Christian Cederfeld de Simonsen, Hans Christian Joachim Cederfeld de Simonsen, 24.9.1817-24.7.1906, amtmand, politiker. Født i Odense, død i Kbh. (Frue), begravet i Rørup. C. de S. der blev student 1835, privat dimitteret, tiltrådte ved faderens død 1836 besiddelsen af stamhuset Erholm og Søndergårde. Han fortsatte imidlertid studeringerne, blev 1840 cand. jur. og ansattes n.å. i rentekammeret hvor han forblev til 1848. Som kongevalgt medlem deltog han derefter i den grundlovgivende rigsforsamlings arbejde. Efter at han 1855-56 havde været konstitueret stiftamtmand over Fyns stift var han 1856-67 amtmand over Svendborg amt. 1878 valgtes han af højre i 6. landstingskreds (Fyn) til medlem af landstinget, hvor han havde sæde til 1886. Medlem af rigsretten var han 1880-86. Som stor godsejer var C. de S. en meget virksom deltager i det fynske landvæsens udvikling; i april 1899 afstod han besiddelsen af stamhuset til sin søn, senere kammerherre H. C. F. W. C. de S. og tog ophold i Kbh. hvor han døde som den sidste af grundlovens fædre. - C. de S. hørte vel ikke til forgrundsfigurerne i det offentlige liv, men hans solide dygtighed og vindende personlighed gav ham en smuk position i hele hans offentlige virksomhed. Han havde i sit lange liv mange tilllidshverv, var således 1877-82 medlem af Privatbankens bankråd og 1860-67 medlem af Fye.ns Disconto Kasses repræsentantskab (formand 1861-66), ligesom han fra 1888 til sin død var medlem af direktionen for sindssygehospitalet ved Middelfart. - Kammerjunker 1841. Kammerherre 1851.

Familie

Forældre: stiftamtmand Hans Vilhelm C. d. S. (1777-1836) og Elisabeth Castenschiold (1793-1883). Gift 6.6.1857 i Holbæk med Marie Charlotte Frederikke Uldall, født 7.1.1837 i Fredericia, død 29.10.1926 i Kbh. (Helligg.), d. af dr.med., stadsfysikus i Fredericia, senere landfysikus i Holbæk, etatsråd Frederik Adolph U. (1806-73) og Elisabeth Johanne Sophie Sick (1809-1900). -Far til H. C. F. W. C. de S.

Udnævnelser

R. 1854. DM. 1859. K.2 1888.

Ikonografi

Afbildet på silhouetgruppe ca. 1820. Tegn. af C. Baggesen ca. 1820. Mal. af Christoffer Faber, 1836 og af H. Olrik, 1870. Pastel af Cathrine Heyerdahl, 1897. Buste af L. Brandstrup, 1904 (alle Erholm). Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig