor i landsover- samt hof- og stadsretten. 1869–83 var han tillige docent i landboret ved landbohøjskolen i hvilken anledning han i 1873 udgav en lærebog Den danske Landboret (2. udg. 1880). I 1883 meldte han sig efter venners tilskyndelse som ansøger til stillingen som borgmester for Kbh.s magistrats 2. afdeling (finansborgmester) og blev valgt efter en kampafstemning mod den tidligere guvernør for De vestindiske øer J. A. B. Garde. B. havde hidtil hverken beskæftiget sig med kommunaladministration eller finansforhold. Men efter en forsigtig start placerede han sig efterhånden som en effektiv og magtfuld administrator. Den kraftige udvidelse af byens servicefunktioner i disse år nødvendiggjorde en betydelig låntagning der dog takket være konjunkturerne kom til at foregå på betingelser der var gunstige for kommunen. Faren for at kommunens bankforbindelse, Privatbanken, og dens stærke leder C. F. Tietgen ad denne vej skulle øge sin indflydelse i kommunale anliggender synes B. at have haft held til at afværge. Da radikale venstremænd og socialdemokrater i 1890-erne blev en stadig stærkere og mere dominerende opposition i borgerrepræsentationen kom B. til at fremtræde som højres absolutte førstemand i bystyret. Hans fænomenale hukommelse der straks kunne mobilisere alle fornødne data og hans skarpe debatform gjorde ham til en farlig modstander. Hans svaghed var hans tilbøjelighed til at låse sig fast i reaktionære standpunkter, især i småsager af en sådan karakter at de mere kvikke blandt hans modstandere havde let ved at gøre ham til grin. I store sager forstod han derimod meget vel at lugte hvad vej vinden blæste. Derfor stillede han sig trods sin medfødte forsigtighed i spidsen for den aktivitet der i sidste halvdel af 1890erne medførte at Kbh.s kommune først erhvervede store ejendomsbesiddelser i Brønshøj og Emdrup, og som 1900–02 afrundedes med indlemmelsen af Brønshøj, Valby og Sundbyerne. Kommunens ejendomskøb førte i 1898 til en af de største kommunale skandaler i nyere tid. En borgerrepræsentant havde benyttet sin viden om kommunens planer til private transaktioner. Pressen angreb ikke alene den pågældende men også kommunens embedsmænd som man fandt havde optrådt alt for bureaukratisk, hvad der næppe helt lod sig afvise, samt først og fremmest B. hvis integritet dog på ingen måde lod sig rokke. Men hans forbitrede forsvar og rasende modangreb var godt stof og behandledes af modstanderne med stor hensynsløshed. – Personligt stod B. dog stærkt fordi han stedse afholdt sig fra enhver personlig vinding som han kunne have erhvervet sig i kraft af sin stilling, fx bestyrelsesposter i pengeinstitutter ell. lign. Eftertider! gav ham da også fuld oprejsning. En stor færdselsåre bærer hans navn, og hans buste står i rådhusets æresgalleri. Københavns nye rådhus blev opført i hans borgmestertid, og fra en af søjlerne stirrer hans granitmaske ud over rådhushallen.

Foruden byens finanser sorterede hospitals- og sundhedsvæsenet under B.s magistratsafdeling. Han fortsatte på dette område de af forgængeren C. E. Fenger indledte reformer med hensyn til hospitalsbyggeri, modernisering af sygeplejen og forbedring af de hygiejniske forhold bl.a. vedr. byens tilførsel af levnedsmidler. Kloakeringsforholdene arbejdede han meget med. Forholdet til hospitalernes overlæger var lejlighedsvis noget anspændt på grund af hans karrighed med bevillinger. På et punkt afveg B. fra sit princip om ikke at påtage sig andre opgaver end borgmesterposten. 1901 gik han med til at blive kongevalgt landstingsmand. Årsagen hertil var hans ønske om at varetage københavnske interesser. Rigsdagen stod nemlig over for udarbejdelse af et kompleks af skattelove, og han kunne nok tænke sig at have indseende med de dispositioner der blev truffet for København. Han døde dog, inden man nåede noget resultat. – B. plagedes af en foddefekt, så han var halt. Hans noget kejtede væsen og rustike ydre gjorde ham til en yndet skydeskive for karikaturtegnere. Livet igennem var han ungkarl, og når han humpede gennem gaderne ledsaget af sin store hund kunne han synes en ensom mand. Men han trivedes godt i et kammeratligt lag. 1870 var han i nogle måneder ledende senior i Studenterforeningen, og som borgmester nød han gerne et godt bord og en påfølgende diskussion om kommunale forhold med tilhængere såvel som med modstandere. For selv om der blev givet og modtaget drøje hug i den politiske debat blev hans kontakt med modstanderne bevaret under urbane former. -Konferensråd 1900.

Familie

Forældre: købmand og tobaksfabrikant Jørgen Christian B. (1809–63) og Edvardine Cathrine Neckelmann (1811–79). Ugift.

Udnævnelser

R. 1876. DM. 1887. K.2 1892.

Ikonografi

Karikatur af K. Gamborg, 1890 (Fr. borg). Træsnit efter foto 1894. Mal. af Knud Larsen ca. 1905 (Kbh.s rådhus), tegnet forarbejde dertil. Mal. af Simony Jensen. Buste af L. Brandstrup samt en maske (begge Kbh.s rådhus). Tegn. af Alfr. Benzon. Foto.

Bibliografi

A. F. Lamm: Erindringer, 1928 118–23, 129 135. A. Hvass i III.tid. 25.1.1903. Sigurd Jensen i Hist.medd. om Kbh., 1976 122–63 (med bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig