J.H. Deuntzer

J.H. Deuntzer, Johan Henrik Deuntzer, 20.5.1845-16.11.1918, jurist, konseilspræsident. Født i Kbh. (Trin.), død i Charlottenlund, urne i Bispebjerg urnehave. D. blev student fra v. Westens institut 1862 og cand. jur. 1867. Han deltog som frivillig i krigen 1864, blev sekondløjtnant i artilleriet 1868 og var 1876-84 løjtnant af forstærkningen. 1868 fik han universitetets guldmedalje for en moden og sikker undersøgelse af legatarens retsforhold til testators bo, blev derefter volontær i generaldirektoratet for skattevæsenet og forflyttedes 1870 til justitsministeriet hvor han bl.a. virkede som sekretær ved en afdeling af proceskommissionen. 1871 foretog han en studierejse til Wien, Paris og London på det Hurtigkarlske stipendium og vandt efter sin hjemkomst konkurrencen om det ved F. T. J. Grams død ledigblevne juridiske professorat. Hans konkurrenceafhandling Om Fuldmagt og dermed beslægtede Forhold, 1872 -D.s eneste formueretlige arbejde - viste en betydelig evne til konsekvent og logisk analyse. Fra 1872 til sin udnævnelse til konseilspræsident 1901 virkede D. ved universitetet. Hans lærefag var civilrettens første afdeling. Dertil kom processen, da J. Nellemann udnævntes til justitsminister 1875. D. blev medlem af konsistorium og referendarius consistorii 1891 og var universitetets rektor 1897-98. Både som docent og skribent indtog D. en anselig plads inden for fakultetet. I pædagogisk begavelse stod han vistnok tilbage for Henning Matzen, men hans bøger var fastere opbyggede og mere gennemførte end Matzens.

Som forfatter fortsatte D. linjen fra J. E. Larsen, Nellemann og Gram. Han var historiker som Larsen og Nellemann og den positive rets fortolker som Gram. Nøgtern, praktisk og konkret af sind savnede han sans for den retsvidenskabelige erkendelsesteori. De store retslige grundspørgsmål ejede ikke hans interesse. Her bevægede han sig på et for ham fremmed terræn. En væsentlig del af D.s forfatterskab affødtes, i dets oprindelige skikkelse i det mindste, direkte af hans lærergerning. I modsætning til sine ældre kolleger der dikterede forelæsninger til de studerende og derved forberedte deres store systematiske værker til senere offentliggørelse, udsendte D. som støtte for undervisningen kortfattede og sammentrængte og derfor ikke altid let tilgængelige grundrids, således Kort Fremstilling af den danske Arveret, 1873, Kort Fremstilling af den danske Personret, 2. afsnit af privatrettens almindelige del, 1874, Kort Fremstilling af Retssystemets, navnlig Privatrettens almindelige Del, 1. afsnit, 1875, et af D.s ringere arbejder, og Kort Fremstilling af den danske Næringsret, 1879. Af større videnskabelig værd var Den danske Familieret, 1882 der overgik tidligere fremstillinger ved sit retshistoriske materiale der var indsamlet flittigt og grundigt. Til disse privatretlige arbejder sluttede sig en bredere og lettere læselig udvikling af Den danske Arveret, 1892. Som processuel forfatter fuldførte D. den af Nellemann begyndte, men ikke tilendebragte litterære bygning. En række af D.s skrifter på dette felt, Den ekstraordinære Civilproces, 1880, Om Forligsmægling i civile Sager, 1887, Om Arrest og Forbud i civile Sager efter dansk Ret, 1888 og Den danske Civilproces fremstillet til Brug for de Studerende, 1901 svarede i anlæg og udførelse til de foran nævnte grundrids. Endnu højere i videnskabelig rang nåede Om Appel i civile Sager efter dansk Ret, 1880 og særlig D.s hovedværk, det klassiske Den danske Skifteret, 1885 (forkortet fremstilling 1889) hvori han nedfældede de rige erfaringer han havde høstet ved studier i marken. Gentagne gange var han for at bevare føling med det praktiske retsliv konstitueret dommer i de københavnske retter. Sine processuelle lære- og håndbøger supplerede D. med forskellige værdifulde afhandlinger, således Bemærkninger om Arrest før Dom i civile Sager og dette Retsmiddels Udvikling efter 1683 (i Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger, 1887) og Højesteret i 1683 (i universitetsprogrammet 1898). I afhandlingen Henrik Stampe. Meddelelser om hans Liv og Virksomhed (universitetsprogrammet 1891) gav han en rammende karakteristik af Stampes betydningsfulde indsats i videnskabens og statens tjeneste. Af rent historisk indhold var Af det asiatiske Kompagnis Historie (Nationaløkonom. Tidsskr., 3. rk. XVI, 1908). D.s øvrige skribentvirksomhed omfattede især processuelle, person- og statsretlige afhandlinger og anmeldelser.

Som varm ven af den juridiske praktiskteoretiske skandinavisme blev D. 1874 medlem af den danske bestyrelsesafdeling for de nordiske juristmøder. Til det første hæfte af Nordisk Retsencyclopædi skrev han 1878 Den nordiske Familie- og Arveret der gav en mønsterværdig knap og sluttet fremstilling af denne del af skandinavisk ret. På det 4. nordiske juristmøde i Kbh. 1881 fremlagde han Om Statsborger- og Undersaatsforhold, især dets Stiftelse og Ophør der gav stødet til en traktatmæssig ordning for Sveriges og Danmarks vedkommende. Til det 5. nordiske juristmøde i Stockholm 1884 skrev han afhandlingen Om Myndighedsreglerne og Afændring deri. - D. kom ikke til at bryde nye baner som retsforsker, men hans produktion, navnlig den historiske del og hans skifteret, danner et uoverspringeligt led i den danske retsvidenskabs udvikling i sidste del af 1800-tallet. Han var en stor arbejdskraft og jernflittig, og der blev lagt beslag på hans praktiske indsigt og juridiske dygtighed af både stat og private. Han blev ekstraordinær assessor i højesteret 1894, udformede sammen med Nellemann grundlaget for lov af 7. april 1899 om formueforholdet mellem ægtefæller, bidrog til forarbejderne til lov af 29. marts 1904 om livsforsikringsvirksomhed og var medlem af proceskommissionen af 1892 og formand for voldgiftskommissionen af 1899 vedr. arbejdsstridigheder og for finanslovkommissionen af 1909. Fra 1910 var han medlem af den internationale voldgiftsdomstol i Haag. 1897 var han medstifter af Ø. K. og viceformand til 1910. I Statsanstalten for Livsforsikring var han direktør og formand for bestyrelsen fra 1912. Gennem en lang årrække sad han i bankrådet for Arbejderbanken og i kontrolkomiteen for forsikringsselskabet Nye Danske; 1896-1901 var han dets formand. Som bestyrelsesformand for Frbg. arbejderhjem forestod han opførelse af arbejderboliger på Frbg.

Politisk tilhørte D. det liberale venstre i hovedstaden. Han var 1884 med til at opstille venstremanden C. V. Nyholm på Frbg. og stillede selv op mod højres kandidat ved et suppleringsvalg til landstinget 1886, men blev ikke valgt. H. Hørring tilbød ham 1897 justitsministerposten i sit højreministerium. Det fristede D. at komme til at arbejde politisk for den retsreform, han havde været med til at forberede i proceskommissionen, men efter en drøftelse med Viggo Hørup afslog han tilbudet. Tidligt på foråret 1901 fik han fra kredse der stod hoffet nær (formentlig prins Valdemar og prinsesse Marie der virkede for dannelsen af et venstreministerium) opfordring til at søge audiens hos Christian IX. Kongen værdsatte D. der dog ikke mente at kunne gå til kongen uden direkte opfordring. I maj sagde D.s kollega, højremanden prof. Matzen, til ham at han måtte være forberedt på at blive inddraget i forhandlingerne om dannelsen af et nyt ministerium. Det var derfor ikke overraskende for D. at han 16.7.1901 fik opfordring til at indtræde i et venstreministerium, men han havde næppe ventet at kongen ville forlange at han skulle være konseilspræsident. Christian IX så formentlig i D. et passende forbindelsesled mellem hoffet og et ministerium af venstremænd, og D. selv så sin opgave som mægler og formidler ved overgangen til det nye. Ukendt med parlamentarisk virksomhed og uforberedt på at skulle sammensætte et ministerium fik han ikke megen indflydelse på dets sammensætning der hovedsagelig afgjordes af lederne af de tre store grupper i venstre, J. C. Christensen, P. A. Alberti og Chr. Hage.

Som konseilspræsident fik D. gennemført loven om nedsættelse af forsvarskommissionen af 1902. Da han sammen med konseilspræsidentposten også havde overtaget udenrigsministeriet, arbejdede han, navnlig i 1904, for at opnå stormagternes anerkendelse af en erklæring om Danmarks permanente neutralitet. Han ville herved imødekomme et udbredt ønske i den danske befolkning og håbede at striden om forsvaret kunne bilægges, hvis en permanent neutralitetsordning fastlagde forsvarets opgaver til et egentligt neutralitetsværn, selv om dette måske ville blive ganske kostbart. Der kom dog intet ud af D.s bestræbelser, da stormagterne var uinteresserede. Derimod fik han afsluttet en voldgiftstraktat med Nederlandene og en med Rusland forberedt. De vestindiske øers salg som ministeriets flertal ønskede, var han modstander af, og salgets stranding i landstinget 1902 var ingen sorg for ham. I ministeriet stod han i et skarpt modsætningsforhold til Alberti, og det var en personlig sejr for ham at han april 1904 fik rigsdagen hjemsendt, inden Albertis pryglelovsforslag var færdigbehandlet. December 1904 kritiserede finansudvalgets venstremedlemmer krigsminister V. H. O. Madsen for uretmæssig brug af bevillinger til befæstning af Saltholm. D. opfordrede Madsen til at demissionere, og da marineminister F. Jøhnke ikke på Madsens krav ville følge med ud af ministeriet, udnyttede J. C. Christensen krisen i sine bestræbelser for at skille den radikale fløj af venstrereformpartiet ud og danne et homogent ministerium. Det blev umuligt for D. at danne et nyt ministerium, og 14.1.1905 demissionerede han. Over for de store politiske og personlige modsætninger ministeriet rummede, var D.s logik og forhandlingsevner kommet til kort. - D. var 1902 blevet valgt til folketinget i Højrupkredsen efter Sophus Høgsbro. Marts 1905 udmeldte han sig af venstrereformpartiet og gik i valggruppe med folketingets venstre, senere det radikale venstre. 1906, 1909 og 1910 valgtes han i Højrupkredsen som radikal løsgænger. 1913 trak han sig tilbage, men blev januar 1914 kongevalgt medlem af landstinget på den plads der blev ledig ved J. B. S. Estrups død juleaften 1913. Juni 1914 indmeldte han sig i den radikale rigsdagsgruppe. Egentlig partitilhænger af det radikale venstre var D. ikke. Men fra sin ungdoms tilknytning til 1880ernes københavnske liberalisme stod han i grundanskuelser partiet nær. - Dr. jur. h. c. ved Kbh.s univ. 1894, ved Kristiania univ. 1911. - Gehejmekonferensråd 1905.