Eduard Reventlow (direktør)

Eduard Reventlow, Eduard Vilhelm Christian Ludvig Ferdinand Reventlow, 25.4.1861-22.1.1923, greve, overretssagfører, kreditforeningsdirektør. Født på Pederstrup, Lolland, død i Kbh., begravet i Theophili skov ved Vesterborg. R. blev student 1880, privat dimitteret og juridisk kandidat 1886. I studenterlivet sluttede han sig varmt til føreren for Studenterforeningens liberale, A. C. Larsen, og som ivrig deltager i utallige diskussioner udviklede han sine betydelige evner som debattør. Efter embedseksamen var han en årrække en meget søgt juridisk manuduktør, og med sin store forståelse af ungdommen kom han til at øve stærk indflydelse på sine elever. 1890 blev han overretssagfører i Kbh., og uagtet hans natur langt mere var forskerens end forretningsmandens fik han efterhånden en meget omfattende sagførervirksomhed. Sin livsopgave fik han dog inden for kreditforeningens ramme. Nærmest ved et tilfælde blev han efter et kampvalg 1900 som neutral tredjemand valgt til retskyndig direktør for Østifternes kreditforening. 1906 blev han direktionens formand, og siden ofrede han sig udelukkende for denne stilling og de interesser der knyttede sig dertil. Det var ikke den store mængde lånesager der tog hans opmærksomhed, men den enkelte vanskelige sag hvor hans indsats da også blev afgørende. Til sin død forblev han leder af den store kreditforening, og såvel her som i kreditforeningernes stående fællesudvalg hvis formand han blev 1913 forstod han at forfægte sine velovervejede standpunkter så overbevisende at han som oftest sejrede ved spørgsmålenes afgørelse. Til generalforsamlingerne forberedte han sig meget omhyggeligt for at væbne sig mod alle indvendinger, og hans til de mindste enkeltheder gennemarbejdede forelæggelsestaler bar præget deraf. Bedst var han dog i debatten hvor han i sjælden grad kunne gå ind på andres tankegang og i elegant form og med uimodståelig elskværdighed bøje dem efter sin vilje. Stærkt følte han sit ansvar, og da i begyndelsen af 1920erne den dalende kronekurs gav stigende tab ved indløsningen af dobbeltmøntede obligationer og rentekuponer og en tid ligefrem blev skæbnesvanger for de pågældende serier voldte det ham megen bekymring og fremskyndede utvivlsomt hans død. Stor var hans omsorg for personalet hvis kår var ham en hjertesag, og under krigstidens stærke prisstigning stod han på repræsentantskabsmøderne atter og atter som personalets varme talsmand for lønningernes forbedring. Kun få var de foretagender han i øvrigt lod sig knytte til. Han blev medlem af bestyrelsen for det Raben-Levetzauske fond 1907, af landbokommissionen fra dens oprettelse 1911 og af nationalbankens repræsentantskab 1920. Ellers levede han tilbagetrukket, i sin fritid optaget af sine interesser for historie, skønlitteratur og kunst.