Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Ernst

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Ernst, Heinrich Ernesti, 7.2.1603-7.4.1665, jurist, filolog. Født i Helmstedt i Braunschweig, død i Kbh. E., der var en slægtning af Georg Calixt, er formodentlig indkaldt ca. 1626 sammen med eller på foranledning af sin landsmand Christopher Heidtmann der blev professor eloquentiæ ved akademiet i Sorø. Sst. kom E. til at virke, først som privatpræceptor for forskellige unge adelsmænd, senere som "tugtemester" for Christian IVs søn Valdemar Christian. Han holdt desuden også lejlighedsvis offentlige forelæsninger på akademiet. 1627 var han i Nederlandene, 1630-33 ledsagede han den unge Peder Gyldenstierne gennem Tyskland, Nederlandene, Frankrig, England, Italien og over Sicilien til Malta, og 1637-39 var han med Valdemar Christian i Nederlandene, Frankrig, Italien, England, og på denne rejse erhvervede han den juridiske doktorgrad. Efter sin hjemkomst blev han professor i jura og moralfilosofi ved Sorø akademi og virkede i denne stilling i en snes år. Hans omfangsrige forfatterskab står for en stor del i forbindelse med hans professorgerning; med et par enkelte tyske undtagelser er det skrevet på latin og omfatter både filologi, antikviteter, teologi, moralfilosofi og jura. Som klassisk filolog har E. leveret udgaver af bl.a. Epiktet, Cornelius Nepos, Boëthius, Valerius Probus og Seneca, til dels støttet på selvstændige håndskriftstudier. Af hans antikvariske skrifter er det mest bemærkelsesværdige hans Epistola de cornu aureo ad Joach. Gersdorffium. 1641 (GI. kgl. saml. 2376, 4°) hvori han fremsætter en fra Ole Worm afvigende tydning af det 1639 ved Gallehus fundne guldhorn som han erklærer for vendisk af oprindelse. At E., tilmed som udlænding, havde dristet sig hertil vakte Worms forbitrelse, men ved Stephanius' mellemkomst blev en offentlig polemik undgået. Inden for dansk middelalder-historie gjorde E. sig bemærket ved udgivelsen af Regum aliquot Dania? Genealogia, 1646 efter et håndskrift han havde opsporet i Laon. Han bestemte skriftet rigtigt som et indlæg i striden med Philippe Auguste uden at være klar over at abbed Vilhelm er forfatteren. – E.s teologiske skrifter viser ham som en from lutheraner. 1656 udgav han hele to skrifter om søndagens helligholdelse, et lærd med titel "IappaTiau.65" og et opbyggeligt Sontags-Fragen. At han var discipel af Holger Rosenkrantz den lærde (1574-1642) i hvis hus han 1634 havde opholdt sig og med hvem han stod i brevveksling samt ved hvis død han udgav et mindeskrift, præger ham som moralfilosofi hans lntroductio ad veram vilam, 1646 som er et forsøg på en rent kristelig etik der bryder med den gængse filosofiske morallære i kristelig tjeneste.

R.s egentlige fag var dog juraen, og bortset fra Jacob Thomasius' nedsablende dom over hans Stalera jurisprudentiæ, 1662 nød han stort ry som jurist. Beregnet for studerende er Catholica juris, 1634 hvori der findes et værdifuldt tillæg indeholdende konjekturalkritiske forbedringer til Jacques Cujas der kom senere udgaver af denne vidtberømte juridiske forfatter til gode. Selve Catholica juris har en vis interesse ved sit statsretlige standpunkt. Som elev af Henning Arnisæus hvem nævnte tillæg er tilegnet var E. tilhænger af enevælden, men anså det ikke for opportunt at docere absolutistiske teorier på dette tidspunkt hvor rigsrådets magtstilling var styrket. Han skabte derfor en dansk statslære, et mærkeligt kompromis mellem monarkisme og monarkomakisme, svarende til den foreliggende politiske konstellation. Senere, da vinden vendte sig, blev han enevældens håndgangne mand som den nye regering efter 1660 da også anså for brugbar. Allerede 1658 havde han af helbredshensyn fået lettelser i sit professorarbejde og fra 1660 var han kun professor honorarius (bestalling 1662) idet han samtidig var blevet assessor i danske kancelli og desuden fra 1661 havde sæde i den nye højesteret. Yderligere var han medlem af den store, såkaldte "første lovkommission" (1661) og af den mere eksklusive "anden lovkommission" (1662), men døde før den tredje kommission nedsattes 1666. Han nåede heller ikke at udnytte det privilegium på udgivelsen af den nye lovbog han 1661 sammen med Peder Scavenius havde fået. – Blandt tidens mange indkaldte tyskere hører E. afgjort til dem der udrettede et nyttigt arbejde i sit nye fædrelands tjeneste. Som forfatter var han europæisk bekendt, og flere af hans skrifter, både filologiske og juridiske, fandt optagelse i forskellige af de store, internationale "Thesaurus"-samlinger (Grævius, Everhard Otto, Meermann).

Familie

Forældre: rådskæmner i Helmstedt Heinrich Ernesti (ca. 1567-1646, gift 2. gang med Barbara Elisabeth v. Rheden, ca. 1570-1645) og 1. hustru (død 1625). Gift 1640 med Sophie Faber, født 1623, død 27.3.1694, d. af enkedronning Sophies kansler dr.juris Daniel F. (død 1626) og Anna Lundt, begr. 3.11.1685 i Kbh. (Frue) (gift 2. gang 1632 med professor Henning Arnisæus, død 1636, gift 3. gang 1647 med dr.theol. Jørgen Witzleben, 1616-76).

Annonce

Ikonografi

Mal. af Karel van Mander (Fr.borg), stukket af A. Haelwegh i 1650erne og brugt som forlæg for E.s portr. på billedet af arvehyldningen 1660, malet af Heinrich Hansen 1880 (Fr.borg).

Bibliografi

Forarbejderne til Kr. V.s danske lov, ved V. A. Secher og Chr. Støchel I, 1891-92 2-259. Breve fra og til Ole Worm, overs. H. D. Schepelern I-III, 1965-68. – B. G. Struve: Acta litteraria I. 7, Jena 1710 50f. J. F. Jugler: Beytrage zur jur. Biographie V, Lpz. 1779 332-49. Cramer i G. Hugos Civilistisches Mag. VI, Berlin 1837 9-11. E. C. Werlauff i Nord. t. for oldkyndighed 1, 1832 313 315-17. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 58f 204. J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz, 1896. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I, 1917-18 (fot. optr. 1970) 153-55. Kn. Fabricius: Kongeloven, 1920 (fot. optr. 1971). Sorø I, 1923-24 især 606-09. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I, 1946 5. Wolfg. Prange: Christoph Rantzau auf Schmoel, Neumünster 1965 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s IL 150. J. Glebe Møller i Kirkehist. saml. 7.r. VI, 1966-68 195-98. Dansk retshist. i hovedpunkter, ved Ditlev Tamm og Jens Ulf Jørgensen II, ny udg. 1975 23 152. – Afskrift af brevveksl, med Holger Rosenkrantz i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: Henrik Ernst i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289216