Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.D. Bruun

Oprindelig forfatter HaJen
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

P.D. Bruun, Peter Daniel Bruun, 18.12.1796-7.6.1864, jurist, politiker. Født i Fredericia (Trin.), død Kbh. (Helligg.), begravet i Asmild. B. blev student (privat) 1813, vandt universitetets guldmedalje for en historisk prisopgave (om slaviske folks besiddelser i Holsten) 1816, blev 1818 cand. jur., juridisk licentiat 1820, surnummerær assessor i Viborg landsoverret 1822, virkelig assessor 1826, købte 1830 Asmild kloster ved Viborg (som han beholdt efter at være flyttet fra Viborg), blev 1839 assessor i højesteret. 1838 blev han kongevalgt medlem af Viborg stænder, 1841 og 1847 folkevalgt deputeret for ottende landdistrikt (Mols m.m.), valgtes 1848 i Ebeltoft til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, var medlem af landstinget for Kbh. 1849–53, derefter for 9. kreds (Århus, Randers og Viborg amter), udtrådte juli 1862 af rigsdagen, 12.9.1863 af rigsrådet. Han var i samlingerne 1842, 1844, 1846 som Joachim Fr. Schouws efterfølger den jyske stænderforsamlings præsident, 1850–62 formand i landstinget. – B.s største bedrift i stænderne var at han 1842 på trods af den kgl. kommissarius' indsigelse gennemførte drøftelsen af den Hiort-Lorenzenske sprogsag. I den grundlovgivende rigsforsamling tilhørte han nærmest højre fløj af de nationalliberale; sammen med C. M. Jespersen stillede han det bekendte forslag om rigsdagens sammensætning (ɔ: reglerne for valgbarhed til landstinget) der vandt regeringens tilslutning og skulle blive gennemført i forsamlingen med 127 stemmer imod 13. Han var (som valgt af landstinget, ikke af højesteret) medlem af den rigsret der dømte i sagen imod ministeriet Ørsted 1855. Som parlamentarisk forhandlingsleder var B. sikker og frisindet, myndig og elskværdig og til trods for at han havde en meget svag stemme velegnet til den grundlæggende indsats han kom til at øve. – Justitsråd 1836. Konferensråd 1856.

Familie

Forældre: købmand og fabrikant Bertel B. (1767–1827) og Magdalene Barbara Brøchner (1768–1831). Gift 18.11.1824 i Viborg med Reinholdine Vilhelmine Christine Schonheyder, født 18.6.1803 i Kbh. (Frue), død 28.10.1883 på Asmild kloster, d. af justitiarius, senere stiftamtmand og gehejmekonferensråd Johan Franciscus Gottlieb S. (1773–1850) og Engelke Marie Smith (1770–1847). – Far til Gottlieb B. Bror til H. B. B., Johannes B. og M. P. B.

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1855. K. 1856.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af N. Rademacher, 1840. Afbildet på litografi 1844 af stænderrepræsentanterne i Viborg efter tegn. af L. A. Smith, i stik 1850. Tegn. sign. Kayser, 1852. Litografi 1856. Mal. af Constantin Hansen, kopi af A. Dorph (folketinget) og benyttet på Constantin Hansens mal., 1860–64, af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg); portrættet herpå gengivet i træsnit 1864 efter tegn. af H. Olrik. Mal. af S. Vermehren efter foto (folketinget), kopi efter mal.

Bibliografi

Breve i Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl., I-IV, 1945–58. – S. Elvius og H. R. Hiort-Lorenzen: Danske patriciske slægter, 1891 50f. III.tid. 26.6.1864. Daniel Bruun: Slægts- og barndomsminder fra Viborgegnen, 1925 16–23. Hans Jensen: De da. stænderforsamlingers hist. 1830–48 II, 1934. M. P. Bruuns dagbog 1856–74, udg. Vagn Dybdahl og Birgit Nüchel Thomsen, 1961. H. H. Worsøe i Fra Viborg amt, 1972 123–40. -Jørgen Swanes slægtsarkiv i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jensen: P.D. Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287818