Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Plum

Oprindelig forfatter Tamm
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Claus Plum, Juli.1585-16.3.1649, jurist. Født i Kbh. (?), død sst., begravet i Frue k. P. blev student 1604 fra Herlufsholm. Efter en omfattende studierejse der indbefattede ophold ved universiteter i Tyskland (Wittenberg 1605-08, Heidelberg 1608, Giessen 1609), England (1612) og Skotland, Frankrig, Italien (Padova 1616) og Nederlandene kaldtes han 1615 hjem til det ledige juridiske professorat ved Københavns universitet, men vendte først tilbage 1617. Det var første gang siden 1537 at der i dette professorat blev udnævnt en dansker, og vistnok også første gang at universitetet selv fik indflydelse på udnævnelsen. 1621 disputerede P. for den juridiske doktorgrad over en ikke bevaret afhandling om hævd. Han var fire gange universitetets rektor og blev 1623 Frue kirkes akademiske værge. Det eneste af P.s skrifter der er bevaret er den tredje af fire disputatser om ægteskabsret (1627) der i tidens stil lægger hovedvægten på romerretten og kanonisk ret, men dog lejlighedsvis omtaler dansk ret. Af forelæsningskatalogerne fremgår at P. har annonceret forelæsninger over ægteskabsretten på grundlag af Frederik IIs ægteskabsordinans. Interesse for national ret viste han også ved, som det fremgår af fortalen til Christen Ostersen Veiles Glossarium juridico-Danicum, 1641 (3. udg. 1665), at have ydet forfatteren bistand ved udarbejdelsen og senere revisionen af dette værk.

Familie

Forældre: købmand, senere byfoged, kgl. herold Peder Frandsen (død 1608) og Cathrine Syben (død 1613). Gift 1. gang 1618 med Maren Winstrup, født efter 1599 i Kbh. (?), død 1636 sst. (Frue), d. af biskop Peder Jensen W. (1549-1614) og Anna Eisenberg (1575-1646). Gift 2. gang 22.4.1638 i Kbh. (Frue) med Kirstine Cortsdatter, født 1608 i Kbh. (?), død 11.5.1654 sst. (?), d. af professor Cort Aslaksen (1564-1624) og Barbara Olufsdatter (ca. 1586-1628).

Ikonografi

Billede på epitafium af sten samt ligsten (begge forhen i Vor Frue k., Kbh., nu forsvundne).

Annonce

Bibliografi

Kirkehist. saml. 3.r.I, 1874-77 415 428 430 435f 443-59 463-65 467 485-91 814f. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam IV, 1902 257f 265 286-325 424-83. – Christen Ostersen: Glossarium juridico-Danicum, 1641 (3. udg. 1665) fortalen. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. III-IV, 1868-77. C. Bruun: Kbh.s hist. I, 1887. Festskr. i anledn. af 200 års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Kbh.s univ., red. E. Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936 26f 31f 43-47 119 268f. Will. Norvin: Kbh.s univ. i reformationens og ortodoksiens tidsalder I, 1937 196. Breve fra og til Ole Worm I-III, 1965-68.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: Claus Plum i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295812