Johann Friedrich Diederichsen, 18.2.1743-6.4.1794, overretsprokurator. Født i Lütjenburg, død i Paris, begravet sst. D. blev student 1760 i Kiel. Hans bestalling som holstensk "Hofgerichts-Advokat" (af 1765) bekræftedes 1774 af den danske regering, men s. å. forlod D. Kiel for først med sin familie at slå sig ned i Hamburg og senere, 1782, alene at begive sig til Wien hvor han indtil 1790 havde plads i bankfirmaet Bargum hos den berømte københavnske storkøbmand og slavehandler Frederik Bargum. Efter Bargums fallit i Wien 1790 drog D. 1791 ud på rejse sammen med den senere fra Dantonprocessen under navnet Junius Frey bekendte baron von Schönfeld. 1792 mødtes Frey og D. atter i Paris hvor Frey nu spillede en rolle inden for de jakobinske kredse. Som Freys sekretær blev D. ret uforskyldt indviklet først i en korruptionsaffære, "L'affaire de la Compagnie des Indes", og herigennem senere i selve Dantonprocessen. Arresteret 19.11.1793 sad han 4½ måned i fængsel, før han - anklaget for at have deltaget i en sammensværgelse gående ud på at bringe nationalkonventet i vanry og på ved bestikkelse at ville nedbryde republikkens regering - sammen med Dantonprocessens femten andre anklagede kom for revolutionsdomstolen. Kun én af de seksten blev frikendt; de øvrige blev alle dømt til døden. Sammen med Danton og Desmoulins og de tretten andre førtes han til guillotinen, og hans lig kastedes i samme fællesgrav som deres ved Pare Monceaus mur.

Familie

Forældre: diaconus August D. (1711-54) og Sophie Marie Löwe (1707-70). Gift 22.11.1765 i Giekau med Christine Margarethe Nissen, døbt 25.4.1741 i Kiel, d. af sekretær og registrator Peter N. og Engel Dorothea Krapp.

Bibliografi

Albert Mathiez: Un proces de corruption sous la Terreur. L'affaire de la Compagnie des Indes, Paris 1920. Henrik Koppel i Pers.hist. t. 9.r. IV, 1931 242-52. Sv. Cedergreen Bech i Ålborg stiftstid. 15.12.1960.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig