Kristian Mogensen, Mogens Kristian Mogensen, 24.2.1926-27.11.2003, jurist. Født i Roskilde (domsg.), begravet på Sorgenfri kgd. M. stammede fra en slægt af embedsmænd og præster. Selv vaklede han efter studentereksamen 1944 mellem officersgerningen og jura og valgte for så vidt begge dele, som han efter sin juridiske embedseksamen 1951 ikke blot aftjente sin værnepligt, men fortsatte som officer af reserven, og var 1978-91 oberstløjtnant af reserven i livgarden. Siden drengeårene var M. konservativ ud fra den betragtning at hovedløs reformiver er tåbelig og at den fremadskridende udvikling bør ske med ro og omtanke. I studietiden følte han sig mest knyttet til Aksel Møller og øvede en betydelig indsats i Studenterforeningens konservative og KU, i hvilken forbindelse han 1950-52 var medlem af det konservative folkepartis hovedbestyrelse. 1953 var han kandidat til folketingsvalget i Sakskøbing- og Stubbekøbingkredsene uden dog at ønske en politisk karriere. s.å. ansattes han som fuldmægtig på Bernt Hjejle m.fl.s advokatkontor hvor han siden virkede, fra 1959 som kompagnon, fra 1962 med møderet for højesteret. M. betragtede proceduren som både den interessanteste og den vigtigste del af advokatgerningen, og han påtog sig derfor et stort antal procedurer for alle retter og instanser, først og fremmest ved højesteret. Overalt vandt han den største respekt for ikke blot sin juridiske ekspertise, men også sin dømmekraft i øvrigt, hvilken sidste egenskab ikke mindst er kom hans arbejde som rådgiver for virksomheder til gode, fx A. P. Møller-gruppen, Privatbanken, Kjøbenhavns Handelsbank, Den danske Bank A/S Det kgl. octr. alm. Brandassurance-Compagni (formand), A/S De danske Spritfabrikker, Nyt nordisk Forlag A/S, A/S Det danske Stålvalseværk (formand), Det kgl. kapel, Den almindelige danske lægeforening, Danmarks jurist- og økonomforbund og Industrirådet, af hvis hovedbestyrelse han siden 1978 var medlem. Kongehusets interesser varetog han bl.a. som medlem 1979-93 af kuratoriet for prins Joachim som ejer af godset Schackenborg. Han stod bag den økonomiske rekonstruktion af Det berlingske hus efter arbejdskonflikten i 1977. M. forsvarede Erik Ninn-Hansen under rigsretssagen vedr. Tamilsagen 1993-95. - Sine kollegers tillid nød M. bl.a. som generalsekretær ved de nordiske jurist-møder 1963 og 1978, og præsident herfor 1993, som medlem af Advokatrådet 1969-77 og som medlem af Retsplejerådet 1974-95.

Politisk havde M. betydning ved i forståelse med Aksel Møller og derpå Poul Sørensen at arrangere sammenkomster hvor konservative politikere kunne møde personer uden for den partipolitiske sfære. Først og fremmest virkeder han dog som rådgiver for Erik Ninn-Hansen, hvem han støttede i den lederkrise der opstod efter det konservative folkepartis alvorlige deling ved valget 1973. Det var M.s opfattelse at partiet kun kunne hævde sig ved at vedkende sig en klart konservativ politik, en holdning Poul Schlüter tilsluttede sig. Herefter trak M. i alt væsentligt sig tilbage fra aktiv politisk virksomhed, men var dog fremdeles (siden 1965) medlem af det konservative folkepartis hovedbestyrelse. M.s politiske indflydelse kan være vanskelig at præcisere, fordi den overvejende havde rådgiverens og formidlerens karakter. Der er næppe tvivl om at den i økonomiske, organisatoriske og juridiske spørgsmål var betydelig. Først og fremmest var M. dog en af sin samtids betydeligste advokater som højesteret utvivlsomt gerne så på dommersiden af skranken. Han var ikke blot en til det yderste omsigtsfuld procedør i opsigtsvækkende sager, men også en fremragende rådgiver for de erhvervsinteresser han påtog sig at varetage. Han står som en af sin samtids ypperste standsrepræsentanter.

Familie

Forældre: adjunkt, senere rektor for Odense katedralskole, sidst for Lyngby statsskole, Poul M. (1895-1980) og Ingrid Kirsten Tang Gravesen (1904-92). Gift 12.7.1958 i Lyngby k. med Inga Zeest Larsen, født 26.7.1938 i Kbh. (Trin.), d. af overingeniør Hans L. (1906-86) og Henny Zeest Pedersen (1918-70).

Udnævnelser

R. 1972. R1. 1979. K1.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig