Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fr. Vinding Kruse

Oprindelig forfatter Tamm
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Fr. Vinding Kruse, Frederik Vinding Kruse, 30.7.1880-14.4.1963, jurist. Født i Thisted, død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). V. K. blev student 1899 og 1905 cand.jur. I studietiden havde han tillige dyrket filosofi og fik 1902 accessit for en afhandling om David Humes filosofi. Efter eksamen var han assistent og sagførerfuldmægtig, opholdt sig 1909-11 med støtte af det Hurtigkarlske rejsestipendium i England og Tyskland, blev 1913 dr.jur. på en arbejdsretlig afhandling og var fra 1914 professor i retsvidenskab ved Kbh.s univ. indtil sin afgang 1950. – Både som retsvidenskabsmand og universitetslærer og som deltager i lovgivningsarbejdet kom V. K. til at indtage en fremtrædende plads. Hans videnskabelige program er formuleret i indledningen til hans hovedværk Ejendomsretten: "Fremtidens Samfundsvidenskab maa saa vidt jeg kan se, hvile paa en Sammensmeltning af Jura, Socialøkonomi, Fysiologi, Psykologi og andre Fagvidenskaber om Menneskelivet." Det var hans opfattelse at der til den rette belysning af centrale retsspørgsmål fordredes et samarbejde mellem forskellige videnskaber, og at dette særlig måtte gælde retsvidenskaben. Der krævedes ikke blot et samvirke mellem jura og socialøkonomi og anvendelsen af en sociologisk metode, men ønsket om at få samfundet til at virke for de rigtige værdier måtte betyde at det var nødvendigt at få uden for samfundsvidenskaberne og inddrage fx æstetik, ernæringsvidenskab, psykologi etc. V. K. ville nedbryde fagmurene mellem de enkelte videnskaber og inden for juraen selv. Det emne han havde valgt for sin disputats om Arbejdets og Kapitalens Organisationer retslig bedømt, 1913, fordrede netop en sådan bearbejdelse under inddragelse af gældende ret, socialøkonomi, rets- og socialhistorie, og på dette grundlag redegjorde han for erhvervsorganisationernes udvikling i de vigtigste industrilande, virksomhedernes magtkamp og de retlige problemer i forbindelse med boykot og trustdannelse.

I Tinglysning samt nogle Spørgsmaal i vor Realkredit, 1923, fremlagde V. K. en kritisk retssammenlignende undersøgelse af tinglysningsvæsenet i forskellige lande der mundede ud i et lovforslag. Af justitsministeren fik han den opgave personligt at udarbejde et forslag til ny lov om tinglysning der gennemførtes 1926, og hvori indeholdtes en række nye regler om registrering af rettigheder over fast ejendom og om pant. Denne lov der i det væsentlige er V. K.s eget værk selv om han i ikke ubetydeligt omfang kunne bygge på ældre teoretiske forarbejder betød et væsentligt fremskridt i dansk ret og er måske hans vigtigste indsats. Dele af bogen om tinglysning dannede sammen med en række mindre afhandlinger forstudier til V. K.s videnskabelige hovedværk Ejendomsretten I-V, 1929-33 (3. opl. 1951) og hvoraf dele er oversat til engelsk og tysk. Hermed var inden for tingsretten skabt et sidestykke, omend metodisk helt forskelligt, til Julius Lassens Haandbog i Obligationsretten. Værket adskilte sig fra ældre fremstillinger af denne disciplin både ved at inddrage erfaringer fra andre videnskaber og i hele sit systematiske og begrebsmæssige anlæg der gav bogen et noget vidtløftigt præg, men samtidig måtte virke inspirerende. Værket indbragte V. K. den Anders Sandøe Ørstedske hædersmedalje 1935. Med betegnelsen "ejendomsret" i stedet for som hidtil tingsret ville han fremhæve at der var tale om rettigheder der ikke blot skulle tilfredsstille økonomiske og materielle behov, men som tillige var bestemt af en række "sjælelige" faktorer. V. K. foreslog en række systematiske nydannelser, fx begreber som "åndelig ejendomsret" og begrebet "tilhør" i stedet for besiddelse, men disse forslag fik kun begrænset tilslutning. V. K. deltog ivrigt i det legislative arbejde inden for felter der havde tilknytning til hans fag, fx vedrørende naturfredning (lov 1937) og byplanlægning m.v., konkurrence- og varemærkeretten og beskyttelse af forfatter- og kunstnerrettigheder, hvortil kom en række afhandlinger om andre lovgivnings-spørgsmål.

Efter afslutningen af værket om ejendomsretten begyndte V. K. der også tidligere, bl.a. i debat med Alf Ross om retskildespørgsmål havde behandlet retsteoretiske spørgsmål, udsendelsen af en række værker med emner fra retslæren og erkendelsesteorien. Det gælder den ved sin fremkomst stærkt omtvistede Retslæren I-II, 1943, hvori han dels redegjorde for sin opfattelse af en række af rettens grundproblemer, dels skitserede retningslinjerne for indretningen af et idealsamfund. Især hans tanker om en fremtidig forfatning der på én gang byggede på et stærkt og koncentreret styre og samtidig skulle danne værn om åndelig og personlig frihed, blev senere imødegået af bl.a. Hartvig Frisch. Forud for Retslæren var gået to erkendelsesteoretiske værker Erkendelseslæren og Naturvidenskabens Grundbegreber, 1941 (2. udg. 1961) og Erkendelse og Vurdering, 1942 (2. udg. 1952) og den efterfulgtes af Det kommende samfund, 1944, hvori V. K. yderligere uddybede sin forfatningsmodel som modstykke til demokrati og diktatur. Endelig udkom 1956 Mod kulturforfaldet. De retsteoretiske dele af V. K.s forfatterskab nød ikke samme anerkendelse som hans formueretlige forfatterskab og legislative arbejde, og skønt de som hans øvrige arbejder ikke savner perspektivrigdom og fantasi blev de uden egentlig indflydelse på den retsteoretiske, filosofiske og samfundsmæssige debat i Danmark. 1948 udsendte han et udkast til en fælles nordisk borgerlig lovbog som genudsendtes i ændret skikkelse 1962. Arbejdet der forudsatte et stort overblik over retsstoffet var en ganske imponerende præstation af én mand, selv om tanken om at gennemføre et sådant projekt nok for længst må betragtes som skrinlagt. I sit fakultet fik V. K. ved sin magtfulde personlighed en betydelig indflydelse på studiets indretning der havde hans store interesse, men hans interesseområder spændte, som det fremgik af hans program, overhovedet meget vidt. I anledning af de sønderjyske grænsespørgsmål udsendtes han som delegeret til Frankrig og England, og efter genforeningen var han en periode formand for grænseforeningen ligesom han havde tilknytning til en række større erhvervsforetagender som bestyrelsesformand.

Annonce

Familie

Forældre: toldassistent, senere på Refshaleøen Christoffer Vinding K. (1849-1938) og Maren Oline Nielsen (1849-1907). Fornavn Louis slettet ved kgl. bevilling 2.7.1937. Gift 22.12.1920 i Kbh. (Jerusalem) med Pouline Petersen, født 24.2.1884 i Helsingør, død 9.9.1959 i Kbh. (Pauls) (gift 1. gang 1904 med forretningsfører Aage Viggo Gertsen Kempel; ægteskabet opløst), d. af typograf, senere købmand Peter Christian August P. (1844-1902) og Ane Marie Frandsen (1840-1914). – Far til A. Vinding Kruse.

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1924. K.2 1931.

Ikonografi

Buste af Jens Lund, 1935. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1914 134f. Interview i Gads da. mag. XXX, 1936 292-98. -Frantz Dahl i Berl. tid. 30.7.1930. Festskr. til F. V. K., 1940 9-16. C. Rasting i Juristen, 1960 375-77. W. E. v. Eyben i Tidsskr. for retsvæsen, 1960 177-79. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1963 135-40. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: Fr. Vinding Kruse i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299039