Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter de Albertin

Oprindelig forfatter EiNy
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peter de Albertin, 30.7.1710-19.4.1779, amtmand. Døbt i Helligg. 1.8.1710. Død på Brejninggård. A. blev student 1729 fra Herlufsholm, blev 1737 assessor i hofretten, 1740 i højesteret, 1749 amtmand over Lundenæs og Bøvling amter og s.å. adlet under navnet de Albertin. Han var ejer af Slumstrup og Brejninggård i Bølling herred, Ringkøbing amt, og forstod ved sin jævne og velmenende færd både som amtmand og godsejer at gøre sig afholdt af almuen. Han hørte til de herremænd der havde et åbent øje for hovbøndernes vanskelige kår, og understøttede kraftigt de mange hoveripligtige bøndergårdes salg fra herregårdene som fandt sted netop i Bøvling amt i hans embedstid. A. der 1746 var blevet justitsråd og 1751 etatsråd afskedigedes 1773 fra sin amtsmandsstilling efter arveprinsens ønske, uden indstilling fra rentekammeret, men med 400 rdl. i pension. Et halvt år efter udkom hoveriforordningen af 1773, hvis bestemmelser arveprins Frederik og hans kreds måske har ment A. ikke var den rette mand til at føre ud i livet.

Familie

Forældre: prokurator, senere generalfiskal Brostrup A. (1660–1726) og Charlotte A. West (1674–1713). Gift 21.5.1751 i Tvedemed Cathrine Kirstine Folsach, født 1726, død 25.2.1812 på Brejninggård, d. af krigsråd, senere etatsråd Hans F. til Keldkær, senere Gessinggård (1684– 1758, gift 2. gang 1741 med Helene Marie Brumund, 1706–69) og Anna Elisabeth Gyberg (1698–1739).

Bibliografi

Danm.s adels årbog I, 1884 21 f. A. Leth og G. L. Wad: Medd. om dimitterede fra Herlufsholm I, 1875 91f. – G. L. Baden: Frederik d. femtes regerings årbog, 1832 49f. -Afskr. af opt. i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eiler Nystrøm: Peter de Albertin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285832