Chr. L. E. Stemann

Chr. L. E. Stemann, Christian Ludvig (ved dåben Ludewig) Ernst Stemann, 14.3.1802-14.3.1876, jurist. Født i Husum, død i Kbh. (Frbg.), begravet på Frbg. S. besøgte som barn den lærde skole i sin fødeby, studerede 1820–22 jura i Kiel og tog sidstnævnte år juridisk embedseksamen på Gottorp. Han var derefter først ansat som sekretær ved amtet i Åbenrå, men modtog 1825 beskikkelse som underretsadvokat i Husum, en stilling han dog allerede n.å. opgav, måske i den hensigt at forsøge en videnskabelig løbebane. Efter at han 1826 i Kiel havde erhvervet den juridiske doktorgrad for afhandlingen De veteris dotis actionum, rei uxoriæ atque ex slipulatu, differentiis begyndte han nemlig ved universitetet sst. at forelæse som privatdocent over romersk ret og tysk statsret. 1827 vendte han imidlertid igen tilbage til sagførergerningen i Husum, hvorfra han 1836 gik over i den almindelige juridiske embedskarriere (1836 kst. landfoged på Pellworm, 1837 herredsfoged og kirkeskriver i Hviding og Nr. Rangstrup herreder, 1844 landfoged og præses i stad- og lundretten på Ærø). 1848 optoges han, for at hans sønner kunne få adgang til det Vitzhusenske slægtinstitut i Dresden, i den danske adelstand. Da det efter krigen 1848–49 gjaldt om at reorganisere den slesvigske forvaltning blev der god brug for S. der trods sin tyske dannelse var en fuldt loyal mand. Efter at den blandede bestyrelseskommission som følge af våbenstilstanden 10.7.1849 havde begyndt sin virksomhed, og der var blevet indrettet regeringskontorer i Flensborg, ansattes han 17.12.1849 som kommitteret og fung. chef for 1. departement, en stilling han bevarede da ministeriet for hertugdømmet Slesvig oprettedes ved reskript af 5.3.1851. Dog var alle kirke- og skolesager som oprindelig henhørte under 1. departement forinden blevet udskilt fra dette, og S. fik derfor intet at gøre mod gennemførelsen af sprogreskripterne. I begyndelsen af 1852 udnævntes han til direktør for den ved patent af 18.9.1850 oprettede slesvigske overjustitskommission og, da denne 5.5. s.å. afløstes af appellationsretten for hertugdømmet Slesvig, til præsident i sidstnævnte ret. Som sådan virkede han indtil han 1864 måtte træde tilbage og s.å. afskedigedes. Sit dommerkald, der ofte kunne være vanskeligt nok, røgtede S. med dygtighed og upartiskhed, og at hans virksomhed overhovedet i årene efter 1849 vandt megen påskønnelse hos regeringen særlig i de år hvor Carl Moltke var minister for Slesvig fremgår af den lange række af udmærkelser der i denne periode blev ham til del. 1864 var han en kort tid kongevalgt medlem af rigsrådets landsting, og han var opfordret til at indtræde i D. G. Monrads ministerium. Senere levede han, bortset fra et forbigående hverv som formand for overjustitskommissionen for de tidligere slesvigske distrikter, som privatmand i Kbh.

Foruden som embedsmand var S. meget virksom som juridisk og historisk forfatter. Fra først af synes romerretten at have fængslet ham mest. Hans beskæftigelse med den satte frugt i hans doktordissertation og flere mindre afhandlinger i Elvers' "Themis" (Neue Folge I, 1838) og Sells "Jahrbücher f. hist. u. dogmat. Bearbeitung des röm. Rechts" (III, 1843). Senere vendte han sig til studiet af den slesvigske ret og dens historie der pga. den særegne udvikling i hertugdømmet havde interesse for ham også som praktisk jurist. 1843 offentliggjorde han i Falcks "Archiv" (II) en afhandling Ueber die Gränzen der geistlischen und weltlichen Gesetzgebung und Administration in Torninglehn, men den betydeligste del af hans forfattervirksomhed falder dog først i tiden efter hans udnævnelse til præsident i appellationsretten. Da de endnu eksisterende underretsdombøger fra tiden før 1713 i henhold til et ministerielt påbud 1854 var blevet afleverede til den nævnte rets arkiv, gjorde S. en lang række udtog af dem som han 1855 udgav under titlen Schleswigs Recht und Gerichtsverfassung im 17. Jahrhundert. Udtogene, der omfatter tiden fra begyndelsen af 1600-tallet til lidt ind i 1700-tallet og er forsynede med anmærkninger og en længere indledning, stammer alle fra den del af Slesvig hvor Jyske lov gjaldt, og er derfor af vigtighed for forståelsen af denne. Derefter fulgte 1857 Das Güterrecht der Ehegatten im Gebiete des Jütschen Lovs der på historisk grundlag giver en udførlig monografisk fremstilling af læren om ægtefællers formueforhold og dermed beslægtede emner. Det er et af S.s bedste arbejder. 1866–67 udkom Geschichte des öffentlichen und Privat-Rechts des Herzogthums Schleswig i tre dele, af hvilke den sidste indeholder en samling hidtil utrykte aktstykker. Dette værk, der er den eneste sammenfattende fremstilling af den slesvigske retshistorie fra nyere tid, er især af vigtighed for privatrettens, strafferettens og processens vedkommende. Til denne del af S.s forfattervirksomhed hører også en afhandling om retsplejen i gejstlige sager i Slesvigske Provindsialefterretninger IV (1863).

I sine sidste år, under opholdet i Kbh., udarbejdede S. endelig et udførligt værk om den danske rets historie der udkom 1871 (Den danske Retshistorie indtil Christian V.s Lov). Forfatteren havde sat sig til mål at give en ny fremstilling af retshistorien med benyttelse af de undersøgelser og oplysninger som var fremkommet siden J. L. A. Kolderup-Rosenvinges arbejde over samme emne. Dette mål rad han, trods forskellige fejl i enkeltheder, også siges at have nået, men den måde hvorpå han i det hele følger Kolderup-Rosenvinge og andre forfattere udelukker på den anden side at der kan tilkendes hans værk nogen større selvstændig betydning. S. udmærkede sig overhovedet ikkn ved nogen særlig originalitet som videnskabelig forfatter. Hans fremstilling lider tillige af en vis tørhed, men den er klar og overskuelig, og hans mangeårige beskæftigelse med den slesvigske ret gør ham til en pålidelig fører gennem denne. Af stor interesse for den senere forskning er de talrige aktstykker som han har offentliggjort dels i sine ovenn. arbejder, dels ved andre lejligheder (således i Slesvigske Provindsialefterretninger III, 1862 og i Zeitschrift der Gesellschaft für die Geschichte der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg III). S. hører til de betydeligste af hertugdømmernes få adelshistorikere. I Slesvigske Provindsialefterretninger III (1862) har han skrevet Zur Geschichte von Rudekloster og Die Familie Andersen in der Karrharde, i Jahrbücher für die Landeskunde der Herzogthumer IX (1867) Die Familie Lembek og i X (1869) Hausmarken und Siegel im Herzogthum Schleswig, i Zeitschrift der Gesellschaft für schlew.-holst.-lauenb. Geschichte I (1870) Die Familie Sehested, i II (1872) Die Familie Rantzau. i III (1873) Die Familie Breide og i IV (1873) Die Familie v. Rockwold. 1879 udgav hans søn Carl Stemann hans Urkundliche Beiträge zur Geschichte der Herzogthümer. Disse arbejder vil trods nyere om samme emner beholde deres værdi ved de talrige aktstykker deri. -Kammerherre 1850. Gehejmekonferensråd 1876.