• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Christensen

Oprindelige forfattere MeHa og NBanke

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jens Christensen, 30.7.1921-2003, ambassadør. Født i Kbh. C. blev student 1939 og cand. polit. 1945. Herefter blev han ansat i udenrigsministeriet hvor han blev sekretær 1947 og samme år fuldmægtig i det økonomiske sekretariat. Fra 1949 var han atter i udenrigsministeriet og knyttet til OEEC-delegationen i Paris, fra 1952 også til NATO-delegationen. Han blev fuldmægtig i ministeriet 1952 og fungerede fra 1954 som kontorchef. 1957-1960 var han i Wien som midlertidig chargé d'affaires og legationsråd. Fra 1960 deltog han i ledelsen af ministeriets økonomisk-politiske afdeling. 1964 blev han chef for afdelingen og fra 1966 tillige chef for markedssekretariatet. Året efter udnævntes han til ambassadør, og 1971-77 var han chef for departementet for udenrigsøkonomi. C. var govenor i Den asiatiske udviklingsbank 1967-73. Han var ambassadør i London 1977-81 og ambassadør i Wien 1984-89. Herefter var C. ambassadør og leder af Danmarks faste delegation ved OECD 1989-91. Baggrunden for C.s hurtige avancement var hans meget store indsats i forbindelse med forhandlingerne om nordisk økonomisk samarbejde og de europæiske markedsplaner. Med et charmerende humør og et hurtigt realistisk vurderende overblik har han indadtil koordineret et samarbejde med en række administrationsgrene om markedsspørgsmålene, og udadtil ved forhandling med fremmede diplomater skabt forståelse for danske synspunkter. I sine første kandidatår var C. knyttet til universitetet som assistent ved statistiskøkonomisk laboratorium og manuduktør. Han virkede også som lærer ved Handelshøjskolen i Kbh. 1960-77 har han været censor ved Handelshøjskolen. C. har bl. a. skrevet artikler i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Familie

Forældre: fuldmægtig i justitsministeriet, senere landsdommer Christian C. (1890-1985) og cand. polit. Sophie Dorthea Grønnegaard (1894-1969). Gift 1. gang 28.7.1950 i Paris (b.v.) med Tove Jessen, født 27.8.1926 i Kbh., død 1982, d. af grosserer Allan J. (1903-92) og Gulnare Hingstrøm (1905-72). Gift 2. gang med kontorchef i udenrigsministriet Vibeke Pagh, født 6.8.1942 i Kbh., d. af generalløjtnant Hans Jørgen Pagh (død 1994).

Udnævnelser

R. 1957. R.1 1961. K. 1968. K.11973.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

K.r. Asbæk i Berl. tid. 30.7.1971. Annelise Bistrup i Berl. tid. 24.11.1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Niels Banke: Jens Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288273