Christian Paulsen, Paul Detlev Christian Paulsen, 10.1.1798-28.12.1854, jurist, politiker. Født i Flensborg, død sst., begravet sst. P. stammede på fædrene og mødrene side fra flensborgske storkøbmandsslægter. Da faderen døde var han den rige bys fjerdestørste skatteyder. Hjemmet var, som patriciatet i Flensborg i øvrigt, tysktalende, og drengen sendtes 1809 til det berømte Salzmannske institut i Schnepfenthal/Thüringen, men moderen, som stærkt påvirkede hans menneskelige, religiøse og nationale udvikling havde også tilskyndet ham til at lære dansk og gav ham danske bøger med. Femten år gammel kom han på gymnasium i Gotha. 1816 blev han student i Lübeck. Han valgte at studere jura, især i Göttingen (1816-18), var et semester i Berlin og et i Heidelberg og afsluttede sine studier med bienniet i Kiel (1819-21). 1821 tog han juridisk eksamen på Gottorp. Fra 1821 supplerede han sine studier i København. Her tog han 1822 licentiatgraden med et arbejde om den ældste arveret hos de skandinaviske og germanske folk og blev 1824 juridisk doktor på en behandling af de tilsvarende spørgsmål efter romersk ret. 1823 tog han latinsk-juridisk eksamen i København. – I sin tyske studietid opfattede P. sig som dansker der studerede i udlandet, uden at dette indebar et modsætningsforhold til hans omgivelser. I den hannoveranske universitetsby Göttingen fik han gennem sine lærere et varigt indtryk både af Edmund Burkes evolutionær-konservative samfundsopfattelse og af den "historiske retsskole", men blev også medlem af Burschenschaft-bevægelsen. Han begejstredes af tanken at det var ynglingens helligste pligt at udvikle sig til mand og virke kraftigt i det borgerlige liv for folk og fædreland hvorved han forestillede sig en virksomhed som retslærd i Danmark. Også Wartburg-festen oktober 1817 deltog han i og lærte af. Hans "fædrelandske rejse" gennem kongeriget 1820 svarede til den "fædrelandske vandring" som anbefaledes af den tidlige tyske nationalbevægelse. Sidst i 1821 skiftede han helt over til dansk i sin dagbog; han havde tidligere kun brugt dansk ved særlige lejligheder. Han betegnede nu dansk som sit hjertesprog, tysk som sit modersmål.

Sin Danmarksrejse 1820 sluttede P. med dagbogsnotatet: "Gid at der kommer en Tid, da min Fædreneegn atter som Sønder-Jylland vorder en Deel af et nyfødt constitutionelt Danmark!" Dette tidlige Ejderstatsstandpunkt, en konsekvent omplantning til dansk grund af den tyske studenterbevægelses krav om national enhed og konstitutionel frihed, fastholdt P. dog ikke. Det trængtes tilbage under hans fortsatte statsretlige studier der gjorde den dansk-tyske helstat til det givne udgangspunkt for ham. I denne helstat, et produkt af en historisk retsudvikling, tilfaldt der det danske Slesvig som havde et kompliceret statsretligt forhold til både Holsten og kongeriget, en særlig rolle som bindeled. P., der 1825 var blevet ekstraordinær professor i lovkyndighed ved Kiels universitet (ordinær prof. 1842), kunne i sine forelæsninger om dansk og hertugdømmernes ret og om nordisk retshistorie virke for at "gøre de to Hoveddele af Riget mindre fremmede for hinanden ved at fremhæve mit nærmere Fødelands danske Grundbestanddele". Først revolutionen marts 1848 og den påfølgende borgerkrig gjorde P. til en resolut forkæmper for Danmarks og Slesvigs snævre forening under udelukkelse af Holsten.

Da Uwe Jens Lornsen 1830 i kølvandet af den franske julirevolution forsøgte at rejse en petitionsbevægelse i hertugdømmerne for at få kongen til at give en liberal forfatning prøvede han også at vinde P. der nok var tiltalt af "det skjønne Ideal", men fandt tidspunktet upassende. Samtaler med kollegaen N. Falck bestyrkede ham i dette synspunkt, og P. underskrev senere den af Falck og andre ældre liberale foranstaltede henvendelse til Kiels magistrat som havde det formål at blokere Lornsens og de yngre liberales plan om en omfattende direkte petitionsbevægelse under omgåelse af de lokale instanser. I en samtale med Lornsen efter fremkomsten af dennes berømte pjece frastødtes P. af Lornsens politiske radikalitet og manglende sans for forskellen i Holstens og Slesvigs statsretlige stilling. P. havde hidtil ført en forskers tilbagetrukne liv, men opfattede det nu som sin pligt at deltage i den strøm af skrifter som Lornsens optræden havde udløst. 1832 udsendte han Ueber Volkstümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig (dansk oversættelse 1945), "i sine virkninger ... en af de betydeligste Indsatser i vor nationalpolitiske Literatur" (Knud Fabricius). Umiddelbart havde skriftet det formål at fremme den dansk-tyske helstat. Det var på denne baggrund at P. pegede på misforholdet mellem det danske sprogs udbredelse i den nordlige del af hertugdømmet og dets officielle stilling og slog til lyd for sproglige reformer i retsvæsen og skole. Det var også på denne baggrund han hævdede Slesvigs vedvarende stilling som dansk len, modsat den teori der forfægtedes af N. Falck. Både folkepræget og statsretten gjorde i P.s øjne Slesvig til et bindeled for helstaten. Skriftet modtoges med almindelig velvilje, også i tyske kredse uden at de foreslåede reformer blev sat i værk.

Påvisningen af det danske sprogs mislige stilling bragte imidlertid P. i kontakt med meningsfæller i Nordslesvig og fangede navnlig hans kollega Chr. Flors interesse. Det blev især Flor der efterhånden trak den stuelærde og beskedne P., som tilmed led af en talefejl, ind i politisk arbejde. De samarbejdede med den slesvigske stænderdeputerede Nis Lorenzen (Lilholt) om det forslag han 1836 indbragte i Slesvig stænderforsamling om dansk rets- og forvaltningssprog hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog, dvs. på landet i Nordslesvig. De var også virksomme for bladet Dannevirkes oprettelse 1838 – begyndelsen til en national dansk presse i Nordslesvig – hvor P., ligesom også ved Fr. Fischers danske blad i Åbenrå blev en flittig medarbejder. Over P. og Flor gik også den første forbindelse til de københavnske liberale i Trykkefrihedsselskabet hvor Orla Lehmann november 1836 fik vedtaget at selskabet udvidede sit arbejdsområde til det dansktalende Nordslesvig. 1837 omdelte selskabet det hos P. bestilte skrift Det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig (optr. 1941) og begyndte at sende boggaver der siden førte til oprettelse af lånebogsamlinger, og 1839 til at slesvigere i København med tilknytning til Trykkefrihedsselskabet oprettede en "Forening til dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig". 1844 var P. blandt talerne ved den 2. Skamlingsbankefest og udtalte bl.a. at hvis de dansktalende holdt sammen mod den fordom der fandtes imod dem i hertugdømmernes "lærde og fornemme Verden" og "indenfor Lovlighedens Grændser ved Besindighed, Alvor og Fasthed" søgte at overvinde den, da ville de opnå målet: "det danske Sprogs Haandhævelse og Statens Opretholdelse". Jævnsides med denne understregning af nationalitetens og statsenhedens betydning gik imidlertid en stigende skepsis over for de slesvig-holstenske bestræbelser som kunne føre til helstatens opløsning og burde modvirkes ved en fast hånd fra statens side.

P.s gerning ved Kiels universitet blev oprindelig ikke belastet af hans nationalpolitiske engagement. I sit juridiske forfatterskab behandlede han især Danmarks og hertugdømmernes ældre privatret. Det skete i større og mindre arbejder, grundigt og omhyggeligt udarbejdet og præget af forfatterens bestræbelser for at afdække de hensyn som retsreglerne i sin tid var fremgået af og deres betydning for hans samtidige retsliv. 1834 udgav han Lehrbuch des Privat-Rechts in den Herzogtümern Schleswig und Holstein, i hvis anden udgave 1842 han tillige medtog en fremstilling af Lauenburgs privatret. Som universitetslærer blev hans stilling efter 1837 og især efter 1843 dog vanskeliggjort af den tiltagende politiske spænding, og selv om P. aldrig kom i et så udpræget modsætningsforhold til sine tyske kolleger som Flor blev han dog isoleret, navnlig i forhold til studenterne. 1845 søgte han forgæves borgmesterembedet i Flensborg. En særlig linie i hans forfatterskab bestod i hans statsretlige undersøgelser, bl.a. offentliggjort i Antislesvigholsteenske Fragmenter (1848 og 1850) samt en større anmeldelse (1842) af Lornsens efterladte skrift Die Unionsverfassung Dänemarks und Schleswig-Holsteins. Hertil hørte også hans indsigelse mod slesvig-holstenske teorier om at hertugdømmerne blev forfordelt af kongeriget, og om hertugen af Augustenborgs arveret til hertugdømmerne (Für Dänemark und für Holstein, 1836). Endnu 1832 havde P. regnet med en mulig deling af Slesvig i tilfælde af den kongelige mandsstammes uddøen, men præsidenten for det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli, Carl Moltke, havde 1835 gjort ham bekendt med augustenborgernes arvehyldning 1721, et hidtil ukendt dokument som overbeviste P. om at kongelovens arvefølge var gældende for hele Slesvig og for dele af Holsten. Det var på dette skrift hertug Christian August reagerede ved 1837 at udsende anonymt i Halle en pjece der delvis ordret gengav hans fars hidtil ukendte udredning fra 1813 om arvefølgen efter augusten-borgsk opfattelse.

Revolutionen 1848 kom ikke som en overraskelse for P. Slesvig-holstenske kolleger foreslog ham 11.3. en deling af Slesvig, men den tanke lå ham fjernt. 24.3. forlod han Kiel efter i konsistorium at have protesteret mod den provisoriske regering. I København blev han modtaget med åbne arme og gjort til medarbejder i det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli. I efteråret 1848 begyndte han også at holde forelæsninger ved universitetet over slesvigsk ret. Han advarede imod grundlovsforberedelserne så længe slesvigerne af krigsbegivenhederne var afskåret fra at kunne deltage i dem og modsatte sig de delingstanker som kom frem inden for de skiftende danske ministerier. Vinteren 1848-49 gjorde han på ministeriel opfordring udkast til en slesvigsk særforfatning hvor han foreslog oprettelsen af en højesteret og en landdag i Flensborg, den sidste bestående af de samme mænd som var valgt til rigsdagsmænd. Denne landdag skulle have lovgivende myndighed med hensyn til retsforfatning, politi- og kommunalvæsen, og de herhen hørende sager skulle henlægges under et slesvigsk ministerium i København, mens kirke- og undervisningsvæsen, finanser og de øvrige indenrigske sager skulle høre under ministerier, der var fælles for Sønderjylland og kongeriget, men behandles i særlige kontorer. Novemberministeriet fulgte imidlertid ikke denne plan, og august 1849 fulgte P. Frederik Tillisch som juridisk rådgiver til Flensborg hvor han efter Isted-slaget udnævntes til medlem af overjustitskommissionen, og da denne fra 1.6.1852 afløstes af appellationsretten fulgte han med over i denne. I mellemtiden havde han været medlem af Notabelforsamlingen i Flensborg 1851 og skrevet motiveringen af dens betænkning der afviste de slesvig-holstenske forestillinger om helstatens genopretning. Sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer for den danske skole i Flensborg indgav han november 1853 forslag til stænderforsamlingen om at Flensborg skulle optages i distrikterne med blandet rets- og forretnings-sprog. Efter en kort sygdom døde han allerede ved udgangen af det følgende år, kun 56 år gammel.

Den sindige, oprindelig meget moderate mand som stred bravt for helstatens opretholdelse og den danske nationalitets bevarelse, og som først efter lang tids skuffelser i 1848 blev en energisk forfægter af Ejderstaten er blevet kaldt den første sønderjyde, "d.v.s, han var den første Slesviger, der saa det som sin Livsopgave at bevare og videreudvikle sin Landsdels Karakter af dansk Landskab, uden derfor at stille sig fjendtligt mod dets hidtidige tyske Overklassekultur" (Knud Fabricius). Han var, som det fremgår af hans liv, hans dagbøger og hans skrifter, en mand der stilfærdig, men rank stod på hvad han anså for ret. – I anledning af P.s 100-års dødsdag oprettedes 1954 en komité til uddeling af C. P.-prisen, som bl.a. består af en af William Larsen skabt sølvmedalje med P.s profil. – Etatsråd 1848.

Familie

Forældre: købmand Christian Ditlev P. (1756-1805) og Ingeborg Sophie Gadebusch (1777-1854). Gift 1. gang 6.4.1826 i Roskilde med Thora Alvilde Bloch, født 6.4.1802 i Odense, død 14.3.1834 i Kiel, d. af konrektor i Odense, senere rektor i Roskilde S. N. J. B. (1772-1862) og Margrethe M. Hensier (1774-1821). Gift 2. gang 24.9.1835 i Roskilde med Margrete Christiane Marie Bloch, født 7.1.1798 i Odense, død 12.5.1866 i Kbh. (Johs.) (gift 1. gang 1819 med overlærer i Roskilde, dr.phil. Hans Peter Thrige, 1792-1827), søster til 1. hustru.

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1852.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1845 (Fr.borg), efter dette litografi 1857 og træsnit 1861. Medalje af William Larsen, 1956.

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 6.r.IV, 1928 især 249-58. Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. I-II, 1945-48. Flensborgeren, prof. C. P.s dagbøger, ved Kn. Fabricius og Johs. Lomholt-Thomsen, 1946 (anm. af Chr. Degn i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LXXVII, Neumünster 1953 314-18). Th. O. Achelis i Pers. hist. t. 13.r.II, 1953 163-65 (rettelser til C.s dagbøger).

Lit. [Kristian Diderichsen:] Stamtvl. over efterkommerne efter købmand i Flensborg Chr. Ditlev Paulsen og hustru, 2. rev. udg. 1967. Chr. Flor i Dannevirke 15.-16.6.1855. H. N. Clausen i C. P.: Saml. mindre skr. I, 1857 1-110 (også som særtryk). M. Mørk Hansen i Ny folkekalender for Nordslesv., Flensb. 1876. Nordslesv. søndagsbl., folkelig del X, Flensb. 1888 nr. 12-13 15-17. Ellen Jørgensen sst. 1907 nr. 24. Kr. Erslev: Fr. IV og Slesvig, 1901 53. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede I-VIII, 1909-22. A. F. Krieger: Dagbøger I, 1920. G. Worsøe Schmidt i Festskr. til H. P. Hanssen, 1932 48-93. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937. Samme i Sydslesvig gennem tiderne, red. M. Kamphøvener III, 1949 1147-53. Fr. Dahl: Hovedpunkter af den da. retsvidenskabs hist., 1937 (særtryk af Festskr. i anledn. af 200 års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Kbh.s univ., red. E. Reitzeä-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936) 81-83. Jørgen Hatting: Sønderjyske førere, 1942 13-37. J. Lomholt-Thomsen i Duborg-samf., Flensb. Årsskr. 1948-49 25-36. K. Strasse i Festschr. für Otto Scheel, Slesv. 1952 114-20. J. Lomholt-Thomsen i Front og bro V, 1954 253-60. J. Runge sst. 261-69. Børge Diderichsen sst. 270-74. G. Vaag i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst Gesch. XCVIII, Neumünster 1973 75-85. Johann Runge: C. P.s politische Entwicklung, Neumünster 1969 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holsteins LVII. Samme i Grenzfriedenshefte, Husum 1980 132-43. Samme: Sønderjyden C. P. Et slesvigsk levnedsløb, Flensborg 1981. Papirer. Dagbøger og breve i Kgl. bibl. Breve i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig