Grethe Fenger Møller, 6.11.1941, arbejdsminister, jurist. Født på Frbg. F. M. blev student fra Marie Kruses skole 1961, havde derefter et års studieophold på Hamline University i Minnesota og blev cand.jur. fra Kbh.s universitet 1969. S.å. ansattes hun som sekretær i arbejds- og socialministerierne. 1975 var hun udlånt til statsministeriet som leder af sekretariatet for kvindeåret og var 1976-79 medarbejder i ligestillingsrådets sekretariat. 1979 udnævntes hun til fuldmægtig. Sit omfattende arbejde for kvindesagen indledte hun i studietiden som næstformand i Dansk kvindesamfunds ungdomskreds 1965-67 og var 1967-82 medlem af hovedbestyrelse og forretningsudvalg i dansk kvindesamfund og dets formand 1974-81. 1971-82 var hun medlem af Danske kvinders nationalråds styrelse. 1971 var hun medlem af forretningsudvalget i komiteen for tilslutning til EF. I ulandsarbejde har hun deltaget i rådet for internationalt udviklingssamarbejde 1967-76 og som medlem af Danidas oplysningsudvalg 1976-78. Politisk sluttede F. M. sig til det konservative folkeparti og deltog fra begyndelsen af 1970erne i partiets organisationsarbejde i Kbh.-Frbg. I 1975 blev hun medlem af det konservative folkepartis hovedbestyrelse, blev 1974 indvalgt i Frbg. kommunalbestyrelse og var 1981-82 rådmand. Hun indvalgtes i kommunalbestyrelsen igen i 1989. 1974 opstilledes hun til folketinget i østre storkreds og blev valgt i kredsen 15.2.1977. Ved dannelsen af regeringen Poul Schlüter 10.9.1982 udnævntes hun til arbejdsminister. Det vakte i mange kredse nogen overraskelse at en kvinde placeredes i et ministerium der under en konservativt ledet regering måtte formodes at komme ud for visse storme. De udeblev heller ikke. Der kom proteststrejker og demonstrationer og en langvarig havnearbejderstrejke, men F. M. lod sig ikke gå på af uroen og fastholdt uden vaklen den politiske linje som firkløverregeringen havde fastlagt. F. M. var arbejdsminister frem til 1986 og var i det følgende år folketingsgruppens politiske ordfører. I987-93 var hun formand for Ligestillingsrådet.

I 1988 indledtes Tamilsagen med undersøgelse af justitsminister Erik Ninn-Hansens administration af Udlændingeloven, og M.F. blev inddraget heri som formand for retsudvalget. Hun blev 1994 dømt for at give falsk vidneforklaring i undersøgelsesretten og idømtes 60 dages betinget hæfte, selv om hendes rolle i sagen var begrænset. Hun mistede herefter alle sine politiske poster såvel i folketinget som i Frederiksberg kommunalbestyrelse. Ligeledes mente et flertal i Ligestillingsrådet at hun burde trække sig fra formandsposten. Derefter vendte hun tilbage som fuldmægtig i socialministeriet, hvor hun var indtil 2008.

Familie

F: afdelingschef Torben F. M. (1912-82) og Ebba Edith Jensen (1916-94). Ugift.

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig