Gustav Gotthard v. Blücher, 3.6.1737-30.12.1808, amtmand. Født i Rostock, død i Kbh. (Fred. ty.), begravet i Ørslev k., Vester Flakkebjerg hrd. v. B. blev opdraget i Rostock, kom som ung mand til Danmark hvor han 1756 blev fænrik ved Fodgarden, 1758 sekondløjtnant, 1762 premierløjtnant og kar. kaptajn. S.å. måtte han på grund af et sammenstød med Saint-Germain tage sin afsked, opholdt sig derefter nogle år i udlandet, særlig Frankrig, og deltog på fransk side i syvårskrigens sidste felttog. Efter Saint-Germains fald vendte v. B. der havde gode forbindelser i danske regeringskredse (H. C. Schimmelmann, J. H. E. Bernstorff) tilbage til Danmark, blev major ved 2. jyske regiment og generaladjudant. 1779 udnævntes han til landfoged i Bredsted som han 1785 fik gjort til et særligt amt. Her indviklede hans stridbarhed i forbindelse med uheldige ydre omstændigheder ham i talrige kompetencestridigheder og langvarige retssager, bl.a. vedrørende godset Lindewitt som han havde fået med sin hustru, og som han 1795 af økonomiske grunde måtte afhænde til staten. Hans afsked 1799 var fremkaldt ved hans af fornærmende stridsskrifter ledsagede processer mod rentekammeret og overretten i Gottorp. Sine sidste år levede han i Gentofte og døde i svigersønnen Joachim Bernstorffs hus i Kbh. -Kammerherre 1769.

Familie

Forældre: ritmester Christian Friedrich v. B. (1696–1761) og Dorothea Maria v. Zülow (1702–69). Gift 31.8.1769 i Wellingsbiittel ved Hamburg med grevinde Christine Sophie v. Castell-Remlingen, f. Holstein (gift 1. gang 1757 med rigsgreve Christian Adolph Friedrich Gottlieb v. C.-R., 1735–62), født 23.11.1740, død 16.3.1772 i Hamburg, d. af generalmajor, senere generalløjtnant og gehejmeråd, grev Frederik Conrad Holstein til Holsteinborg (1704–49) og Lucia Henriette Blome (1713–72).

Udnævnelser

Hv. R. 1778. –

Ikonografi

Mal. af E. H. Abelee, 1772. Mal. (Gottorp). Pastel af Jens Juel (Giesegård).

Bibliografi

Fr. Wigger: Geschichte der Familie v. Blücher II, 1878–79, 1, 131–35. Nachrichten über das Amt Bredstedt, 1821. Peter Petersen i Zeitschr. der Gesellsch. für Schl.-Holst. Geschichte XXXIX, 1909.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig