Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Albertsen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Albertsen, d. 1517, dr.jur. & lic.med. Formodentlig. Sin videnskabelige uddannelse modtog A. i udlandet, navnlig i Köln hvor han 1474 erhvervede licentiatgraden i medicin efter at han tidligere sst. var promoveret til magister artium. 1478 findes han immatrikuleret i Rostock. S.å. blev han af Christian I udsendt for at antage lærere til det universitet kongen agtede at oprette i Kbh. Det var navnlig i Köln han søgte disse. Ved indvielsen af Kbh.s universitet 1479 blev han dets vicekansler, og omtrent på samme tid kreeredes han til doktor i kirkeretten. Skønt han ikke vides at have holdt forelæsninger ved universitetet gavnede han det dog meget på forskellige måder, blandt andet ved 1482 at skænke det dets første bogsamling og ved at fremme bogtrykkerkunstens indførelse her i landet. Gotfred af Ghemens presse var en tid opstillet i hans gård og han har bekostet udgivelsen af de første skolebøger der vides at være trykt i Danmark. 1488 omtales han som kannik ved Vor Frue k. i Kbh., og n.å. forekommer han som kirkens værge. 1491 forlenedes han med Skt. Peders alter i højkoret i Vor Frue k. Om kanonikater i denne kirke måtte han føre flere processer. 1492–93 deltog han i gesandtskaber til Tyskland, England og Skotland. 1495 nævnes han som borger i Kbh., 1496 som rådmand sst. i hvilken stilling han forblev til sin død, og han forekommer som meddommer i flere betydelige retssager. Ca. 1506 forlenedes han af kong Hans med Skt. Jørgens gård uden for Kbh. A. synes at have været en særdeles velstående mand. Til sin sidste tid omfattede han Vor Frue k. og universitetet hvoraf han havde gjort sig så højt fortjent med den varmeste interesse. Gentagne gange betænkte han disse to institutioner med anselige gaver.

Familie

født i Kbh. henimod midten af 1400-tallet, død efter 12.11., men før 8.12.1517, begr. i Kbh. (Frue k.). I sidste del af sit liv gift med N.N.

Bibliografi

Acta pontificum Danica IV, 1910, nr. 3080, 3260; V, 1913, nr. 3312. Oluf Nielsen: Kbh.s diplomatarium I-IV, 1872–79. S. Birket Smith: Om Kbh.s universitetsbibl. før 1728, 1882 4–13. Pers. hist. t. V, 1884 234–35. -E. C. Werlauff: Kbh.s universitet indtil reform., 1850 11–15. H. F. Rørdam: Kbh.s kirker og klostre, 1859–63 137–40. W. Norvin: Kbh.s univ. i middelalderen, 1929 99 186f. Bjørn Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929–30 139 146f 149 156.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Peder Albertsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285838