N. Lassen

N. Lassen, Niels Kjeldgaard Poulsen Lassen, 2.1.1848-21.2.1923, jurist. Født i Nykøbing M, død i Kbh. (Cit.), begravet på Frbg. (Solbjerg). L. er vokset op i Sønderjylland, kom 1864 til Kbh., blev 1865 student (Metropolitanskolen) og cand.jur. 1870. Efter at have været beskæftiget som volontør i justitsministeriet og som juridisk manuduktør var han fra 1872–74 med støtte fra Stampes stipendium på en studierejse til Tyskland, Schweiz og Italien. Et resultat heraf var afhandlingen Villien som Forpligtelsesgrund. Bidrag til Løsningen af et brændende Spørgsmaal i Formueretten der 1874 indbragte ham den juridiske doktorgrad. Efter at være fortsat som volontør, senere assistent i justitsministeriet blev han 1879 assessor i kriminal- og politiretten, fra 1890 i landsover- samt hof- og stadsretten, 1896–97 tillige næstformand i sø- og handelsretten. 1897 blev han assessor i højesteret og fra 1909 rettens justitiarius, indtil han afskedigedes 1915. L. hørte politisk til højre, var 1889–97 borgerrepræsentant og 1893–1902 formand for overligningskommissionen.

Foruden i sin disputats ydede L. i tidsskriftafhandlinger og samleværker en lang række i samtiden højt skattede bidrag til den danske retslitteratur især om privatretlige og strafferetlige emner. Kendt i dag er stadig hans synspunkter vedrørende anvendelsen af danske lovs 3–19–2 om husbondsansvaret og en større afhandling (i Tidsskrift for Retsvidenskab, 1891), hvori han tog stilling til dommen over J. F. Struensee som han godkendte fra et juridisk synspunkt. Hans forfatterskab omfattede talrige andre afhandlinger og oversigter over domstolenes praksis der blev meget læst. L. modtog opfordringer til at søge ind ved universitetet, men afslog. I legislativt arbejde havde L. deltaget som sekretær i den kommission der 1882 afgav udkast til en sølov og senere da der 1901 atter kom gang i det nordiske lovsamarbejde som formand for den danske civillovskommission der udarbejdede købeloven af 1906. L. havde som dommer og justitiarius en fremtrædende position i højesteret. Hans ofte skarpe, ligefremme og undertiden måske mindre velafvejede udtryksform, der også kom frem i faglig polemik, gav i hans sidste år som justitiarius i højesteret anledning til en række presseangreb fra Social-Demokraten. Om disse angreb som det er blevet antydet, danner baggrunden for hans afskedigelse 1915 er dog tvivlsomt. En fældende straffedom i en brandstiftelsessag 1913 havde i den socialdemokratiske presse givet anledning til en række personlige angreb på en underretsdommer og højesteret. Kort efter udtalte L. i et avisinterview, at han af princip ikke læste socialdemokratiske blade, en udtalelse han uddybede i en senere samtale med Social-Demokraten hvor han tillige udtalte sig mindre forsigtigt om en ældre frifindende straffedom (Fejøsagen). Udtalelserne gav Social-Demokraten anledning til heftige angreb på L., og de blev atter fremdraget 1915 efter af Social-Demokratens redaktør F. J. Borgbjerg og andre var blevet dømt for deres angreb på underretsdommeren 1914, og L. beskyldtes nu for had mod socialdemokratiet, selvom han kun havde udtalt sig om pressen. To dage efter afskedigedes L. administrativt, som man kunne da han var fyldt 65 år, officielt med den iøvrigt ikke urigtige begrundelse, at hans helbred var vaklende. Efter sin afgang skrev L. sine Erindringer I-II, 1918–19.