Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marius Sørensen

Oprindelig forfatter VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Marius Sørensen, 8.4.1891-9.12.1964, arbejdsminister. Født i Hvorslev, Viborg amt, død i Højby, begravet sst. S.s start i livet var det traditionelle for en arbejdsmands søn på landet: tjenestedreng, karl og derefter soldat. Han begyndte derpå 1915 som teglbrænder, men blev optaget af organisationsarbejde, var fra 1920 kontorbestyrer for arbejdsmændene i Ulstrup og kom 1922 i forbundets hovedbestyrelse. Han var fra 1925 rejsesekretær i Dansk arbejdsmandsforbund med det særlige felt at få organiseret de sidste arbejdsmænd på landet. S. var derpå fra 1934 rejserevisor i forbundet indtil han 1938 blev forretningsfører for arbejdsmændenes arbejdsløshedskasse og flyttede til Hvidovre. I det følgende årti stod han som en af fagbevægelsens stærke mænd. S. havde også engageret sig i politisk arbejde på lokalt plan. Han var 1921–38 medlem af Vellev sogneråd, 1935–38 af Viborg amtsråd og kredsformand for Sønder Vinge-kredsen 1930–38. I årene 1943–46 var han med i Hvidovre sogneråd og blev 1947 tingvalgt medlem af landstinget. Samme år blev han arbejdsminister i ministeriet Hedtoft. I ministertiden lykkedes det ikke for S. at få gennemført større sager, det lykkedes ham heller ikke at falde til i de ledende politikeres miljø og hele omgangstone. Efter et par år som minister trak han sig i november 1949 tilbage og overtog på ny stillingen som forretningsfører. S. tog sin afsked 1953 og købte en gård ved Nykøbing S.

Familie

Forældre: teglbrænder Søren Christian S. (1868–1947) og Mette Marie Pedersen (1864–1938). Gift 12.1.1945 i Kbh. (b.v.) med Erna Johansen, født 2.6.1913 i Kbh., d. af sukkerhusarbejder Johan J. (1887–1968) og Alma Henriksen (1895–1979).

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard. Foto.

Annonce

Bibliografi

Interviews i Socialdemokraten 31.3.1944 og 7.4.1951. -De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Marius Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298124