Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolaus Theophilus

Oprindelig forfatter Hens
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nicolaus Theophilus, 1541-2.11.1604, jurist, diplomat. Født i Flensborg, død i Kbh. Efter skolegang i sin fødeby og i Lübeck blev T. 1557 immatrikuleret i Wittenberg hvor han påbegyndte filosofiske, medicinske og teologiske studier. Senere s.å. drog han til Rostock hvor, efter faderens død, retsvidenskab blev hans hovedstudium og hvor han trådte i nær forbindelse med David Chytraeus; også i Jena studerede han. Herudover dyrkede han den latinske digtekunst med nogen succes, udgav et par samlinger af latinske digte, deriblandt de Carmina in Caesares Romanos som han 1562 under et ophold i Sverige i anledning af sin brors bryllup fik trykt, og 1567 opnåede han kejserligt diplom som poëta laureatus. Efter i en kort tid at have været ansat i Sverige i tjeneste hos hertug Magnus, søn af Gustaf Vasa, foretog han rejser til Polen, Italien og Frankrig. 1569 erhvervede han den juridiske doktorgrad i Rostock. 1566 var han blevet kancelliskriver i Kassel og fik 1571 bestalling som hofråd og kancellisekretær hos landgrev Vilhelm af Hessen.

Hans herre brugte ham i forskellige sendelser, bl.a. også til Danmark, og som hessisk råd og mægler deltog han i forhandlingerne om Slesvigs forlening 1579. Derved blev kansler Niels Kaas bekendt med ham, og dette gav anledning til at han 1580 ansattes som professor juris ved Kbh.s universitet. Også i Danmark blev han brugt til diplomatiske forhandlinger, særlig med Skotland og Sachsen som han gentagne gange besøgte; også sendelser til kejseren og til England omtales. – Han var tre gange universitetets rektor. 1589 beskikkedes han tillige til kgl. bibliotekar med pålæg om at have opmærksomheden særlig henvendt på den udenlandske litteratur. Et kannikedømme i Roskilde, hvormed han 1592 aflagdes var vel nærmest en løn for hans diplomatiske virksomhed. Som lærer synes han at have besiddet klarhed og tydelighed i fremstillingen. Han udgav det hertillands første juridiske kompendium De diversis regulis juris antiqvi, 1584 samt en del disputatser over juridiske emner, bl.a. De privilegiis studiosorum, 1603.

Familie

Forældre: præst ved Mariakirken i Flensborg, provst Nicolaus Johansen (Johannis) (død 1558) og Anna Lorenzdatter. Gift 1571 med Anna Zaan, død ca. 1599 i Kbh. (gift 1. gang med landgrevelig hessisk staldmester Konrad Neid).

Annonce

Bibliografi

R. Vinding: Regia academia Hauniensis, 1665 147–49. J. Moller: Cimbria lit. I, 1744 680f. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist II, 1869–72 632–38. Danske gesandter og gesandtskabspersonale indtil 1914, udg. E. Marquard, 1952. Franz Gundelach: Die Hessiche Zentralbehörden von 1247 bis 1604 III, Marburg 1933 265.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. A. Hens: Nicolaus Theophilus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298247