Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Torp

Oprindelige forfattere KWaaben og StHur
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Torp, 8.6.1855-17.9.1929, jurist. Født i Flensborg, død i Kbh., begravet på Frbg. Efter først at have påbegyndt en uddannelse som søofficer blev T. student 1874, privat dimitteret, og cand.jur. 1879. Ved siden af virksomhed som sagførerfuldmægtig og manuduktør fortsatte han sin videnskabelige uddannelse, og i årene 1881–83 var han på studierejse på Hurtigkarls stipendium. I 1884 erhvervede han doktorgraden med et centralt arbejde inden for formueretten: Besiddelsen og dens Betydning i retlig Henseende. Med dette arbejde og enkelte forudgående tidsskriftafhandlinger indledtes et frugtbart og vidt spændende juridisk forfatterskab. I det ydre markeres T.s virksomhed først og fremmest af hans langvarige tilknytning til Kbh.s universitet fra udnævnelsen til professor 1886. I de første år bestred han efter A. C. Evaldsen faget tingsret og dele af obligationsretten, derefter indtil sin afgang ved aldersgrænsen 1925 strafferetten som han overtog da C. Goos 1891 udnævntes til kultusminister. T. tog også aktivt del i universitetets administration, bl.a. som medlem af konsistorium, som formand for stipendiebestyrelsen og i året 1908–09 som universitetets rektor. Ved siden heraf udfoldede han en betydelig virksomhed uden for universitetet, bl.a. som formand for Dansk kriminalistforening (1899–1929) og Dansk forfatterforening (1894–1902 og 1908–09), som medredaktør af Tidsskrift for Retsvidenskab (1918–29), på ledende poster inden for erhvervslivet (medlem af bestyrelsen for Det forenede Dampskibsselskab, formand 1902–05; medstifter af og bestyrelsesmedlem i forskellige forsikringsselskaber), som borgerrepræsentant i Kbh. (1894–1900) og ved et udstrakt arbejde inden for lovkommissioner. Han gjorde en stor indsats i det nordiske samarbejde, bl.a. som medlem af den dansk-norske forfatterlovskommission 1892 og som formand for den danske afdeling af de nordiske forsikringskommissioner 1919–25. 1906 søgte han forgæves valg til folketinget i Kbh. som det radikale venstres kandidat.

T.s litterære produktion falder hovedsagelig inden for formueretten og strafferetten. Skønt det oprindelig var formueretten der lå hans interesser nærmest, og skønt han bevarede sin tilknytning til denne er det de strafferetlige skrifter der rummer hans betydeligste indsats. Den formueretlige disputats om besiddelse behandlede et emne der påkaldte kriminalistiske overvejelser, navnlig med henblik på besiddelsens betydning ved afgrænsningen af berigelsesforbrydelser. Som de vigtigste af T.s arbejder inden for formueretten kan foruden disputatsen fremhæves Dansk Tingsret, 1892 der i senere udgaver ved L. A. Grundtvig og Fr. Vinding Kruse vedblev at fungere som lærebog i dette fag i mere end en menneskealder, og hans meget påskønnede fremstilling af den danske selskabsret (1991). Inden for strafferetten er hovedværket Den danske Strafferets almindelige Del, 1905 der hviler på en række forud publicerede forarbejder, og som på forskellige punkter senere blev uddybet ved specialafhandlinger. Til strafferettens specielle del har T. kun bidraget med enkelte afhandlinger, deriblandt navnlig en afhandling om berigelsesforbrydelserne (1909). Som det måske vigtigste arbejde må endelig nævnes hans på justitsministeriets anmodning afgivne betænkning og udkast til en nv straffelov 1917. Dette arbejde, hvori summen af hans strafferetlige synspunkter er nedlagt, blev trods væsentlige ændringer under det senere kommissionsarbejde det bærende grundlag for straffeloven af 15.4.1930. Som strafferetlig forfatter var T. i den lykkelige situation at strafferetten ved hans overtagelse af faget befandt sig i et tidehverv, og at hans evner og indstilling fuldt ud harmonerede med den europæiske bevægelse der repræsenterede den nye tid. For dansk rets vedkommende var det tiltrængt at denne bevægelse med dens krav om en realistisk, empirisk begrundet metode og frigørelse fra den klassiske strafferets dogmatiske principper kunne vinde indpas. Og med sin kritiske begavelse, sin fordomsfrihed og praktiske sans og sin uvilje mod kunstige abstraktioner blev T. ikke blot en formidler af den nye strafferetsopfattelse, men selv en førende personlighed i den moderne internationale reformbevægelse. Formelt stillede hans betydelige stilistiske evner og hvasse polemiske form ham her på en fremskudt post, samtidig med at hans sunde sans i almindelighed friede ham for at følge den såkaldte "positive skole" i dens mest yderliggående standpunkter.

I T.s fremstilling af strafferettens almindelige del 1905 finder man hovedparten af de synspunkter repræsenteret som senere fandt overvejende tilslutning i nordisk retsvidenskab, og som i det væsentlige kom til at præge loven af 1930. Her kan nævnes T s kritik af den såkaldte gengældel-sesteori på indeterministisk grundlag, hans kritik af forsøgene på at opstille en enhedsformel for straffens begrundelse, kravet om at søge kendskab til forbryderen som type og individ og i forbindelse hermed kravet om straffens individualisering, betoningen af den videnskabelige undersøgelse af forbrydelsens årsager, opløsningen af tilregnelighedsbegrebet i en række undergrupper, kritikken af den formindskede tilregnelighed som grundlag for strafnedsættelse, kritikken af den tidligere herskende komplicerede meddel-agtighedslære Det er muligt at den rent videnskabelige værdi af T.s indsats fortrinsvis ligger i hans kritiske opløsning af tidligere antagne generelle begreber (besiddelse, tilregnelighed m.m.) og kunstige skranker (meddelagtighedslæren, læren om berigelsesforbrydelser m.m.). Over for de forsøg på generaliserende sammenfatninger han selv har gjort inden for strafferettens almindelige del navnlig i nødretslæren og i læren om forsæt og uagtsomhed er der i hvert fald blevet fremsat væsentlige kritiske indvendinger. Om den store betydning af hans værker og virksomhed for den praktiske kriminalpolitik her i landet, navnlig i de første årtier efter straffelovens ikrafttræden 1933, kan der ikke være tvivl. Han er den første i god forstand moderne kriminalist inden for dansk strafferetsvidenskab. – Ekstraordinær assessor i højesteret 1911.

Annonce

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere sporvejsdirektør, generalkrigs-kommissær F. L. T. (1818–94) og Catharina M. Volckers (1831–87). Gift 3.10.1884 i Kristiania med Marie (Lillemor) Thaulow, født 1.4.1861 i Kristiania, 13 3.1943 i Kbh., d. af apoteker, dr.phil. Harald Conrad T. (1815–81) og Nicoline (Nina) Munch 11821–94).

Udnævnelser

R. 1891. DM. 1903. K.2 1909. K.1 1924.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af Vald. Andersen, 1905. Mal. af H. Henningsen, 1925 (Kbh.s univ.). Foto.

Bibliografi

Fr. Dahl: Oversigt over C. T.s forfattervirksomhed, 1930. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1884 31 f. – Fr. Dahl sst. nov. 1930 121–39 (heri bibliografi). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Waaben, Stephan Hurwitz: Carl Torp i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298495