Knud Hansen, 8.1.1866-14.10.1952, borgmester. Født i Hårslev på Fyn, død i Kolding (Kristkirkens sg.), begravet sst. H.s far var oprindelig landarbejder, og han startede selv på landet som vogterdreng og tjenestekarl til sit 20. år. Han blev derefter ølforhandler i 18 år i Kolding; 1898 var ham med til at stifte Dansk bryggeriarbejder forbund hvor han var viceforretningsfører, til han 1905 blev redaktør ved Kolding Socialdemokrat hvis ansvarshavende redaktør han var 1908-37. – H. blev politisk vakt af Chresten Berg og af hans efterfølger som den politisk dominerende på Koldingegnen, Enevold Sørensen. Fra 1903 var han formand for socialdemokratiet i byen og en energisk modstander af venstres politik efter systemskiftet. Han stillede op til folketinget i Kolding fra 1906, men blev først valgt i september 1920. H. sad i folketinget til han blev borgmester i 1937 og arbejdede især med kommunale sager. Han nåede aldrig frem i første række, men i gruppen hørte han til de medlemmer der med vægt vejledte om opfattelsen og stemningerne ude i landet, ligesom partiledelsen gerne søgte hans råd i sønderjyske spørgsmål. 1920-30 var han formand for de socialdemokratiske blade i Sønderjylland hvor han med held førte en konsolideringspolitik og hvor han, ofte under kritik, stod for en udjævning af forholdet til det tyske mindretal. H. var 1906 kommet i byrådet og var borgmester fra 1937, til han udtrådte af byrådet 1943.

Familie

Forældre: landarbejder, senere ølhandler Hans Knudsen (1838-1902) og Gjertrud Marie Larsen (1843-1908). Gift 27.4.1895 med Ane Kathrine Sørensen, født 2.9.1867 i Kongsted, Brædstrup sg., død 17.9.1941 i Kolding (Kristkirkens sg.), d. af indsidder, senere husmand Rasmus S. (1831-74) og Else Marie Nielsdatter (Nielsen) (1833-75). – Far til Rasmus H. (1896-1971).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Gunnar Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 108-10.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig