Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ditlev Ræder

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ditlev Ræder, Nicolai Ditlev Ammon Ræder, 6.7.1790-20.11.1867, borgmester. Født på gården Nes, Gryttens præstegæld i Romsdalen, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). R. blev student 1809 fra Herlufsholm og juridisk kandidat 1812. Fra 1814 fungerede han som auditør i Rendsborg, men udnævntes 1827 til borgmester og byfoged i Horsens, et embede han beklædte til 1858, og hvori han nedlagde sin vigtigste livsgerning. Nidkært og retsindigt arbejdede han for byens udvikling, og ved en sparsommer lig økonomisk politik samlede han betydelige kapitaler til fremtidigt brug. Han gennemførte 1851 byjordernes udstykning, udvidede havnen 1856–57, og skaffede byen anlægget Caroline-Amalielund 1841, et nyt rådhus 1854 og et sygehus 1858. Da han gik af som borgmester udnævntes han til æresborger. 1845 var han blevet medlem af kommissionen til opførelsen af en ny straffeanstalt, og 1853–57 virkede han som direktør for denne. Ved siden af sin kommunale gerning fik han tid til at beskæftige sig med døgnets politik. 1847 valgtes han til stænderdeputeret og gav møde i den korte session 1848. Han indtrådte derefter i den grundlovgivende rigsforsamling hvor han sluttede sig til den konservative fløj og stemte for A. S. Ørsteds forslag til rigsdagens ordning. R. tog ivrigt del i forhandlingerne og talte imod forslagene om værnepligtens hovedkulds indførelse, næringsfrihed og nævningedomstole. Under forhandlingerne om valgreglerne var han ivrig for at udvide købstædernes repræsentation. – Justitsråd 1836. Etatsråd 1849.

Familie

Forældre: kaptajn, senere oberstløjtnant Johan Georg R. (1751–1808) og Catharina Margaretha Lind (1759–1820). Gift 1. gang 11.6.1820 i Rendsborg med Maria Christina Fischer, født 10.2.1801 i Rostock, død 24.3.1831 i Horsens, d. af købmand i Rendsborg Hermann F. og Anna Charlotta Stintzing. Gift 2. gang 23.12.1832 i Kiel med Amalia Brigitta Christina Luders, født 14.9.1810 i Kiel, død 16.11.1884 i Kbh. (Pauls), d. af Thomas Christian L. (ca. 1777–1851) og Margarethe Elisabeth Stintzing (ca. 1783–1865). – Bror til Jacob R. og Philip R.

Udnævnelser

R. 1840. DM. 1857.

Annonce

Ikonografi

Litografi 1855. Mal. af J. Roed, 1858 (Horsens rådhus). Mal.

Bibliografi

O. Fabricius: Horsens købstads hist., 1879 218f. Jacob Thode Ræder: Barndoms- og ungdomserindr., 1912 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XVI. [J. K. Jensen:] Æresborgere af Horsens købstad, [1935]. Blade af Horsens hist., red. Carl Th. Jørgensen, 1942. Harald Jørgensen: C. N. David I–II, 1950 171 288.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Ditlev Ræder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296748