Emil Vedel, 30.8.1824-27.5.1909, amtmand, arkæolog. Født på Søbysøgård, død i Sorø, begravet sst. V. blev student 1840 fra Borgerdydskolen i Kbh. og 1846 juridisk kandidat. 1847 vandt han (samtidig med P. Vedel) universitetets guldmedalje for en afhandling om pressefrihedens historie. Han trådte året efter sin embedseksamen som volontær ind i danske kancelli; 1848 kom han til justitsministeriet, og 1849 udnævntes han til kancellist i indenrigsministeriet hvor han 1852 forfremmedes til fuldmægtig. Forinden havde han med offentlig understøttelse foretaget en toårig studierejse til udlandet. Efter at have underkastet sig den slesvigsk-juridiske eksamen ansattes han som fuldmægtig i ministeriet for Slesvig; 1853 udnævntes han til bureauchef, 1854 blev han medlem af appellationsretten i Flensborg. 1856 konstitueredes han som departementschef for ministeriet for Slesvig; 1858 fik han fast ansættelse, afgik 1864 ved Slesvigs afståelse fra sit embede, men blev efter fredsslutningen medlem af den i henhold hertil nedsatte inkorporations-kommission. 1853-54 holdt han på universitetet forelæsninger over den slesvigske privatrets alm. del (udg. 1857). 1866 udnævntes V. til amtmand over Bornholm hvorfra han 1871 forflyttedes til amtmandsembedet i Sorø som han beklædte indtil han 1902 søgte sin afsked. Hans humane og dygtige virksomhed som amtets administrator påskønnedes i lige grad af hans overordnede og af befolkningen inden for hans embedskreds.

Det er dog som arkæologisk forsker at V. har sat sine spor. Allerede som ung jurist havde han haft kontakt med J. J. A. Worsaae og udviklede som amtmand på Bornholm sin arkæologiske interesse og fandt her den arbejdsmark hvor han skulle gennemføre sine banebrydende arkæologiske undersøgelser. Under sine vandringer på øen hvor han plejede sine interesser for geologi og Bornholms natur bemærkede han gruber og mørke pletter i grusgravene og konstaterede at de udgjorde rester af ligbrændingsbål, brandpletter som han kaldte dem, fra den dengang næsten ukendte ældre jernalder. Sammen med sin mangeårige medarbejder Johan Jørgensen udførte V. 1868-76 en omfattende efterforskning og udgravning af disse uanselige gravanlæg og konstaterede mere end 4000 af dem på 34 forskellige gravpladser. Efter undersøgelse af mere end 1500 grave hvoraf størstedelen på de store gravpladser Kanegård ved Rønne, Kannikegård i Bodilsker og på Mandhøj, publicerede han sine resultater i en række større artikler i Årbøger for nordisk Oldkyndighed (1870, 1872 og 1878) og i to omfattende monografier, Bornholms Oldtidsminder og Oldsager, 1886 og Efterskrift til Bornholms Oldtidsminder og Oldsager, 1897.

Fundene udmærker sig ikke ved rigdom, men ved resultaterne af V.s metodiske analyse af de mange graves form og indhold sammenholdt med gravfelternes topografi. Derigennem afgrænsede han den ældste jernalderperiode i Danmark, den førromerske som han benævnte den, og konstaterede overbevisende den direkte kontinuitet mellem bronzealderen og jernalderen. Disse resultater åbnede nye perspektiver og fik afgørende betydning for jernalderforskningen i Norden.

Det var derfor naturligt at han 1885 efter J. J. A. Worsaaes død valgtes til vicepræsident for Det kgl. nordiske oldskriftselskab, en stilling han beklædte indtil han 1902 af helbredshensyn trak sig tilbage og som erkendtlighed for sit arkæologiske forskningsarbejde udnævntes til selskabets æresmedlem. 1905 udgav V. Oversigt over den danske Literatur om Nordens forhistoriske Arkæologi indtil 1904. Det store materiale V.s udgravninger bragte for dagen indgik i offentlige samlinger, hovedsagelig i Nationalmuseet. – Sekretær 1852. Kancelliråd 1853. Kammerjunker s.å. Kammerherre 1871.

Familie

Forældre: proprietær Jens Kraft Dinesen V. (1793-1827) og Marie Elisabeth Hillerup (1795-1861, gift 2. gang 1828 med kammerjunker, senere kammerherre, hofjægermester Johan Philip Rogert Fønss, 1796-1882). Gift 30.8.1854 i Hørsholm med Emilie Christiane Nyegaard, født 2.12.1833 på Stenalt, død 9.11.1924 i Sorø, d. af proprietær, justitsråd, senere etatsråd Malthe Bruun N. (1789-1877) og Abel M. C. Paulsen (1793-1870).

Udnævnelser

R. 1859. DM. 1877. K.2 1885. K.1 1888. S.K. 1900.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af C. Dalgas, 1847, herefter kopi af Aspelin. Tegn. af L. Frølich før 1861. Mal. af O. Bache, herefter kopi af Hansen-Svaneke (Bornholms mus.). Foto.

Bibliografi

E. V.: Af mit livs hist., 1906. Bornholmske saml. XIV, 1922 140-50 (breve). – Sophus Muller: Vor oldtid, 1897 443f. Hans Kjær i III. tid. 28.8.1904; sst. 6.6.1909. Bo Gräslund i Tor XVI, Upps. 1974 3-248. Ole Klindt-Jensen: A history of Scand. archaeology, London 1975. -Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig