Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Rasting

Oprindelige forfattere KWaaben og SIuul
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Rasting, Carl Annard Theodor Rasting, 23.10.1900-25.4.1967, jurist. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet Randers kgd. R. blev student 1918 fra Metropolitanskolen og tog 1924 juridisk embedseksamen. S.å. blev han ansat i justitsministeriet, 1925–26 var han politifuldmægtig i Thisted, 1926–31 sagførerfuldmægtig i Kbh. og manuduktør. 1931 blev han ansat som lektor i retsvidenskab ved Kbh.s univ., og 1936 beskikkedes han som den første professor i retsvidenskab ved Århus univ. 1941–43 var han universitetets rektor. 1951 blev R. udnævnt til professor ved Kbh.s univ. hvor hans fagområder blev forsikrings- og søret. – R. havde 1932 erhvervet den juridiske doktorgrad på afhandlingen Retssammenlignende Studier over Entreprenørens Omscetningsbeskyttelse til hvilken han havde samlet stof på en studierejse til England, Tyskland og Frankrig 1929–30. Emnet for disputatsen var hidtil kun i ringe omfang behandlet i dansk retsvidenskab til trods for problemets store praktiske betydning, og R. gjorde en fortjenstfuld indsats ved at underkaste det en indgående undersøgelse på en vid retssammenlignende baggrund. R.s legislative forslag blev ikke retningsgivende for den senere udvikling på området, men disputatsen er præget af R.s evne til at beherske og systematisere et omfattende stof og af forfatterens nøgterne og afbalancerede judicium. Disse egenskaber kendetegner også hans øvrige produktion der omfatter arbejder inden for højst forskellige juridiske discipliner. Forud for disputatsen havde han udgivet en håndbog i veksel- og checklovgivningen (1928) og ydet en værdifuld medvirken ved Oluf H. Krabbes udarbejdelse af kommentar til Borgerlig Straffelov, 1931 (4. udg. 1947). Af R.s øvrige videnskabelige arbejder skal nævnes en lærebog i folkeret, 1940, Presseretten, 1951 og en kommenteret udgave af lov om forsikringsvirksomhed, 1960. R. var medlem af nogle lovforberedende udvalg vedrørende søret og forsikringsret og havde forskellige bestyrelseshverv med tilknytning til forsikringsretten. 1946–49 sad han i hovedbestyrelsen for Foreningen Norden, fra 1949 i foreningens råd, og i årene 1950–57 var han medlem af folketinget valgt af det konservative folkeparti i Viborg amt.

Familie

Forældre: grosserer Theodor Emil Rasmussen (1855–1911) og Karen Jørgensen (1861–1954). Navneforandring 21.12.1920. Gift 28.3.1943 i Århus (Skt. Pauls) med Amelie Willumsen, født 27.5.1899 i Randers, død 27.4.1981 på Frbg., d. af maler og billedskærer Hans Martin Wilhelm W. (1858–1911) og Charlotte Augusta Willesen (1866–1942).

Udnævnelser

R. 1946. R.1 1955.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Otto Frederiksen, 1950 (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1933 108. – A. Vinding Kruse sst. nov.1967 193–97.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Waaben, Stig Iuul: Carl Rasting i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296195