Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Hove

Oprindelig forfatter VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ove Hove, 17.5.1914-21.10.1993, boligminister. Født i Skive. H. stod efter at have taget realeksamen 1930 i murerlære 1930–34, blev derefter bygningskonstruktør 1938. Efter en kort ansættelse hos bygningsinspektøren i Ålborg var han 1939–41 elev på kunstakademiets arkitektskole. Fra 1941 var han ansat hos stadsingeniøren i Skive, indtil han 1946 åbnede selvstændig arkitektforretning der. Jævnsides med dette var han 1955–57 boligministeriets konsulent i byggerationalisering; denne side af byggeriet fik sammen med kvalitet og byggeøkonomi i stigende grad hans interesse og førte til at han 1957 gik over i Byggecentrum som informationschef, fra 1961 administrerende direktør. H. viste sig idérig, tillidsskabende og indsigtsfuld under arbejdet med opbygningen af den store, forbrugerrettede informationsorganisation og blev flittigt benyttet af det offentlige som rådgiver i byggeanliggender.

Det var en overraskelse da han i februar 1977 blev boligminister i ministeriet Anker Jørgensen III. H. havde siden ungdommen været socialdemokrat, men ellers ikke taget del i politisk arbejde. Han faldt hurtigt til i politikerkredsen, men ved dannelsen af SV-regeringen i september 1979 gled H. ud. Hans politiske indsats blev således kort og kunne ikke sætte sig spor. Efter at være trådt tilbage blev H. på ny leder af Byggecentrum og har ikke mindst interesseret sig for byggeriets eksportside. Han var direktør for Byggecentrum frem til 1981.

Familie

Forældre: sadelmager Johannes P. H. (1884– 1959) og Thora Østergaard (1889–1967). Gift 2.10.1938 med Mette Kirstine Hasselbalch, født 27.3.1909 i Hemstok, d. af gårdejer Severin H. (død 1967) og Maria Melballe (død 1966).

Annonce

Udnævnelser

R. 1971. K.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 31.1.1975. Politiken 25.2.1979. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Ove Hove i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291591