Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Berlin

Oprindelig forfatter Tamm
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knud Berlin, Knud Kugleberg Berlin, 7.6.1864-14.9.1954, jurist. Født i Kbh. (Helligg.), død på Blegdamshosp., Kbh., urne i fællesgrav på Bispebjerg kgd. B. blev student 1883 fra Haderslev læreres skole. Om sine ungdomsår beretter han i sine erindringer hvoraf fremgår at han nærmest valgte juraen som brødstudium, men hans egentlige interesser var historie, filosofi og æstetik. Han deltog ivrigt i de politiske og litterære rørelser i 1880erne, lærte sig russisk og polsk og publicerede nogle oversættelser og afhandlinger om slavisk litteratur; en oversættelse af Mickiewicz' krimske sonetter opnåede endda Georg Brandes' rosende omtale. 1890 blev han juridisk kandidat og havde i årene 1891–93 ansættelse i finansministeriet. 1892 modtog han universitetets guldmedalje for en afhandling om de statsretlige betingelser for traktaters gyldige afslutning efter Danmarks og andre landes konstitutionelle forfatninger (utrykt). Da han efter et års studier i Berlin og Paris søgte ansættelse i justitsministeriet afvistes han af justitsminister, J. Nellemann og fik i stedet 1895 en stilling i rigsdagen hvor han 1898 avancerede til protokolsekretær i folketinget. B. var levende politisk interesseret uden dog at komme til at deltage i egentligt praktisk politisk arbejde. Det var hans tilknytning til partiet venstre der blev anledningen til de studier der mundede ud i disputatsen fra 1906 om Opløsningsretten overfor lovgivende Forsamlinger. En sammenlignende retshistorisk og dogmatisk Undersøgelse. Anledningen var den diskussion der i de år verserede om hvorvidt de såkaldte kongevalgte landstingsmænd var omfattet af opløsningsretten til tinget eller ej. B. lod i sin bog spørgsmålet henstå som tvivlsomt, og også de politiske begivenheder udviklede sig på en sådan måde at spørgsmålet aldrig blev sat på spidsen.

Det islandske spørgsmål synes at have været B.s livssag. En væsentlig del af hans erindringer optages af en skildring af hans deltagelse i forhandlinger og litterære diskussioner herom. Det var især den historiske og statsretlige side af det islandske spørgsmål der interesserede ham. Allerede kort efter disputatsen kom han således til at arbejde videnskabeligt hermed, idet han 1907 blev sekretær i den dansk-islandske kommission. I dennes betænkning optoges hans afhandling Om Islands statsretlige Stilling indtil 1851, og Islændernes gamle Overenskomst af 1262 og Islands Stilling derefter. Endvidere udsendte han det ufuldendte skrift Islands statsretlige Stilling efter Fristatstidens Ophør, 1909. Islændingene havde selv argumenteret med historiske og retlige argumenter. Det var derfor naturligt for B. at søge at gendrive disse, hvad også i det væsentlige lykkedes. Hans argumentation havde derimod ikke modstandskraft over for den politiske udvikling og den egentlige drivfjeder bag islændingenes krav, deres nationalfølelse og selvstændighedstrang. Også Færøernes og Grønlands stilling i riget havde hans levende interesse. I en artikel i Tidsskrift for Rettsvitenskap (1929 og 1931) kritiserede han en af islændingen Jon Dúason fremsat opfattelse at Grønland i gammel tid var en del af Island, og særlig med henblik på striden mellem Danmark og Norge om Østgrønland udgav han værket Danmarks Ret til Grønland (1932, overs, til tysk, engelsk og fransk). – 1910 var B. blevet knyttet til Kbh.s universitet i en nyoprettet stilling som docent i islandsk ret der dog havde en rent formel karakter, da ingen studenter meldte sig. 1911 blev han ekstraord. professor i islandsk ret og offentlig ret og 1919 ord. professor i offentlig ret. Hans fag var statsforfatningsretten. Hans lærebog Den danske Statsforfatningsret, hvoraf udgivelsen påbegyndtes 1916, men som først fuldendtes 1934, afløste Henning Matzens noget tendentiøse fremstilling og udmærkede sig ved sin neutralitet og bedre tilpasning til studenternes behov, selv om den på flere punkter stod i gæld til Matzens fremstilling. B. var en flittig skribent, hvorom vidner ikke blot hans større arbejder, men også talrige avisartikler, polemiske kommentarer og mindre tidsskriftafhandlinger.

Familie

Forældre: murermester Frederik Vilhelm Rudolf B. (1821–93) og Gunder Marie Helene Klingenberg (1824–92). Gift 1. gang 14.10.1900 i Kbh. (Garn.) med Agnes Birgitte Reinertdine Marie Nielsen, født 1.11.1874 i Kbh. (Helligg.), død 21.12.1913 på kommunehosp. sst., d. af fæstemand, senere forretningsfører Carl Nicolai Johan N. (1835–95) og Reinhardine Antoinette Nicoline Jensen (1848–83). Gift 2. gang 17.10.1914 med Anna Augusta Regina Ringsted, f. Andersen (navneforandring 7.7.1898 til Bisholt), født 7.8.1873 på Frbg. (gift 1. gang 1900 med sagfører Marius Valdemar Nicolai R., navneforandring 1897 fra Jensen, 1876–1909), død 7.2.1944 i Hellerup, d. af værtshusholder, senere bud Niels A. (1840–1913) og Ane Sophie Jørgensen (1843–1912).

Annonce

Udnævnelser

R. 1921. DM. 1931. K.2 1933.

Ikonografi

Buste af Gustafson, 1926. Gruppetegn. af Hans Bendix (Kgl. bibl.).

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ., 1906 83. Knud Berlin: Spredte erindringer fra et langt liv, 1952. Poul Andersen i Festskr. udg. af Kbh.s univ., 1955 105–11. Frantz Dahl i Berl. tid. 7.6.1924. H. Fenger i Danm. under besættelsen II, red. Vilh. la Cour, 1947, 383.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: Knud Berlin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286836