C. Leuning, Carl Peter Gram Leuning, 27.5.1820-21.7.1867, jurist, justitsminister. Født i Førslev, Øster Flakkebjerg hrd, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). L. blev student 1837 fra Herlufsholm og cand.jur. 1842, kort efter volontær i kancelliet og 1848 fuldmægtig i indenrigsministeriets islandske departement. 1851–53 foretog han med støtte af det Hurtigkarlske legat og staten en rejse til England og Frankrig for at studere nævningevæsenet og udgav 1853–54 to skrifter om sine iagttagelser der var af værdi under arbejdet med retsreformen i 50erne. 1859 var han på en rejse til Hamburg og Belgien for at studere sø- og handelsretten. Imidlertid var han 1856 blevet departementschef i justitsministeriet og havde i denne egenskab del i udarbejdelsen af flere vigtige love ligesom han sad i adskillige kommissioner. Han havde 1861 forgæves søgt valg til folketinget i Ringsted, var 1864–66 medlem af rigsrådets landsting for Sydsjælland. Han var nationalliberal, men nærmede sig i sine senere år bondevennerne. Han regnedes for en kyndig jurist og en stor arbejdskraft; parlamentariske evner besad han ikke. Efter at C. E. Frijs ved dannelsen af sin regering nov. 1865 havde fået flere afslag fra justitsministeremner tilbød han, vistnok på foranledning af A. F. Krieger, L. porteføljen. Denne modtog den og tog med energi fat på arbejdet. Han havde den tilfredsstillelse at komme til at parafere den nye straffelov af 10.4.1866, men resten af sin ministertid var han næsten uafbrudt syg og fungerede kun med lange mellemrum. Han var en retsindig og dybt religiøs natur. -Justitsråd 1856. Etatsråd 1857.

Familie

Forældre: herredsfoged i Øster Flakkebjerg hrd., senere byfoged i Sorø, konferensråd Søren Johan L. (1794–1873) og Karen Christence Nørgaard (1797–1864). Gift 21.5.1856 i Kirke Såby med Petrine Mathilde Nørgaard, født 11.11.1832 i Rorup, død 7.1.1890 i Kbh. (Matth.), d. af sognepræst, sidst i Kirke Såby og Kisserup, Poul Moth Thestrup N. (1802–89) og Margrethe Johanne Sødring (1808–85).

Udnævnelser

R. 1859. DM. 1862. K. 1866.

Ikonografi

Afbildet på træsnit af ministeriet Frijs af H. P. Hansen, 1866. Træsnit efter tegn. af H. Olrik, 1867. Foto.

Bibliografi

A. F. Krieger: Dagbøger I-IV, 1920–21. – Stamtvl. over familien Frisch, 1872 39f. Dagbladet 23.7.1867. Fr. B[arfod] i III. tid. 11.8. s.å. M. Goldschmidt: Livs erindr. og resultater I, 1877 (ny udg. 1965).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig