J.A. Stenfeldt

J.A. Stenfeldt, Jacob August Stenfeldt (Steenfeldt), 12.5.1783-3.3.1858, borgmester, juridisk forfatter, politiker. Født i Kbh, død i Fredensborg, begravet i Helsingør. Af velanset mosaisk slægt, men døbt 1810 og strengt luthersk ortodoks, ønskede S. at bringe sin afstamning i forglemmelse; efter jødeurolighederne 1819 fik han kgl. bevilling til at føre navnet S. Han blev student 1799, privat dimitteret, tog 1803 juridisk embedseksamen og blev s.å. volontær i kommercekollegiets konsulats-kontor, men udnævntes allerede 1804 til auditør i hæren med tjeneste i Kbh., Kiel og Helsingør. Som lærer i militær ret ved landkadetakademiet udgav han 1809 Haandbog i den militaire Lovkyndighed der 1823 kom i ny forøget udgave; 1810 fulgte Om de militaire Retters hensigtsmæssige Organisation. Træt af det ustadige garnisonsliv modtog S. s.å. udnævnelse til assessor i landsover- samt hof- og stadsretten, men søgte allerede 1813 tilbage til Helsingør som byfoged og politimester (-1833). 1821 udnævntes han tillige til borgmester og auktionsdirektør i Helsingør hvis myndige administrator han forblev til udgangen af 1848 da han søgte sin afsked. Sine sidste år tilbragte han i Kbh. og Fredensborg.

I Helsingørs historie indtager de tre borgmestre Bertel Bjørnsen (1749–1820), S. og Jacob Baden Olrik (1802–75, borgmester 1849) en sjælden plads ved den overlegne dygtighed med hvilken de fremmede byens tarv. Således faldt det i S.s lod at råde bod på sårene efter krigen mod England. Efter et af ham 1821 fremsat forslag undergik havnen 1824–28 en betydelig udvidelse og ophøjedes 1824 til statshavn hvorved kommunens kasse aflastedes for udgifterne til dens vedligeholdelse. 1829 tog han initiativet til oprettelsen af Sparekassen for Helsingør og Omegn som han gennem to tiår ledede med omhu og kyndighed. Også andre institutioner står i gæld til ham; bl.a. nød skolen hans udelte interesse. Han førte skoleloven af 1814 ud i livet og var en af hovedmændene ved omordningen af byens skolevæsen i begyndelsen af 1840erne. En central opgave for ham blev det endelig at affatte Helsingørs vedtægt og jævne overgangen fra de halvt rådgivende "eligerede mænd" til den medbestemmende borgerrepræsentation i henhold til købstad-kommunalloven af 24.10.1837. I det hele kan S.s betydning for dansk kommunalstyres historie vanskeligt overvurderes; både i teori og praksis tælles hans navn blandt de førende. Hans hovedværker er De danske Kjøbstæder og deres Bestyrelsesmaade efter vor Lovgivning I–11, 1827–31, Municipalvæsenet i Almindelighed og det Danske i Særdeleshed, 1834 og Grundtræk til en Communal-Forfatning for Kongeriget Danmark, 1850. Hertil slutter sig bl.a. Bemærkninger m.H.t. Anordningen af 24. Oct. 1837, 1837 og Bemærkninger ang. Beskatningsmaaden i de danske Kjøbstæder, 1840. Af disse fortsat læseværdige arbejder udmærker det første sig ved omfattende kundskabsfylde og velgennemtænkte forslag til ændringer i styresættet, mens "Municipalvæsenet" giver et grundlag for en fuldstændig nyordning hvorved amtmændenes kontrol med købstæderne beskæres væsentligt. Allerede her sættes byrådenes valgperiode til seks år, mens valgretten betinges af grundejendom eller en vis næringsskat. Senere indarbejdede A. S. Ørsted i købstadanordningen adskillige af hans positive reformforslag.

S. havde i høj grad danske kancellis øre, bl.a. siden han 1831 med en regeringsvenlig pseudonym pjece, Hvad kan man vente af Provindsial-Stænders Indførelse i Danmark? var gået den slagne vej fra kommunalforvaltningen til den større politik. Også her fandt S., mangesidig som han var, et vidt virkefelt. I første omgang som en af de "oplyste mænd" der i juli 1832 gennemdrøftede regeringsudkastet til stænderforfatningen, siden hen som medlem af Østifternes provinsialstænder. I Roskilde mødte S. 1835–36, 1838 og 1840 som deputeret for sin hjemby hvor han var blevet valgt 1834, og 1842, 1844 og 1846 som kongevalgt repræsentant da han på grund af sin holdning i forfatnings- og skolespørgsmålene var faldet 1841. 1847 opnåede han dog på ny valg i Helsingør hvis borgerskab billigede hans modstand mod den undtagelsesløse værnepligt og deltog i foråret 1848 i det stændermøde der behandlede martsministeriets forslag til valglov for den grundlovgivende rigsforsamling.

I stænderne var S.s indflydelse størst i første valgperiode, ikke mindst i formelle spørgsmål, fx ved udformningen af forretningsordenen. Navnlig i de tidligste "sessioner" trak han et tungt læs; i samlingen 1835–36 var han således medlem af ti "komiteer", i fem af disse udvalg tillige "referent", ɔ: ordfører. Den værdifulde betænkning i sagen om Kjøbstædernes økonomiske Bestyrelse (købstadkommunalloven) var affattet af ham ligesom hans tanker har haft indflydelse på Kbh.s kommunalforfatning af 1.1.1840. Alt i alt var S. både teoretisk og praktisk stændernes ledende kommunalpolitiker, Ørsted alene fraregnet. Af betydelig interesse var også hans egne forslag: om realundervisningens fremme (1835) der forudsatte nedlæggelsen af enkelte hensygnende latinskoler hvoriblandt Helsingørs, om en omorganisation af fattigvæsenet ud fra en sondring mellem absolut og relativt trængende (1838) og om en revision af nærings-lovgivninj;en i Danmark (1840); det første blev en sejr, de to sidste nederlag for ham.

Politisk fremtrådte S. som talsmand for det moderate frisind, "det reformatoriske system contra bevægelsessystemet". Hans ideal var og blev A. S. Ørsted I kommunalforfatningen så han den "sande basis" for det offentlige liv; han var stemt for stændernes sammenslutning til én -rådgivende – institution, men misbilligede den konstitutionelle tendens. Selv var han alle dage den oplyste enevældes og Christian VIIIs fuldtro mand. For øvrigt også helstatens. Han tiltrådte Tage Algreen-Ussings andragende om statsen-hedens betryggelse, og hans ord havde brod mod både slesvig-holstenismen og de nationalliberale. – I del hele nåede S. dog ikke på langt nær hvad hans fortrinlige evner, myreflid og overordentlige kundskabsrigdom berettigede ham til. Skønt en fremstående skribent og en taler af format tabte han efterhånden terræn i stændersalen. Hans modstandere hæftede sig ved hans fødsel, hans bureaukratiske selvbevidsthed og indblanding i de mest uensartede forhold og overså hans indtagende menneskelige og selskabelige egenskaber. Afgørende blev dog først og fremmest S.s ejendommelige rodløshed i tidehvervets voldsomme brydninger; men lødigheden af hans gerning vil sikre hans navn mod glemsel. – Virkelig justitsråd 1817. Etatsråd 1828. Virkelig etatsråd 1846.