Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogens Munk

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Mogens Munk, d. 3.12.1558, landsdommer, rigsråd. Begravet i Hjerm k. M. nåede først i en moden alder frem til en indflydelsesrig stilling i det offentlige liv. Han nævnes første gang i et tingsvidne fra 1493 og kaldes da væbner. Takket være broderen, Iver Munk, der 1499 var blevet biskop i Ribe, fik han 1500 sin første forlening: bispegården Volstrup beliggende i en afsidesliggende egn på den sydlige Limfjordskyst. Da M. ikke selv ejede nogen hovedgård blev Volstrup herefter hans faste opholdssted. Det er klart at af denne brorforlening kan intet sluttes om M.s personlige dygtighed. Uden en sådan havde Christian II derimod næppe 1521 givet ham det meget krævende jyske landsdommerembede. Retsreformerne bevirkede dog samtidig en indskrænkning af hans embeds-magt, idet der stilledes to meddommere ved hans side. Til varetagelse af sine egne interesser på det vigtige Viborg landsting kunne Christian II næppe have gjort noget uheldigere valg. M.s landsdommerværdighed blev et værdifuldt aktiv for det jyske adelsparti der i slutningen af 1522 rejste sig til åben modstand mod deres konge; thi til dette sluttede M. sig fra den første begyndelse. Der er intet der tyder på at han var blandt oprørets anstiftere, men han var de nordjyske bisper og herrer der hæmningsløst stræbte efter Christian IIs afsættelse, på såre nært hold, hans bror Ribebispen var blandt de rigsråder der allerede 1512 havde ønsket at gøre hertug Frederik til dansk konge, og begge brødre var nært forbundne med den holstenske adel og har naturligvis derfor været vel vidende om at denne og hertug Frederik var villige til at sætte noget ind på et dansk kongeskifte. Antagelig har M., allerede før de oprørske herrer i brevet af 21.12.1522 forbandt sig til opstand mod kongen, ført uformelle forhandlinger med hertug Frederik; i hvert fald rejste han nu med dette brev, der netop var formet som en fuldmagt for ham, til hertugen for at forhandle. Det lykkedes M. at blive enig med ham, således at oprørerne 20.1.1523 kunne foretage det afgørende skridt at opsige Christian II huldskab og troskab. Umiddelbart efter sendtes landsdommeren på ny til hertugdømmerne, denne gang for at tilbyde hertug Frederik kronen. På vejen ned traf M. Christian II i Vejle, men har næppe som Hans Svaning og Arild Huitfeldt fortæller, ved sin bortgang fra kongen efterladt et opsigelsesbrev fra de oprørske råder skjult i sin handske, idet Christian II i stærke udtryk har benægtet at have modtaget noget sådant. 30.1. modtog M. i Husum hertugens endelige svar. Endnu en gang kom han til at spille en fremtrædende rolle i denne bevægede tid. Det var da han ved hyldingen på Viborg mark 26.3. fremstillede den ny konge for den forsamlede mængde af adelige, borgere og bønder og til slut overrakte den nye konge rigsfanen.

M. var under interregnet (20.1.-26.3.1523) blevet optaget i rigsrådet af dettes oprørske medlemmer. Frederik I gav ham nu Vandfuld herred til len som løn for ydet tjeneste, videre al sagefald og told af Viborg by som for øvrigt havde været tillagt tidligere landsdommere, og han blev atter eneste landsdommer. Men frem i første række trådte M. ikke. At han ikke havde gjort sig elsket af menigmand under udøvelsen af sit embede viste sig 1531 da det på det store Tofte marked der 22.9. afholdtes ved Viborg kom til tumulter. Den umiddelbare foranledning var M.s forsøg på at lade opkræve told af markedsomsætningen -heri handlede han dog efter egen påstand ikke anderledes end sine forgængere – men den egentlige årsag var den gærende uro blandt bønderne fremkaldt af den af Christian IIs tilhængere udspredte proklamation af 30.8. Vel på markedsdagen truedes M.s hustru på livet af nogle bønder der fordrede en mand, M. havde ladet fængsle løsgivet. Den følgende dag, tingdagen, indtog bønderne en så truende holdning at M. måtte flygte. Jens Hvas, hvem det var lykkedes at dæmpe den værste uro, kom derefter på Mogens Gøyes initiativ til at fungere som landsdommer til uroen var dæmpet ned. Skønt M. beholdt sit embede, nærede han alligevel herefter et ganske ubegrundet had til Jens Hvas. Under interregnet efter Frederik Is død 1533 var hans holdning præget af samme politiske kløgt som 1522-23 – han har næppe været de stærke overbevisningers mand. På herredagen 1533 stod han på Mogens Gøyes og Erik Eriksen Banners side, og da grevefejden udbrød gik han straks ind for hertug Christians sag. Han kom da også gennem disse urolige år uden at hans stilling væsentligt svækkedes. De urolige forhold nødvendiggjorde dog at der atter indsattes meddommere ved hans side (aug. 1534). Efter reformationens gennemførelse måtte han for at få lov til at beholde bispelenet Volstrup afstå Vandfuld herred 1537. Hans heri stående pantesum overflyttedes til Volstrup. Han var til stede ved Brømsebrotraktatens afslutning 1541, men trak sig i forsommeren 1542 helt tilbage fra det offentlige liv, samtidig med at hans søn Oluf indvalgtes i rigsrådet. Han nedlagde sit hverv som landsdommer, og selv om det er uvist om han samtidig formelt udtrådte af rigsrådet – både far og søn deltog som rigsråder i hyldingen af prins Frederik i Viborg 4.6. – vides det i hvert fald ikke at han i de følgende år deltog i noget rigsrådsmøde. Han var dog ingenlunde affældig, men levede herefter et ret tilbagetrukkent liv på Volstrup som Oluf Munk dec. 1542 købte af kronen. Selv ejede M. ikke nogen hovedgård. Ved arv fra sin hustrus slægt havde han dog fået andel i Palsgård. Han ejede desuden adskilligt spredt gods. M. havde med sin hustru talrige børn. Med en uadelig kvinde, Marine Jensdatter, som han levede sammen med efter sin hustrus død, havde han desuden to døtre. Ved et gavebrev der 1554 fik kongelig stadfæstelse, sikrede han disses fremtid. De skulle ifølge dette have Ausumgård og to andre gårde i frit eje for livstid.

Familie

Forældre: Oluf M. til Kleitrup og Ide Iversdatter Juel. Gift Karen Rosenkrantz, død 1535, begr. i Viborg domk., d. af rigsråd Ludvig R. til Palsgård (død mellem 1490 og 1492) og Kirsten Andersdatter Hak (død tidligst 1493). -Far til Ide M. og Oluf M. Bror til Iver M.

Annonce

Ikonografi

Fremstillet s.m. Chr. II på historiemal. af Constantin Hansen, 1859, C. C. Andersen, 1875, Robert Peel Bojesen og Bernhard Middelboe, de sidste tre udst. 1875.

Bibliografi

F. Hvass: Personer og familier af navnet Hvas IV, 1880 42f 69-79 81 91 93 203 302f. Familien Rosenkrantz' hist. I, ved Konrad Barner, 1874 247f 263f 270-74; II, ved A. Heise, 1882 134 186; diplomatariet 116f. A. Heise i Hist. t. 4.r.V, 1875-77 269-332. Diplomatarium Vibergense, udg. samme, 1879 XLVII – L. Oluf Nielsen: Hist.-top. efterretn. om Hjerm og Ginding herreder, 1895 66f 102-07. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972. Samme: Når vinden føjer sig ..., 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Mogens Munk i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294566