Erling Dinesen

Erling Dinesen, 25.2.1910-17.9.1986, arbejdsminister. Født i Næstved, død i Gentofte, begravet på Vestre kirkegård, København. D. voksede op i et arbejderhjem i beskedne kår med en far og mor der begge arbejdede, og i hans politiske liv var arbejdet for social tryghed været et kendemærke. Selv kom han i lære som brugsforeningskommis; efter læretiden havde han ansættelse flere steder indtil han 1931 kom til en brugsforening i Roskilde. Her begyndte hans faglige og politiske arbejde, først som bestyrelsesmedlem (formand 1937) i den lokale HK-afdeling, derefter som formand for Faglig ungdom i Roskilde, medlem af den lokale partiforenings bestyrelse, næstformand i fællesorganisationen og 1943-46 medlem af Roskilde byråd. Dette gav en sikker fornemmelse ikke alene af organisationssystemets funktion, men også af reaktionsmønstre i "græsrødderne" som var medvirkende til senere at give D. den stærke position i socialdemokratiets ledelse. D. var 1943 blevet sekretær i HK og var 1945-49 forretningsfører. Da Gustav Pedersen 1949 trådte tilbage som formand efterfulgte D. ham, indtil han selv blev arbejdsminister 1963. Allerede inden overtagelsen af formandsposten var det i høj grad D. der prægede HK, som betegnende for udviklingen 1953 tog navneforandring fra Dansk handels- og kontormedhjælperforbund til Handels- og kontorfunktionærernes forbund. Det var en periode hvor forbundet var inde i en rivende vækst - alene i D.s tid voksede medlemstallet fra ca. 60 000 til ca. 100 000. Det blev mere tidssvarende i sin form og i sit image og kaldte derfor mere end tidligere på den hastigt voksende funktionærgruppe. D.s ledende position førte ham 1950 ind i LOs forretningsudvalg og dermed også i snævrere kontakt med arbejderbevægelsens politiske ledere. I 1962 blev han opfordret til at træde ind i regeringen, men afslog på grund af en vanskelig overenskomstsituation. 1963 blev opfordringen gentaget, og D. trådte nu ind i ministeriet Krag som arbejdsminister og fortsatte på denne post til 1968 for atter at overtage den 1971 og fortsatte i Anker Jørgensens ministerier 1972-73 og igen 1975, indtil han trådte tilbage 1976. Han indvalgtes 1964 i folketinget (opstillet i Odense 2. kreds).

Ved overtagelsen af ministerposten 1963 blev arbejdsministeriet et stort ministerium idet en række sager med socialt indhold, men knyttet til arbejdsmarkedet, overførtes hertil. D. blev sagligt en estimeret leder af ministeriet med en ligefrem omgangsform og med nedbrydning af traditionelle bureaukratiske arbejdsformer der betød en større inddragelse af ministeriets yngre medarbejdere på et tidligt trin af beslutningerne. Den første store sag, D. gennemførte, var ATP-loven 1964, senere fulgte understøttelsesreformen 1967 der førte arbejdsløshedsunderstøttelsen nær op mod en normal løn. Ministerårenes store arbejdsmarkedsproblemer og D.s indsigt og flid gav ham en central position i regeringen. Han var medlem af regeringens økonomiudvalg og navnlig en af Jens Otto Krags nære rådgivere, et forhold der udviklede sig til et varmt venskab. I årene frem til Krags afgang blev D. en af dansk politiks mest indflydelsesrige mænd, men hele tiden virkende i baggrunden. I forholdet til regeringschefen var han som under alle andre forhold den mand der turde sige, hvad han mente. I den store offentlighed kunne han virke noget farveløs, og da han 1969 valgtes til partiets næstformand, skete det i hård konkurrence med Jens Risgaard Knudsen og Ivar Nørgaard. D. fortsatte som næstformand til Krags afgang i okt.1972, hvorefter han var fungerende formand til sept. 1973. Selv om D. fortsatte som arbejdsminister efter Krags afgang både i den første og den anden Anker Jørgensen regering, var hans indflydelse dog væsentlig mindre. Krag havde i sine sidste år mere og mere taget sig af markeds- og udenrigspolitikken, mens den nye regeringschef selv følte sig mere hjemme i den danske politik. Til dette kom, at D. som så mange politikere udgået fra fagbevægelsen efterhånden mistede den snævre og ligefremme kontakt til udgangspunktet, vel mest på grund af en grundholdning i fagbevægelsen over for den der gør springet. Efterhånden var D. også ved at føle et behov for at skifte fra arbejdsministeriet; i det sidste års tid lod han i stigende grad formanden for arbejdsmarkedsudvalget Svend Auken føre de egentlige politiske forhandlinger (bl.a. om arbejdsmiljølovgivningen). Uden nogen politisk nødvendighed trådte han i september 1976 tilbage som minister. Han fortsatte imidlertid i folketinget frem til 1979 og var 1977-79 medlem af Europaparlamentet og udførte begge steder et energisk arbejde. I 1980 blev han formand for Det centrale handikapråd.